Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Luftforurening kan ses i hjernen - forskere frygter Alzheimer-link

7/9/2016

Giftige partikler fra luftforurening kan ses i hjernen hos mennesker, viser et nyt studie, som giver yderligere liv til teorien om, at luftforurening kan forårsage den hjernesvækkende sygdom Alzheimer.

 

Ifølge The Guardian har forskere bag det nye studie undersøgt hjernevævet hos 37 personer i alderen 3 til 92 år fra Manchester, England, samt Mexico. De fandt "omfattende" mængder giftige metalliske nanopartikler - magnetitter - i hjernevævet, og det vækker bekymring, da flere studier i forvejen peger på en sammenhæng mellem luftforurening og Alzheimer.

 

"Det her er opsigtsvækkende og bør igangsætte en helt ny undersøgelse af denne potentielt meget vigtige miljømæssige faktor forbundet med Alzheimer," siger studiets hovedforfatter, Barbara Maher, professor ved Lancaster University, til The Guardian.

 

Over for BBC kalder hun resultatet "chokerende" og siger, at der er fundet millioner af partikler i vævet, og dermed er der en million muligheder for at gøre skade.

 

 

"Det kan ikke være godartet"

En øget mængde af metalliske stoffer i hjernen ses hos Alzheimer-patienter, hvorfor flere forskere frygter, at der er en sammenhæng med den degenerative hjernesygdom og luftforurening. Barbara Maher understreger dog, at de ikke har bevist, at partiklerne giver Alzheimer, men:

 

"Når man tager i betragtning, hvor store mængder magnetitter man har fundet i øgede koncentrationer i hjerner med Alzheimer, og vi ved, at magnetitter har en skadelig effekt på hjernen, så er en direkte kilde til magnetitter (luftforurening, red.) lige op i din lugtenerve og ind i din frontale cortex ikke en god idé," siger hun.

 

 

Medforfatter David Allsop, professor ved Lancashire University og ekspert i degenerative sygdomme, minder også om, at der ikke er fundet noget endegyldigt bevis på koblingen til Alzheimer, men at meget peger i den retning:

 

"Vi ved allerede, at oxiderende skade bidrager til Alzheimer-patienternes hjerneskade, så hvis du har jern i hjernen, vil det højst sandsynligt gøre en form for skade. Det kan ikke være godartet."

 

Politikerne bør gøre noget

Magnetitter forekommer også naturligt i hjernen, men de magnetitter, som forskerne her har fundet i stort antal, er i en helt anden form, som dannes ved høje temperaturer, for eksempel fra biludstødning. Derudover fandt forskerne andre metalliske partikler, bl.a. platin, der næppe er dannet i hjernen selv.

 

Barbara Maher mener, at fundet bør få politikerne til at gøre noget mod den omfattende luftforurening i verden.

 

Dr. Clare Walton, kommunikationschef ved foreningen Alzheimer's Society mener, at studiet giver "overbevisende beviser" for, at magnetitter fra luftforurening kan indlejre sig i hjernen, men siger ligeledes, at forskerne ikke har påvist, hvilken specifik effekt det har, og hvilken sammenhæng det spiller for udviklingen af Alzheimer. Hun tilføjer: 

 

"Mere forskning i emnet er vigtigt, men indtil vi har flere informationer, bør folk ikke være unødigt bekymrede. Der er flere måder, hvorpå man kan mindske sin risiko for at udvikle demens såsom hyppig motion, at spise sundt og undgå at ryge."

 

Studiet er blevet publiceret i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences.

 

 

Forurening igangsætter aldringsprocessen

I et studie fra sidste år konkluderede forskere, at forurening øger risikoen for demens. Flere end 900 personer medvirkede i studiet, hvor forskerne fandt ud af, at forureningen fra finere partikler kan kobles til hjernens aldringsproces, da den fører til en nedsat blodforsyning i hjernens væv. Det skaber en mangel på ilttilførsel og kan forårsage små, forbigående blodpropper, som personen selv ikke umiddelbart mærker, men som alligevel er farlige og hver gang dræber X antal hjerneceller.

 

Faktisk viste det sig, at personer fra forurenede områder har en 46 pct. øget risiko for de små, forbigående blodpropper.

 

I et andet studie, også fra 2015, konkluderede forskere på baggrund af den stigende forekomst af demens i Vesten, at vores forurenede livsstil, både med luftforurening og baggrundsstråling, kan være årsagen til, at flere og flere udvikler neurologiske sygdomme, endda i en tidligere alder.

 

Ifølge WHO lever 87 pct. af alle mennesker i områder, hvor luften er sundhedsskadelig.

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic