Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Forsker: Det kan være game over for klimaindsatsen

13/11/2016

Den globale temperatur kan stige med helt op til 7 grader celsius allerede i dette århundrede, advarer forskere, som har undersøgt klimaets udvikling de seneste 800.000 år. 

FN's klimapanel IPCC har skudt markant under målet, når det har vurderet, at kloden bliver opvarmet med mellem 2,6 og 4,8 grader celsius i år 2100, hvis vi fortsætter med at udlede drivhusgasser som hidtil.

 

Temperaturen i et business-as-usual-scenario vil snarere lande på mellem 4,7 og 7,4 grader celsius, vurderer forskere, som i et nyt studie har rekonstrueret temperaturudviklingen de seneste 784.000 år. Det skriver The Independent.

 

For at rekonstruere klodens klima har forskerne undersøgt iskerner og sedimenter i havbunden, hvor kemikaliesammensætningen i små luftbobler afslører, hvordan klimaet tidligere har været. Disse resultater har de så sammenholdt med den såkaldte Milankovitch-cyklus, der viser, hvilken rolle Jordens kredsløb og hældning i forhold til solen spiller for klimaet.

 

Således fandt forskere frem til, at klimaet i mellemistiden - den periode, som kloden er i nu - er endnu mere følsomt over for opvarmning, end man hidtil har troet, og derfor har menneskets udledning af de opvarmende drivhusgasser en større effekt.

 

 

Mange steder bliver ubeboelige

Hvis klodens temperatur øges med seks grader celsius i forhold til niveauet før den industrielle revolution, vil det sandsynligvis omdanne regnskoven til ørken, mange steder vil blive ubeboelige, og Sibirien og Canada kan endda blive for varme til at dyrke afgrøder.

 

- "Den eneste udvej er at reducere udledningen af drivhusgasser så hurtigt som muligt," siger en af forskerne bag studiet dr. Tobias Friedrich til The Independent

 

Hans kollega dr. Andrey Ganopolski, der både medvirkede til det nye studie og IPCC's seneste klimarapport, indrømmer, at konklusionen er kontroversiel, og at ikke alle forskere vil være enige.

 

- "Inden for vores felt kan man aldrig være 100 pct. sikker. Der vil altid være usikkerheder, og det diskuterer vi også i studiet," siger han og tilføjer, at det er teknisk muligt at reducere udledningen og dermed holde den globale opvarmning på under 2 grader - han tvivler dog på, at det er politisk muligt.

 

Årsagen til, at den globale opvarmning accelererer, er, at der er forstærkende effekter i naturen. Jo mere isen ved polerne smelter, desto mindre is er der til at reflektere solens varme tilbage, og desto mere mørkt hav vil absorbere solens varme. Det samme gælder også for sneen rundt omkring på landjorden. Samtidig betyder et varmere klima, at mere vand fordamper, og mere vanddamp giver højere temperaturer.

 

Videoen forklarer, hvad det vil betyde, hvis klimaet bliver seks grader varmere.

 

 

Professor: Der er store usikkerheder

Professor Eric Wolff, Cambridge University, medvirkede ikke til studiet, men roser det for at være baseret på tidligere tiders klimaudvikling. Han påpeger dog, at der er store usikkerheder forbundet med prognosen.

 

Klimaforsker Michael Mann, Penn State University, var heller ikke involveret i studiet, men kalder det "solidt".

 

I en mail til The Independent skriver han, at "det bakker i dén grad op om, at Donald Trumps kandidatur kan være game over for klimaet", med henvisning til at den kommende præsident vil trække USA ud af klimaaftalen fra Paris og udbygge den fossile industri, hvilket sandsynligvis betyder, at den globale opvarmning ikke kan holdes under 2 grader celsius.

 

 

Dansk forsker: Kritisk hvis USA trækker sig

Den danske klimaforsker Jens Hesselbjerg Christensen, forskningsleder på Danmarks Meteorologiske Institut, deler Michael Manns bekymring.

 

- "Det er kritisk, hvis USA trækker sig ud og ikke vil være med i en klimaaftale. Det kan starte en lavine, så kineserne og inderne heller ikke vil være med. Og så bliver de dommedagsscenarier, hvor vi ikke kan nå at bremse udviklingen, før det er for sent, til virkelighed," forklarer han til videnskab.dk og tilføjer:

 

- "Min største bekymring er, at vi som menneskehed ved, hvad der sker med klimaet, og at vi kan gøre noget ved det, men vælger at være passive."

 

En analyse fra Lux Research har vist, at Donald Trumps energipolitik de næste otte år vil føre til en 16 pct. større udledning af drivhusgasser i forhold til Hillary Clintons politik.

 

 

Forskere har været for konservative i deres prognoser

Nogle vil måske mene, at forskernes prognose lyder overdrevet eller er et forsøg på at stjæle overskrifter, men klimaforskere har det faktisk med at være for konservative i deres prognoser.

 

En gennemgang af IPCC's arbejde gennem to årtier har vist, at klimapanelet konsekvent har skudt under målet i sine prognoser - og det kan få negative konsekvenser for det politiske arbejde og ambitionerne bag klimaindsatsen.

 

- "Disse data passer simpelthen ikke med skeptikernes anklager om, at forskerne er alarmister," sagde en af studiets forfattere professor i historie og videnskab ved University of California Naomi Oreskes til Scientific American, da undersøgelsen udkom i 2012.

 

Det nyeste studie 'Nonlinear climate sensitivity and its implications for future greenhouse warming' er udgivet i tidsskriftet Sciences Advances. Tidligere i år udkom også et studie, der konkluderede, at klimaet er mere følsomt over for en stigende koncentration af drivhusgasser, end man hidtil havde troet.

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic