Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Usædvanligt vejr på Nordpolen: Der er plusgrader

19/11/2016

Temperaturen på Nordpolen burde styrtdykke lige nu, og isen skulle udvide sig og blive tykkere. Men isens areal er særdeles lavt og temperaturen markant højere end normalt.

Vejret er "ekstraordinært" på Nordpolen lige nu.

 

Sådan lyder det ifølge Washington Post fra klimaforsker ved amerikanske UCLA Daniel Swain, på baggrund af nye temperaturmålinger der viser, at dele af Arktis er op mod 20 grader celsius højere end normalt på denne tid af året.

 

Han er en af adskillige klimaforskere, der i disse dage reagerer på det usædvanlige klima i regionen. Mens det er markant varmere end normalt, og isens omfang er mindre end i 2012, da det var rekordlavt, er kulden rykket til Rusland, hvor der er ned til minus 40 grader celsius og masser af sne. Problemet er imidlertid, at kulden er nødvendig i Arktis, for at den tynde is kan blive genskabt hen over vinteren. 

 

Ifølge The U.S. Weather Channel har mindst fem bøjer den 15. november målt lufttemperaturer på mellem 0 og plus 1,2 grader celsius.

 

 

Professor: Det er virkelig usædvanligt

Til mediet The Independent siger professor Peter Wadhams, leder af The Polar Ocean Physics Group på det britiske Cambridge University, at varmen på Arktis er "uhørt":

 

- "Temperaturer på over nul grader er virkelig usædvanligt på denne tid af året. Det er iøjnefaldende, i forhold til den måde som klimaet plejede at være på, men det har været udviklingen de seneste seks år."

Peter Wadhams siger, at udviklingen vil medføre en relativt hurtig stigning af havet, hvilket vil give konsekvenser for kystzoner "meget snart". 

 

- "Det er meget alvorligt. Det giver anledning til stigende bekymring, at det sker så hurtigt på så mange fronter," tilføjer han.

 

Også miljøforkæmperen Bill McKibben, der har stiftet klimabevægelsen 350.org, bider mærke i klimaændringen og har tweetet en graf, der viser, hvor lille omfanget af is i regionen er (den røde streg).

 

Forskere forklarer, at varmen skyldes flere faktorer; når der i forvejen er mindre is i området, absorberes mere varme af det mørke hav, samtidig med at mere varm luft bliver transporteret til området via varme jetstrømme. Ifølge Jennifer Francis, specialist i Arktis ved Rutgers University, er jetstrømmen ændret, fordi Arktis bliver opvarmet hurtigere end Ækvator.

 

Zack Labe, ph.d.-studerende ved University of California ved Irvine, fortæller i en e-mail til Washington Post, at det er normalt med store udsving i temperaturen på Arktis, men varigheden af varmen i Arktis sammenholdt med kulden i Sibirien er "usædvanlig". 

 

 

Også havet er varmere end normalt

Det er ikke kun luftens temperatur, der er usædvanligt høj - også havets temperatur er bemærkelsesværdigt høj, forklarer Mark Serreze, leder af the National Snow and Ice Data Center i Boulder, USA. 

 

- "Det er nogle områder i Det Arktiske Ocean, der er op mod 3,9 grader celsius varmere end gennemsnitligt nu. Det er ret vildt," siger han til Washington Post.

Temperaturen i Arktis er markant højere end normalt. Graf og data: DMI.

 

 

Videoen øverst i artiklen viser Arktis' udvikling fra 1984 til 2016.

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic