Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Afsløring: Fusk og politisk svigt skete på bekostning af borgernes sundhed

24/8/2016

Nye oplysninger tyder på, at EU-politikere i årevis har kendt til Volkswagens snyd med dieselbilernes forurening. Da en amerikansk miljøgruppe i 2015 fandt ud af, at VW-bilerne i USA havde en software, der løj om bilernes forurening, affødte det dog straks en reaktion fra EU, som om at det var helt nye oplysninger.

 

EU-Kommissionen, der fastsætter grænseværdierne for bilers partikeludledning, meddelte, at man ville undersøge sagen nærmere. Talskvinde Lucia Caudet udtalte, at man var nødt til at nå til bunds i sagen, før man kunne drage nogen konklusioner, men at man tog den "meget alvorligt".

 

Det tyske medie Der Spiegel og Svenska Dagbladet er imidlertid kommet i besiddelse af flere dokumenter og skriftlige korrespondancer, der tyder på, at flere EU-politikere i årevis har været klar over, at Volkswagen i realiteten forurenede langt mere, end hvad test i laboratorier viste. Muligvis vidste de det allerede tilbage i 2007, og sikkert er det - skriver Spiegel - at de i hvert fald har kendt til snyderiet siden 2010. 

 

 

VW blev ikke konfronteret med overskridelser

Både i 2007, 2010 og 2013 blev der foretaget test af bilerne, og de viste entydigt hver eneste gang, at VW's biler på vejene udledte langt flere sundhedsskadelige partikler, end laboratorietest havde vist. Dermed overtrådte producenten et direktiv fra 2007, hvori der står, at grænseværdierne baseres på den reelle udledning på vejene og ikke test i laboratorier.

 

Svenska Dagbladet fremlægger på sin hjemmeside også informationer om, at mistanken om VW's snyd har været til stede i EU i årevis. 

 

Alligevel blev VW aldrig konfronteret af politikerne. Ifølge Der Spiegel var Tyskland - VW's hjemland - særligt uinteresseret i at iværksætte en undersøgelse.

 

 

Der Spiegels dokumenter viser bl.a., at ingeniører i 2010 meddelte repræsentanter fra EU-landene og bilfabrikanter, at VW's dieselbiler i bedste fald havde udledt samme mængde nitrogenmonoxid (NO) gennem de seneste 25 år, og at udledningen af den sundhedsskadelige NO2 sågar var steget.

 

Der skete imidlertid intet. Til gengæld var forholdet mellem VW og EU's daværende industrikommissær Antonio Tajani ganske varmt. I 2010 besøgte han virksomheden og fik en signeret Wolfsburg-trøje med sig. Han sendte en skriftlig tak og nævnte, at VW uden tvivl var en af hjørnestenene i den tyske industri. I et brev fra den 24. marts skrev han også til dem, at han var meget glad for "souveniren fra den tyske fodboldmester i 2008/09".

 

 

Ida Auken råbte op

Antonio Tajani havde heller ikke travlt med en tilbundsgående undersøgelse af mistanken om snyd med bilernes forurening.

 

Financial Times skrev sidste år om, at den daværende danske miljøminister Ida Auken i januar 2013 kontaktede både daværende miljøkommissær Janez Potocnik og Antonio Tajani, fordi hun mente, at det var uacceptabelt, at EU først ville se nærmere på området i 2017. 

 

Brevet fra Ida Auken fik Janez Potocnik til at advare kommissionen om, at bilfabrikanterne snød i deres test - men kommmissionen reagerede ikke. Antonio Tajani svarede blot, at indsatsen ikke skulle udskydes til efter 2017, men nævnte intet om at fremskynde den.

 

Samtidig fastholdt EU sine grænseværdier for forureningen, og da adskillige byer overskred værdierne - primært af NO2 - blev mindst 22 medlemsstater mødt med trusler om retslige efterspil.

 

 

Tajani afviser ethvert kendskab

Der Spiegel nævner flere korrespondancer, der antyder, at Antonio Tajani har kendt til industriens snyd, men over for mediet benægter han ethvert kendskab.

 

"Jeg blev aldrig informeret om den snydesoftware eller de bedrageriske aktiviter, som blev opdaget efter VW-skandalen (i 2015, red.)," siger han.

 

Også over for Svenska Dagbladet understreger han på Twitter, at han aldrig fik beviser for eller oplysninger om snyd.

 

Ifølge EU's egne beregninger dør omtrent 75.000 europæere hvert år af luftforurening på grund af dieselbilers gasser - ikke kun VW's.

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

 

Læs hele sagen på Derspiegels hjemmeside (artiklen er på engelsk)

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic