Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Flippers træner: Chokeret over at Spies Rejser støtter dyremishandling

1/11/2016

Manden, der trænede tv-delfinen Flipper, har i årevis kæmpet imod sit tidligere erhverv. Nu langer han ud efter danske Spies Rejser, der ifølge ham støtter dyremishandling.

Da en delfin døde i armenen på Ric O'Barry ændrede hans syn sig fuldstændig på den industri, han selv var en del af.

 

Som delfintræner var han med til at fange og træne de tilfangetagne delfiner, der spillede med i 60'er-serien Flipper, men den døde delfin satte tankerne i gang. Han var overbevist om, at den havde begået selvmord, og det fik ham til at sætte spørgsmålstegn ved sit eget levebrød.

 

Da var det, at han besluttede sig for at kæmpe imod tilfangetagelsen af delfiner, og han grundlagde i 1970 The Dolphin Project.

 

Den nu 77-årige Ric O'Barry har i over fire årtier kæmpet imod den underholdningsindustri, der fortsat indfanger og avler på delfiner i fangenskab for underholdningens skyld. Og hans fokus er nu rettet mod Danmark.

 

I et åbent brev langer Ric O'Barry således ud efter Spies Rejser, der ifølge ham støtter dyremishandling i udlandet ved at tilbyde sine rejsende billetter til delfinshows. Globalen bringer her hans åbne brev i fuld længde og Spies Rejsers svar.

 

***

 

Kære direktør Jan Vendelbo

 

Spies Rejser har i årevis opfordret danske turister til at købe billetter til Loro Parque på Tenerife, hvor spækhuggere og delfiner er spærret inde i små bassiner og i højsæsonen skal optræde flere gange om dagen.

Vi har besøgt Loro Parque for ved selvsyn at vurdere, hvilke forhold dyrene lever under. Det vi så er under al kritik. Vi er chokerede over, at Spies Rejser vælger at støtte det åbenlyse dyrplageri, som fangenskab af disse dyr er. Vi appellerer til, at I fremadrettet undlader at sende turister til delfinarier, på samme måde som I fx har valgt ikke længere at arrangere udflugter med elefantridning pga. manglende dyrevelfærd.

 

Her er 7 af de vigtigste grunde til, at spækhuggere og delfiner ikke trives i fangenskab: 

  1. Spækhuggeren er et af verdens hurtigstsvømmende havpattedyr og svømmer i det fri op til 160 kilometer om dagen. I Loro Parque kan spækhuggerne kun svømme ganske få meter, inden de rammer en væg eller metallåge i cementbassinerne. Hvor de i det fri ville bruge deres tid på at jage levende bytte og udforske havets verden, har de i Loro Parque ingen udfoldelsesmuligheder.

  2. I fangenskab er spækhuggerne totalt afhængige af deres træner for at få stillet deres sult. Ved hjælp af madkontrol manipulerer man spækhuggerne til at gøre unaturlige ting som at ”danse” i takt til popmusik. Kun når spækhuggerne udfører trænerens kommando korrekt, får de en madbelønning.

  3. Frustrationen over den livslange indespærring kommer til udtryk i aggression over for mennesker. Det er derfor ikke overraskende, at mange af spækhuggerne i Loro Parque er gået til angreb på deres træner. Under det ene angreb endte det på tragisk vis med, at træneren blev dræbt.

  4. Fangenskab udsætter spækhuggere for stress. Forhenværende spækhuggertrænere har afsløret, at nogle spækhuggere får stærk medicin for at holde denne stress under kontrol.

  5. Flokken i Loro Parque er kunstigt sammensat, og flere af spækhuggerne er som unger blevet fjernet fra deres mødre og sendt fra USA til Tenerife. Det sker på trods af, at spækhuggere i naturen ofte holder sammen hele livet, og selv fuldvoksne hanner tilbringer livet ganske tæt ved deres mors side. Den permanente adskillelse er dybt traumatisk for både moren og hendes unge.

  6. Nogle af de delfiner, som i dag holdes indespærret i Loro Parque, blev taget til fange i USA i løbet af 1980’erne. Tilfangetagelsen af delfiner, som stadig finder sted i visse dele af verden, er en særdeles voldsom procedure. Forhenværende delfinjægere har afsløret, at nogle delfiner mister livet under tilfangetagelserne. Nogle dør af chok, mens andre lider en pinefuld død, når fangstnettene forhindrer dem i at komme op til overfladen for at ånde.

  7. Adskillige af delfinerne i Loro Parque er født i fangenskab. De har aldrig set havet, jaget levende bytte eller oplevet selv de mest basale af naturens elementer. Under forestillingen bliver de kommanderet til at springe igennem tøndebånd og trække børn fra publikum rundt i en gummibåd. Man kan også se træneren bruge delfinen som et surfbræt: Træneren tager opstilling på delfinens ryg, hvorefter delfinen i et hæsblæsende tempo skal svømme bassinet rundt med sin træner på ryggen. Delfiner er højt intelligente og komplekse dyr. At få dem til at udføre ydmygende cirkusnumre for at turister kan opnå et øjebliks morskab er ganske enkelt forkasteligt.

 

30 befriede delfiner

Denne henvendelse skal ses på baggrund af vores store viden om og erfaring med delfinarieindustrien. I 1960’erne arbejdede jeg, Ric O’Barry, for den amerikanske delfinarieindustri, hvor jeg var med til at tage omkring 100 delfiner til fange, inklusive de fem delfiner, som blev brugt i den populære tv-serie Flipper. Mit syn på delfiner ændrede sig, da den ene af de delfiner, som jeg havde trænet til at spille rollen som Flipper, døde i mine arme. Jeg indså, at det er forkert at fratage delfiner deres frihed og spærre dem inde på livstid, og jeg grundlagde derfor foreningen Dolphin Project, hvis formål er at standse tilfangetagelsen og den kommercielle udnyttelse af delfiner.

Siden 1970 har jeg befriet mere end 30 delfiner fra fangenskab og hjulpet adskillige dyreværnsorganisationer verden over med deres kampagner for at standse fangenskabet af delfiner.

 

Tid til handling

At opfordre turister til at købe billetter til Loro Parque og andre delfinarier gør det desværre profitabelt at holde gang i delfinshows, og dermed fastholder man dyrene i årelang lidelse. Igennem fire år har Anima gjort Spies Rejser opmærksom på de dyrevelfærdsproblemer, der er forbundet med at holde delfiner i fangenskab, og nu må det være tid til handling. Delfiner og spækhuggere skal opleves i deres naturlige omgivelser, i havet, og ikke i et goldt og trangt cementbassin. Vi rækker hermed en hånd ud i håb om, at vi kan mødes og drøfte, hvordan Spies Rejser kan udfase sine delfinarieudflugter.

 

Venlig hilsen Ric og Helene O’Barry

Kampagneansvarlige for delfiner, Anima

 

Se desuden:

  • Behind the Dolphin Smile af Richard O’Barry

  • Don’t buy the Dolphin’s Smile, brochure

  • Blackfish, dokumentarfilm

  • The Cove, dokumentarfilm

  • Death at SeaWorld af David Kirby
     

***


Her følger Spies Rejsers svar i sin fulde længde:

 

Vi modtog i fredags en henvendelse fra Animas kommunikationschef Thorbjørn Schiønning vedrørende Loro Parque på Tenerife. Denne henvendelse ville vi gerne have svaret på. Desværre ser det nu ud til, at Anima hellere vil kommunikere via Facebook.

Sammen med vores nordiske kollegaer og vores moderselskab Thomas Cook arbejder vi i Spies på at få en bedre kontrol og bedre vilkår for de dyr, vi møder på vores rejsemål. Gennem flere år har vi i Thomas Cook arbejdet aktivt med dyrebeskyttelse og haft del i retningslinjer for dyrehold og dyrevelfærd. 

Vi tilbyder i dag vores kunder et lille udvalg af udflugter, hvor man møder dyr. Gennem lokale agenter sørger vi for, at vores samarbejdspartnere behandler dyrene godt.

Vi laver klare aftaler med vores partnere, og der foretages eksterne kontroller. Bl.a. har vi på baggrund af dette arbejde tidligere taget elefantudflugter væk fra vores program. I samme ombæring har vi netop påbegyndt et samarbejde med Global Spirit (https://www.globalspirit.biz) om at få en uafhængig revision af de attraktioner, vi tilbyder.

I forhold til den dybereliggende diskussion om hvorvidt man overhovedet skal holde dyr i fangenskab, så er det også en diskussion, vi har også respekt for og er en aktiv del af. At sætte stop for et samarbejde er imidlertid ikke altid den bedste løsning for dyrene. Indtil videre tror vi fortsat på, at vores tilstedeværelse er med til at opretholde en bedre standard. En standard vi fortsat arbejder på at påvirke.

Vi er meget lydhøre overfor kunder og andre aktørers kommentarer.

Derfor var det også så ærgerligt, at Anima og Thorbjørn Schiønning ikke kunne vente på et svar fra os.

Vi har taget kontakt til Loro Parque og afventer et svar fra dem.

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic