Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Trump mødtes med tilhænger af global opvarmning

16/1/2017

UGENS GANG: Historisk cirkus lukker, det kan være sidste udkald for at redde isbjørnen, Trump mødtes med professor, der vil have mere CO2-udledning, og kvælstofforureningen er steget i Danmark.

 Velkommen til den første udgave af Globalens nyhedsbrev. Det vil fremover være eksklusivt for Globalister (læs mere om det her), men jeg vil selvfølgelig gerne give jer alle en mulighed for at få et indblik i, hvad man får med nyhedsbrevet.

 

Det er tænkt som en opsamling af den forgangne tids vigtigste begivenheder inden for dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland og skal derfor give læseren en relativt kort opsummering af, hvad der rykker sig på disse fronter. Nyhedsbrevet vil udkomme to-fire gange om måneden.

 

Lad os komme i gang og indlede med en nyhed, som mange dyrerettighedsforkæmpere glæder sig over.

 

Dyrevelfærd - cirkus lukker

For det 146 år gamle amerikanske cirkus Ringling Bros, der sidste år efter massivt pres lod sine elefanter pensionere, har netop annonceret, at det lukker og slukker til maj på grund af dårlig økonomi.

Kenneth Feld, chairman og CEO hos Feld Entertainment, der driver cirkusset, siger til nyhedsbureauet AP, at det er kulminationen på en flerårig tendens; faldende billetsalg, offentlighedens stigende skepsis over at tvinge vilde dyr til at optræde samt manglende koncentration hos børn.

 

- "Prøv at få en 3-4-årig til at sidde stille i 12 minutter," siger han med henvisning til cirkussets 12 minutter lange tiger-show.

 

Mere dystre fremtidsudsigter er der for isbjørnen. I den forgangne uge advarede the U.S. Fish and Wildlife Service nemlig om, at den globale opvarmning er den største trussel mod verdens isbjørne. Hvis ikke mennesket bremser udledningen af drivhusgasser og dermed den globale opvarmning, er det usandsynligt, at isbjørnen kan reddes.

 

Klima - Trump mødtes med CO2-fortaler

Og vi bliver i USA, hvor der er ikke så lidt at skrive om grundet Donald Trumps noget skeptiske syn på de menneskeskabte klimaforandringer og generel miljøbeskyttelse.

 

For selvom den kommende amerikanske præsident har mødtes med klimaforkæmperen og den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore, har han nu også haft et møde med den kontroversielle fysiker William Happer, der er særligt kendt for at modsige den etablerede klimaforskning. Han hævder bl.a., at global opvarmning er godt for menneskeheden, da fordelene overgår ulemperne.

 

Selvom studier og rapporter er nået frem til den komplet modsatte konklusion, bl.a. at klimaforandringerne vil medføre stigende fødevarepriser, gøre flere steder i Mellemøsten og Afrika ubeboelige, øge flygtningestrømmen, og føre til, at flere vil dø af hedeslag end blive reddet fra kuldedøden, mener Willam Happer, at vi faktisk bør udlede mere CO2 i atmosfæren for at opvarme kloden yderligere.

 

Han har tidligere sagt, at havets stigning ikke er accelereret - målinger viser det modsatte - og har udtalt, at middelalderen var varmere end nutiden, selvom denne tese også er kraftigt betvivlet, bl.a. i et studie fra 2015. Og så er William Happer blevet afsløret i at tage imod betaling fra den fossile industri for at skrive positive studier om CO2.

 

Forsker i klimaforandringer og maritime forhold Dan Boesch er da også stærkt kritisk over for Happers standpunkt.

 Det er endnu uvist, om Trump vil tilbyde Happer en position i sin administration. 

 

Trump har allerede udpeget klimabenægteren Rick Perry som energiminister og tidligere CEO hos fossilselskabet Exxon Rex Tillerson til at være udenrigsminister. Står det til Rex Tillerson bør USA imidlertid blive i klimaaftalen, som Trump ellers vil trække USA ud af. Tillerson sagde for nylig til en høring i Senatet, at han mener, at USA bør blive i aftalen for at bevare sin plads ved bordet. Han anerkender også, at klimaforandringerne udgør en trussel, men har ikke gjort det klart, om han tror på, at mennesket er årsagen.

 

Miljø - mere kvælstofforurening i Danmark

Trump har også meddelt, at der skal bores efter flere fossile brændstoffer i de amerikanske føderale naturreservater - til stor glæde for organisationen American Petroleum Institute, der kalder muligheden for "unik".

 

Og vi bliver ved Trump lidt endnu, for Andrew Steer, præsident for World Resources Institute har i sidste uge udtalt, at valget af Trump som præsident og den tiltagende populisme i befolkningen vil sløve klimahandlingen og skade miljøet. Han forudser, at miljøorganisationer i stigende grad må trække regeringen i retten for at fastholde bare noget af miljøbeskyttelsen. 

 

Herhjemme er der også skidt nyt for miljøet; nye tal fra DCE, Aarhus Universitet, viser nemlig, at kvælstofforureningen i de indre danske farvande steg i 2015 - og dermed fortsætter de seneste års stigning af forureningen.

 

Politikerne skændes nu om, hvem der bærer ansvaret, idet stigningen primært er sket under SR-regeringen, men miljøminister Esben Lunde Larsen (V) er kaldt i samråd, da der nu er fornyet bekymring om landbrugspakkens konsekvenser for vandmiljøet. Ministeren og brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer giver dog vejret skylden for forureningen.

Vi slutter i Norge, hvor myndighederne har forbudt dieselbiler at køre i Oslo på ubestemt tid "på grund af akut helbredsskadelig luftforurening", skriver det norske nyhedsbureau NTB ifølge ritzau. Det sker, fordi luftforureningen kan blive særligt høj, når det er vindstille.

Dieselbiler udleder godt nok færre drivhusgasser end benzinbiler, men samtidig udleder de markant mere sundhedsskadeligt nitrogendioxid.

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic