Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Nedslående fund: Der er færre elefanter tilbage end hidtil troet

1/9/2016

Et nyt omfattende forskningsprojekt har gjort en dyster opdagelse; antallet af elefanter er markant lavere, end hvad flere organisationer hidtil har vurderet.

 

Ifølge den internationale bevaringsorganisation IUCN var antallet i 2013 på ca. 470.000, Verdensnaturfonden vurderede i 2014, at der var 700.000 elefanter tilbage, mens International Elephant Foundation vurderer, at tallet er mellem 400.000 og 500.000.

 

Nu viser den største optælling nogensinde af elefantbestanden i Afrika, at selv det konservative estimat på 400.000 er et meget optimistisk bud. Det skriver CNN.

 

 

Blot 36 elefanter tilbage

Den nye optælling er foretaget i forbindelse med det ambitiøse projekt Great Elephant Census (GEC), som 90 forskere og 286 andre medhjælpere bidrager til. I de seneste to år har de fra luftlaget observeret 18 afrikanske lande for at komme med et mere nøjagtigt bud på, hvor mange - eller få - elefanter, der er tilbage i naturen.

 

De fandt, at der i de pågældende lande blot er 352.271 individer tilbage. Og baseret på tidligere estimater er antallet faldet med mindst 144.000 elefanter i perioden 2007-2014, lyder vurderingen.

 

I samme periode i Selous Game Reserve i Tanzania og Mozambiques Niassa Reserve er antallet af elefanter faldet med over 75 pct., og endnu værre ser det ud i The Babile Elephant Sanctuary; her fandt holdet blot 36 elefanter. 

 

"Trist, trist nyhed fra Afrika. Det er et langt større fald i elefantbestanden end forventet og dybt tragisk. Krybskytterne tager mere og mere militante metoder i brug i jagten på at dræbe elefanter og sælge elfenben til det illegale marked," siger Bo Normander, WWF-programleder for biodiversitet, skov og wildlife til WWF's hjemmeside.

 

 

"Utroligt nedslående"

I et faktaark skriver GEC desuden, at faldet i bestanden af elefanter i Angola, Mozambique og Tanzania har været langt større end hidtil antaget, og at man har konstateret et "overraskende" og "ødelæggende" lavt antal elefanter i det nordøstlige DR Congo, det nordlige Cameroon og sydvestlige Zambia.

 

"Når man tænker på, hvor mange elefanter der var i områderne for 10 og 20 år siden, er det utroligt nedslående," siger GEC's leder, Mike Chase, til CNN.

 

"Historisk set har disse økosystemer haft mange tusinde elefanter sammenlignet med de få hundrede eller blot tocifrede antal elefanter, som vi talte," fortsætter han.

 

 

Flere millioner elefanter for 100 år siden

På nuværende tidspunkt falder Afrikas bestand med 8 pct. årligt, hvilket betyder, at der om ni år vil være blot 175.000 elefanter tilbage. At elefanterne vil uddø i visse egne er nu næsten sikkert.

 

I begyndelsen af 1900-tallet levede over 10 millioner elefanter på kontinentet.

 

"Jeg tror ikke at nogen andre i verden har set det antal døde elefanter, som jeg har set de seneste to år," siger Mike Chase. 

 

 

Årsagen er krybskytteri

Med til historien hører, at Namibia, Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik ikke indgik i optællingen. Førstnævnte har den største bestand af elefanter blandt de tre nationer, men ville ikke frigive tal til GEC. De to andre lande er plaget af væbnede konflikter.

 

Et skøn fra den internationale organisation Cites lyder, at der er godt 22.000 elefanter i Namibia, hvilket bringer det totale tal op på 374,982 elefanter. GEC forventer at kunne foretage optællinger i Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik næste år og vil offentliggøre tallene, så snart de foreligger.

 

GEC fastslår i øvrigt, at årsagen bag den drastiske nedgang næsten med sikkerhed skyldes krybskytteri.

 

Optællingen er peer-reviewed og publiceret i det åbne tidsskrift peerj.com.

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic