Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Tv-producenter beskyldes for snyd med energimærkning

24/9/2016

Først rullede dieselskandalen med bilproducenter, der snød med emissiontestene. Nu bliver tv-producenter beskyldt for at gøre det samme med deres fjernsyn, som angiveligt bruger mere energi, end energimærkningen angiver.

 

Nok kan dit tv have en grøn energimærkning, men i realiteten er det langt fra så miljø- og klimavenligt, som mærkningen hævder.

 

Sådan lyder beskyldningen fra den amerikanske miljøorganisation Natural Resources Defence Council (NRDC), der i samarbejde med konsulentfirmaet Ecos Research har foretaget en række test af fjernsyns forbrug. Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

 

Ifølge NRDC har Samsung, LG og Vizio indstillet deres tv, så det i energitest, hvor energimærkningen afgøres, bruger markant mindre energi, end det i praksis vil gøre. Så snart brugeren pakker tv'et ud og ændrer lidt på billedindstillingerne, vil det reelle energiforbrug stige med op mod 45 pct., lyder det fra NRDC. Derudover er der også typer af videoindhold, der automatisk fører til et højere energiforbrug.

 

 

Forbrugerne bliver ikke oplyst om det
Det betyder, at både elregningen og CO2-udledningen fra elforbruget bliver højere, end energimærkningen lover.

 

"Disse 'under overfladen'-ændringer øger tv'ets energiforbrug og miljømæssige påvirkning markant - som regel uden forbrugerens vidende," siger seniorforsker Noah Horowitz, leder af NRDC’s center for energieffektivitet, i pressemeddelelsen.

 

NRDC kritiserer både den nationale DOE-testmetode for at være misvisende og producenterne for at have udviklet fjernsynene, således at forbrugerne let kan komme til at slå strømsparefunktionen fra uden at blive orienteret om det. Samsung og LG kritiseres specifikt for at have designet tv'ene, så de kan score godt i testene.

 

 

I pressemeddelelsen skriver NRDC bl.a.: "På baggrund af vores analyse tror vi, at testloopet (videoindholdet, red.) brugt af DOE ikke reflekterer det videoindhold, som forbrugerne typisk ser. Det lader til, at Samsung og LG udnytter dette hul til at opnå et lavere energiforbrug i forbindelse med testene end i virkelighedens tv-forbrug."

 

Blandt andet fandt NRDC og Ecos Research, at når der blev afspillet HDR-indhold (high dynamic range) på tv'ene, slog deres strømsparefunktion automatisk fra.

 

Chris Calwell, inspektør hos Ecos Research siger:

 

"Det globale standardvideoklip, som DOE-testmetoden er baseret på, er otte år gammelt og har brug for en omfattende revidering. DOE bør opdatere sine testmetoder med mere realistisk videoindhold, herunder HDR-video, for at sikre, at resultaterne er tættere på det, som forbrugerne rent faktisk vil opleve, når de bruger deres tv i hjemmet."

 

Producenter: Vi snyder ikke

Både Samsung og LG afviser kritikken over for The Guardian, der også har dækket sagen.

 

Her understreger John Taylor, vicepræsident hos LG, at testen bliver fulgt efter reglerne, og at LG ikke har udnyttet en smuthul, som NRDC antyder. Derudover køber han ikke NRDC's præmis om, hvad "normalt brug" er, da der ikke er nogen definition af det.

 

Han oplyser også, at LG er ved at installere software, der informerer kunderne om, at ændringer i billedindstillingerne kan øge energiforbruget.

 

Fra Samsung lyder det, at størstedelen af dets kunder aldrig ændrer på tv'ets standardindstilling, og at man følger reglerne. Producenten afviser også at have vildledt kunderne.

 

The Guardian nævner ikke, om Vizio har svaret på kritikken, mens mediet broadcastingcable.com forgæves har forsøgt at få en kommentar fra virksomheden.

 

Ifølge NRDC har både Samsung, LG og Vizio meddelt, at de vil overveje tiltag, der kan mindske en eventuel tvivl fra forbrugernes side.

 

Det er uklart, om de testede modeller sælges på det danske marked.

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic