Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Forskere har måske svaret på mystisk klimaspørgsmål

26/6/2016

Det er et af de mysterier, der i årevis har givet klimabenægtere skyts mod forskningen i klimaforandringer og ifølge dem viser, at kloden ikke bliver varmere: Mens isen på Arktis smelter hastigt, er Antarktis faktisk blevet større.

 

Nu har forskere fra det anerkendte universitet MIT i USA imidlertid et kvalificeret bud på, hvad årsagen bag den voksende is og det køligere havvand ved Antarktis kan være - og det er ikke, fordi den globale opvarmning er opspind.

 

- Vores studie forsøger at besvare et af de mest mystiske spørgsmål i den historisk set nyere klimaforandring i regionen, fordi i kontrast til den stærke tendens med global opvarmning har vi set en permanent afkøling i det Sydlige Ishav og en udvidelse af isen. Og vores studie har undersøgt nogle af mekanismerne, som kan hænge sammen med tendensen med den vedvarende afkøling, siger Yavor Kostov, ph.d. og hovedforfatter til studiet, der er publiceret i tidsskriftet Climate Dynamics, til MIT's hjemmeside.

 

 

Store huller i ozonlaget

Hvad Yavor Kostov og hans hold af forskere fra MIT's Department of Earth, Atmospheric and Planetary Sciences fandt, var at der sandsynligvis er flere faktorer, der spiller ind i regionens afkøling.

 

Først og fremmest kommer vind og havstrømme primært østvejs fra, og ved Antarktis har det køligere, mere ferske vand lagt sig som det øvre vandlag over det lunere saltvand. Vandets varme har stor effekt på isen, og jo køligere havtemperaturen ved isen er, desto mere "robust" vil isen være.

 

Desuden fandt forskerne, at der er store huller i ozonlaget over regionen, hvilket skyldes menneskets forurening af CFC-gasser, og ozonhullerne har vist sig at påvirke den atmosfæriske cirkulation helt ned til havstrømmene og har en kølende effekt, så isen vokser.

 

 

Forskerne: Det vil blive koldere

Det hele er dog en stakket frist, for forskerne bag det nye studie vurderer, at afkølingen blot er en fase i en længerevarende proces, der senere vil byde på gradvis opvarmning. Det vil ske, når det varmere saltvand langsomt vil stige op til overfladen og erstatte det køligere ferskvand, der via strømmene føres væk fra området.

 

Yavor Kostov siger, at det nye studie er med til at øge forskeres viden om de mekanismer, der spiller ind i klodens klima, og at det giver et svar på, hvordan regionen rent faktisk - for en stund - kan blive afkølet, mens resten af kloden bliver varmere.

 

Forskerne nævner dog i konklusionen, at der er en række faktorer, man ikke har undersøgt nærmere, bl.a. sæsonbaserede udsving i havets lag, og dermed er der altså lagt op til, at man forsker yderligere i deres teori.

 

Guy Williams, ekspert i havis ved the Antarctic Climate and Ecosystem CRC, University of Tasmania, har i en artikel fra 2014 også frembragt en teori om, at den globale opvarmning og dertilhørende ændringer i klimaet faktisk har "skubbet" vestenvinden sydpå mod Antarktis, hvilket dermed har gjort området køligere.

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic