Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Landmand i oprør: Naturen udnyttes og misbruges

9/7/2016

Overforbrug og forurening er konsekvenserne af nutidens markedsdrevne model, som bl.a. hersker i landbrugssektoren. En model, som landmand Janus Sølvsten har valgt at gøre op med.

 

Han har derfor indført en noget atypisk forretningsmodel på sit økologiske landbrug, fortæller han i et interview med Merkur Andelskasses magasin Pengevirke.

 

På hans gård, Blakgården tæt på Silkeborg, er produktionen lavet om til en såkaldt kundebonde-model, hvor folk mod et fast årligt beløb kan melde sig ind i gårdens forening og derefter frit kan hente grøntsager og æg enten på gården eller ved Rudolf Steiner Skolen i Silkeborg, hvor der to gange om ugen står en køletrailer med grønt til afhentning. Medlemmerne kan også selv komme ud på gården og høste grøntsagerne.

 

 

Medlemmerne bestemmer

Næsten hver måned mødes medlemmerne og landmanden til gårddage, hvor de udfører fælles arbejde på landbruget og er sammen om at plante nye afgrøder.

 

blakgaarden.dk's blog kan medlemmerne bidrage med indlæg om deres oplevelser på gården. Bl.a. skriver en familie på fire:

"I fællesskab fik vi selvfølgelig sat nogle løg i jorden, men vi fik også snakket med en masse søde mennesker omkring landbrug og politik og hverdagsemner og alt muligt andet. Imens de voksne arbejdede løb børnene rundt og legede på gården eller kiggede på dyrene, og de så ud til at hygge sig rigtig meget sammen."

 

Det er også medlemmerne, der er med til at bestemme, hvilke afgrøder der skal dyrkes, og målsætningen er at dyrke mange forskellige sorter til gavn for biodiversiteten - samtidig er det mindre risikobetonet, fordi høsten så ikke står og falder med, at én sort er blevet ødelagt.

 

Janus Sølvig indførte modellen i 2014, da han overtog gården fra sine forældre, og den kan betragtes som et lille oprør mod samfundets tendens til overforbrug og markedskræfternes dominans.

 

- Jeg synes helt generelt, at det såkaldte marked får for meget magt. Vi kan jo se, hvordan at konsekvenserne er udnyttelse og misbrug af naturen. Og så ser man også, at vi ligger under for et kæmpe overforbrug af ressourcer, siger han til Pengevirke.

 

 

Fordele for landmanden og miljøet

Han ønsker i stedet at ændre måden at handle fødevarer på, så forbrugerne selv siger, hvad de har brug for, hvorefter han sørger for at dyrke det. Varerne bliver altså ikke solgt i en butik og har derfor ikke en pris.

 

- En gulerod, den har den værdi som gulerod, fordi den kan ernære mennesker og dyr. Dét er værdien, som ligger i den, siger han og fortæller, at han ikke ved, hvad han skal svare, hvis folk spørger, hvad gulerødder koster hos ham.

 

På sin hjemmeside nævner han flere fordele ved kundebonde-modellen. Blandt andet giver den ham en række fordele, i og med at han får solgt høsten og dermed sikrer sin likviditet tidligt i sæson gennem aftalerne med sine medlemmer.

 

Derudover er der flere fordele for miljøet og klimaet: Der er mindre transport forbundet med produktionsmodellen og langt mindre madspild, da der kun produceres det, som medlemmerne har efterspurgt. Desuden bruges der ingen emballage, da medlemmerne henter maden i egne poser eller kurve.

 

 

Det koster medlemskabet

Endnu hænger økonomien ikke helt sammen, men Janus Sølvig er tilfreds med modellen, der kører på sin anden sæson. 

 

Foreningen har pt. 70 kundebonde-medlemmer, og hans foreløbige mål er at nå op på 200 medlemmer. Prisen for et medlemskab er 4.104 kr. for en sæson - dertil betaler man et mindre beløb for det ældste barn i familien.

 

Kundebonde-konceptet findes i øvrigt også i Tyskland, USA og England.

 

Janus Sølvsten er uddannet på Den Økologiske Landbrugsskole og var i praktik på Marjattas biodynamiske gård og gartneri. Siden har han arbejdet i Hertha Levefællesskabs landbrug, hvor han var med til at stifte et biodynamisk gårdmejeri, samt i Hausenhof Camphill Dorfgemeinschaft i Tyskland.

 

Han bor på Blakgården med sin kone og tre børn.

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic