Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Klimaet ændrer sig: 2015 bød på adskillige klimarekorder

3/8/2016

Klimaforandringerne udspiller sig i dén grad for næsen af os nu, og samtidig fortsætter atmosfærens niveau af CO2 med at stige. Det viser den nye og omfattende peer-reviewed klimarapport State of the Climate in 2015 udgivet af National Oceanic and Atmospheric Administration (Noaa).

 

Rapporten må siges at vægte tungt, ikke blot fordi den er peer-reviewed - altså gennemlæst af andre forskere - men også fordi over 450 forskere fra 62 lande har bidraget til den. 

 

- Virkningerne fra klimaforandringerne er ikke længere diskrete. De udspiller sig foran os i realtid. Det viser 2015-tallene, siger Michael Mann, klimatolog ved Penn State, til The Guardian.

 

Rapporten skriver, at siden 1958 er stigningen af CO2-niveauet i atmosfæren primært drevet frem af menneskets stigende udledning af drivhusgasser. Ca. halvdelen af gasserne forbliver i atmosfæren og giver den opvarmende effekt, mens den anden halvdel bliver absorberet i jordens biosfære og havet, hvilket er med til at gøre havets PH-værdi mere sur til skade for havplanter og -dyr.

 

 

 

Et udpluk af rekorderne

Konklusionerne er dystre, da de viser, at 2015 bød på adskillige rekorder både båret frem af vejrfænomenet El Niño og den globale udledning af drivhusgasser. Her følger en række af rekorderne:

  • 2015 blev næsten med sikkerhed det varmeste år, siden målinger blev påbegyndt i anden halvdel af 1800-tallet.

  • Niveauet af CO2 i atmosfæren ved målestationen Mauna Loa var for første gang over 400 ppm (partikler per million), og niveauet af CO2 i atmosfæren er 43 pct. højere end niveauet før den industrielle revolution. I de 56 år, man har målt CO2-niveauet med målestationen, er det ikke steget så meget på ét år som i 2015. Ved hjælp af iskernemålinger kan forskere se, at CO2-niveauet ikke har været højere i mindst 800.000 år.

  • 2015 blev det første år, som var 1 grad celsius over gennemsnittet før den industrielle revolution.

  • Havtemperaturen er den højeste nogensinde målt. Overfladen var mellem 0,33 og 0,39 grader celsius over gennemsnittet og brød dermed rekorden fra 2014.

  • Den globale vandstand har sat rekord, hvilket er konsistent med opvarmningen. Vandstanden er gennemsnitligt steget 0,7 cm i forhold til en måling i 1993.

  • Forekomsten af tropiske cykloner er øget. Mellem 1981 og 2010 var der i gennemsnit 82 storme om året, mens tallet for 2015 var 101. Nordatlanten havde dog færre end de seneste to årtier.

  • Antallet af orkaner/tyfoner/cykloner var med 62 tilfælde også markant højere end 1981-2010-gennemsnittet på 46.

  • Arktis' arealstørrelse i februar var den mindste, i de 37 år satellitter har målt isens areal.

 

Usædvanlige vejrfænomener

Derudover har Noaa fremhævet en række atypiske vejrfænomener, der fandt sted sidste år. 

  • Den 6. august fik Marrakech i Morokko på én time 13 gange så meget regn som det månedlige gennemsnit.

  • Fra 21. maj til 10. juni havde Indien i gennemsnit 45 grader celsius, hvilket førte til ca. 2.000 dødsfald.

  • Chile havde den tørreste januar i fem årtier.

  • Dele af Canada havde den varmeste sommer nogensinde målt, hvilket førte til ekstrem tørke.

  • Europa havde sit næstvarmeste år kun overgået af 2014.

  • Store dele af Asien havde det varmeste år, siden målingerne blev påbegyndt i 1910.

  • 75 mio. mennesker i det sydlige Kina blev ramt af oversvømmelser. Nogle provinser havde den vådeste maj i 40 år. 

Forskerne forudser også, at 2016 vil blive endnu varmere end 2015.

 

 

Flere ambitioner kræves

Rapporten viser endvidere, at COP21's målsætning om en maksimal opvarmning på 1,5 grader celsius og maksimalt 2 grader kræver hurtige og betydelige ændringer i udslippet af drivhusgasser - mere end der er lagt op til i klimaaftalen.

 

John Nordbo, der er klima- og miljøchef hos Verdensnaturfonden (WWF), kalder rapporten for "skræmmende læsning".

 

- Regeringen er ikke kommet med et eneste udspil, der for alvor betyder noget positivt for den danske klimaindsats. Tværtimod, siger han til Ritzau.

 

 

LA: Vi gør nok

Hos den grønne tænketank Concito er man også bekymret over konklusionerne i rapporten:

 

- Hvis ikke vi gør noget radikalt for at reducere udledningen af CO2, så får vi seriøse problemer på sigt. I værste tilfælde kommer det til at gå så hurtigt, at vi ikke længere kan stoppe det.

 

Mens de røde partier nu kalder på højere klimaambitioner, har Liberal Alliance den modsatte holdning; partiet mener, at Danmark i forvejen gør nok.

 

- Vi skal selvfølgelig gøre vores del, men vi skal ikke gøre mere end det, der er internationalt aftalt, siger partiets klimaordfører Carsten Bach ifølge Ritzau.

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic