Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Forskning: Høns har personlighed, empati - og så kan de tælle

6/1/2017

Det er en fejlopfattelse, hvis man tror, at høns er uintelligente, lyder det fra en adfærdsforsker, der mener, at vi skal revurdere vores opfattelse af verdens mest udbredte domesticerede dyr.

Blot få timer gamle er kyllinger i stand til mere kognitivt udfordrende opgaver end spædbørn, og tror man alligevel, at høns er dumme, kan man godt tro om igen.

 

Det konkluderer dr. Lori Marino, som er forsker ved The Someone Project, der er et samarbejde mellem dyreværnsorganisationen Farm Sanctuary og videnscentret Kimmela Center i USA.

 

Hun har gennemgået en række kognitive studier om verdens mest udbredte domesticerede dyr - høns - og udgivet sine konklusioner i Springer-tidsskriftet Animal Cognition. Hun mener, at vi skal revidere vores opfattelse af høns' intelligens.

 

- "De bliver opfattet som nogle, der mangler de fleste psykologiske karakteristika, som vi finder i andre intelligente dyr, og de anses typisk som havende en lav intelligens i forhold til andre dyr," siger Lori Marino ifølge Springer.com.

 

 

Hendes konklusion i studiet lyder, at høns er "lige så kognitivt, emotionelt og socialt komplekse som de fleste andre fugle og pattedyr på mange områder, og at der er behov for yderligere noninvasiv adfærdsforskning", samt at det er nødvendigt at "re-frame (revurdere, red.) den nuværende opfattelse af deres intelligens".

 

Blandt de forskningsprojekter, som hun har gennemgået, er det bl.a. påvist, at høns besidder selvkontrol: De er således villige til at vente i længere tid på mad, hvis de ved, at de i sidste ende får mere mad ud af det.

 

I to andre forsøg viste få dage gamle kyllinger en evne til at skelne mellem mængde og størrelse på objekter og var i stand til at forstå, at noget ikke er forsvundet permanent, bare fordi det gemmes bag en skærm.

 

 

De har en opfattelse af tiden

Høns viser også tegn på empati - evnen til at sætte sig følelsesmæssigt i andres sted - har en opfattelse af tid og kan forstå deres hierarkiske position ved at observere adfærden blandt andre fugle i flokken.

 

I og med at de har en opfattelse af tiden, er det sandsynligt, at de ikke udelukkende lever i nuet, da de også er i stand til at planlægge og således tænke fremad. Grise, chimpanser, menneskeaber og øresvin har også en sofistikeret opfattelse af tid, både når det handler om korte og længerevarende tidsintervaller.

 

Derudover genkender høns andre i flokken på et individuelt plan og har vist sig at være i stand til at manipulere og snyde deres artsfæller for egen vinding - en form for machiavellisk intelligens.

 

Derudover tyder forskning sammenholdt med anekdotisk bevisførelse på, at høns besidder forskellige personligheder, hvilket er et forskningsfelt i sig selv, hvor nogle forskere eksempelvis arbejder ud fra fem faktorer, når man undersøger personlighed hos mennesker. Det tyder også på - uden dog at være bevist - at høns faktisk har en form for selvbevidsthed.

 

 

Timegamle kyllinger kan tælle

I en artikel tidligere på året så Globalen også nærmere på høns' intelligens ved ligeledes at gennemgå en række studier på området. 

 

Blandt studierne var flere af den erfarne adfærdsforsker Christine Nicol fra University of Bristol. Hun har bl.a. påvist, at kyllinger besidder en række kognitive evner, som ikke engang spædbørn har udviklet - nogle af evnerne udvikles først hos børn i syvårsalderen.

 

Eksempelvis viste hendes forsøg, at kyllinger blot få timer gamle kunne holde styr på tal op til fem. De forstod også hurtigt, at selvom et objekt forsvinder fra deres åsyn, er det ikke helt forsvundet.

 

 

De kan navigere efter solen

Endvidere fandt Christine Nicol, at kyllinger allerede i en alder af to uger er i stand til at navigere efter solen, hvilket indebærer, at de skal kunne forstå solens position i forhold til jorden og himlen.

 

- "Kyllinger har kapacitet til at mestre færdigheder og udvikle egenskaber, som et menneskebarn kan tage måneder og år om at opnå," sagde Christine Nicol til News.com.au, da hendes studie udkom.

 

Dr. Siobhan Abeyesinghe, som er lektor i dyreadfærd ved Royal Veterinary College, University of London, udtalte til The Telegraph i forbindelse med Christine Nicols studie:

 

- "Høns er helt sikkert i stand til mere, end folk er klar over. Jeg mener, at de omtales på uretfærdig vis. Vi har et psykologisk skjold, som vi bruger til at devaluere dyr, som vi spiser, så vi føler mindre for dem."

 

Ifølge FN's landbrugsorganisation Fao var der i 2011 19 milliarder domesticerede høns verden over, og det er dermed det mest udbredte domesticerede dyr på kloden.

 

 

Har arbejdet med delfiner

Lori Marino er tidligere seniorforsker ved Emory University, USA, og fakultetsmedlem ved Emory Center for Ethics. Hun har i mange år forsket i delfiners adfærd.

 

Hendes gennemgang af høns' intelligens kan læses her, hvor der naturligvis også er kilder til samtlige studier, der indgik. Hendes arbejde blev delvist støttet af organisationen American Society for the Prevention of Cruelty to Animals.

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic