Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Afsløring: Kvæg tæves ihjel med en forhammer

19/6/2016

Den australske dyreværnsorganisation Animals Australia kræver nu, at landet boykotter eksporten af levende dyr til slagtning i Vietnam. Det sker på baggrund af skjulte optagelser foretaget af en af organisationens undercover-medarbejdere.

 

Optagelserne viser angiveligt australsk kvæg, der bliver slået ihjel med en forhammer på et vietnamesisk slagteri. Ifølge Animals Australia besøgte man 13 slagterier i Vietnam, hvoraf kun to levede op til de australske krav. Det skriver ABC News.

 

En af optagelserne viser en ko, der bliver slået fem gange i hovedet med hammeren, før den falder til jorden. Herefter bliver den slået yderligere fire gange, inden den dør.

 

- Kvæget er blevet slagtet ved brug af en forhammer og har lidt en langsom, pinefuld død, fordi systemet ikke har virket, lyder det til ABC News fra Gary Humphries, der er bestyrelsesformand for RSCPA - Australiens pendant til det danske Dyrenes Beskyttelse.

 

Han vurderer, at Australien hvert år eksporterer 10.000-15.000 levende kvæg til slagtning i Vietnam, og at mange af dem ender på slagterier, som ikke er blandt de 200 slagterier, der på forhånd er godkendt af de australske myndigheder til modtagelse og slagtning af dyrene.

 

 

Animals Australia: Suspendering er et PR-stunt

Chefen for eksportorganisationen Australian Livestock Exporter's Council (Alec), Alison Penfold, er rystet over optagelserne, som hun kalder "syge" og "ulækre".

 

Myndighederne er nu gået ind i sagen for at undersøge, om der er hold i anklagerne, og generelt om de vietnamesiske slagterier lever op til kravene om dyrevelfærd. Mens efterforskningen står på, er to vietnamesiske slagterier og en opstaldning blevet suspenderet.

 

Hos Animals Australia mener man dog, at suspenderingen er et PR-stunt.

 

- Den opstaldning, der er suspenderet, har været suspenderet mindst to gange før, hvilket betyder, at man (Alec, red.) har vidst, at der var en stor risiko, siger Lyn White, organisationens kampagneleder.

 

 

Dyr strandede på skib

Hvert år eksporterer Australien millioner af dyr til slagtning i udlandet. Det er et omdiskuteret foretagende, fordi dyrene skal sejle langt for derefter at blive slagtet under tvivlsomme forhold i Asien og Mellemøsten.

 

Henover nytår strandede næsten 13.000 får og kvæg på et skib i Australiens havn, hvilket kostede over 30 dyr livet, og det er ikke første gang, at et australsk skib med levende dyr er strandet på grund af tekniske problemer.

 

Det er heller ikke første gang, at vietnamesiske slagterier er afsløret i at slå dyr ihjel med en forhammer. En tidligere undersøgelse fra Animals Australia har også vist australske dyr, der i Israel får skåret halsen over og forbløder, mens de er ved fuld bevidsthed.

 

Trods de nye optagelser har vicepremierminister Barnaby Joyce udelukket et forbud mod eksporten af levende dyr.

 

Se Animals Australias optagelser i ovenstående videoklip. Klippet er delvist censureret, men der skal alligevel advares om stærke billeder.

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic