Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Landmænd: Mere gødning skader danskernes drikkevand

30/1/2016

Det er en stor miljøbelastning, at blå blok nu giver landmændene lov til at gøde mere. Sådan lyder kritikken - noget overraskende fra en gruppe landmænd selv. Det skriver dr.dk.

 

Det er landbrugsorganisationen Foreningen Frie Bønder - Levende Land, der kritiserer den nye landbrugspakke, som Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance står bag. Ifølge landmændene vil den skade landbrugets omdømme, miljøet og danskernes drikkevand.

 

- Jeg er bange for, at en forøgelse af gødning på markerne vil give en forurening, der sætter 30 års arbejde med at nedbringe nitratforureningen over styr, siger formanden for de mindre fuldtids- og deltidslandmænd, Hans Jørgen Nygaard, til dr.dk.

 

Han henviser til, at forskere fra Aarhus Universitet i høringsmateriale har forklaret, at øgede gødningsmængder øger risikoen for mere nitrat i grundvandet, og det kan eksempelvis komme til at ramme vandforbrugerne økonomisk i form af højere priser på drikkevand.

 

 

Rapport: Vandet bliver nok dyrere

Venstres miljø- og fødevareordfører Erling Bonnesen har tidligere over for eb.dk pure afvist, at de højere gødningsmængder skulle påvirke vandregningen, men hans afvisning strider imod den miljørapport, der er udarbejdet i forbindelse med sagen.

 

Der står nemlig sort på hvidt på side 18, at:

 

- Planen indebærer øgede omkostninger til afværgende foranstaltninger. Planen vil kunne medføre øgede omkostninger for kommuner og vandforbrugere.

 

Frie Bønder har også tidligere været ude med en kritik af regeringens landbrugspolitik, som ifølge organisationen direkte skader branchen.

 

- Regeringen siger lige ud, at den ønsker, at der produceres endnu mere mælk, mere korn og flere svin. Dette vil med usvigelig sikkerhed medføre faldende priser, sagde organisationens bestyrelsesmedlem agraøkonom Henrik Kuske Schou ifølge gylle.dk.

 

Han henviste til, hvor meget det har skadet mælkeproducenterne, at EU i foråret 2015 afskaffede mælkekvoterne, hvilket har øget produktionen og sænket priserne.

 

De danske mælkeproducenter er nu i så stor krise, at de i denne uge har besøgt paven for at blive velsignet.

 

 

Venstre afviser al kritik

Også de danske svineproducenter har sagt, at det er et problem, at der er en overproduktion af svin - det fører til faldende priser, og betyder at flere slagtede svin skal oplagres for at mindske udbuddet. Landbrugspakken giver imidlertid producenterne mulighed for at producere endnu flere svin.

 

Erling Bonnesen har tidligere afvist, at landbrugspakken skulle skade miljøet:

 

 - Nogle har fejlagtigt den opfattelse, at pakken skader miljøet, men det gør den ikke.

 

Han har også afvist kritik fra Mogens Ove Madsen, lektor og forskningskoordinator ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning på Aalborg Universitet. Lektoren sagde, at øget produktion ville presse priserne og ramme landmændene hårdt.

 

Lektoren er "helt på galt spor", sagde Erling Bonnesen i sommer.

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic