Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Forskere: Afgift på oksekød hjælper klimaet og redder liv

8/11/2016

Klimaafgifter på oksekød og mælk vil mindske forbruget og gavne både klimaet og folkesundheden, konkluderer forskere fra Oxford University i et nyt studie.

Det Etiske Råd og Alternativet får nu videnskabelig opbakning til deres forslag om afgifter på oksekød. Et forskerhold fra Oxford University, England, konkluderer i et nyt studie, at det både vil gavne klimaet og folkesundheden at pålægge eksempelvis oksekød og mælk øgede afgifter, som afspejler klimabelastningen. 

 

Beregningerne viser, at omtrent en halv million menneskeliv vil blive reddet fra følgesygdomme forbundet med en for høj indtagelse af rødt kød og mejeriprodukter, samt at det lavere forbrug af klimabelastende fødevarer vil sænke udledningen af drivhusgasser med én mia. ton om året - ca. det samme som hele luftfartsindustrien udleder. Det skriver The Guardian.

 

- "Det står klart, at hvis vi ikke gør noget ved emissionerne fra vores fødevaresystem, har vi ingen chance for at begrænse den globale opvarmning til maksimalt to grader celsius," siger studiets leder, Marco Springmann, fra the Oxford Martin Programme on the Future of Food, til The Guardian.

 

 

Oksekød er særligt belastende

Forskerne vurderede, hvor stor afgiften bør være på en række fødevarer baseret på deres klimabelastning. Oksekød er særdeles belastende, i og med at store skovområder ryddes for at gøre plads til både foderproduktionen og græssende kvæg - samtidig er vandforbruget højt, og køerne udleder metangas, der er mere opvarmende end CO2.

 

Efterfølgende beregnede forskerholdet, at en global afgift på 40 pct. på oksekød og 20 pct. på mælk vil sænke forbruget med hhv. 13 og omtrent 8 pct. Samtidig anbefaler de, at sund mad som frugt og grønt modtager statsstøtte, så det bliver billigere og de øgede priser på visse varer dermed samlet set ikke belaster den enkelte husholdnings økonomi. 

 

 

Marco Springmann bemærker, at det er vigtigt, at regeringer forklarer befolkningen, hvorfor den vælger at hæve priserne på udvalgte fødevarer, så der er forståelse for beslutningen.

 

Studiet er publiceret i tidsskriftet Nature Climate Change.

 

 

Forslaget møder modstand herhjemme

Herhjemme har Det Etiske Råd anbefalet en kødafgift, der afspejler den reelle klimabelastning forbundet med produktionen. Alternativet har efterfølgende foreslået det, men det møder ikke umiddelbart opbakning på Christiansborg. Eksempelvis har Socialdemokraternes Benny Engelbrecht kritiseret forslaget og udtalt til Berlingske:

 

- "Man siger, man vil skabe mere lighed, og samtidig vil en enlig mor med en lav indkomst måske ikke få råd til at lave spaghetti med kødsovs til børnene. Det her lugter af noget, som ingen vil forstå ude i den virkelige verden."

 

Fødevareproduktionen står ifølge en række studier for omtrent en fjerdedel af menneskets samlede udledning af drivhusgasser, og langt størstedelen af dem kommer fra kødproduktionen.
 

Ifølge et studie fra sidste år skal der frem mod 2050 ryddes skovområder svarende til næsten 70 gange Danmarks størrelse, hvis kødproduktionen skal følge med udviklingen.

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic