Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Det går i den helt gale retning for vores klimaindsats

8/6/2016

Drivhusgasserne ophober sig fortsat i atmosfæren. Faktisk stiger koncentrationerne af gasserne i atmosfæren ikke bare - de accelererer, og dermed er vi altså på vej længere og længere væk fra målsætningen i klimaaftalen fra 2015. Det skriver Inside Climate News.

 

Både koncentrationen af CO2 samt den endnu mere potente drivhusgas metan, som bl.a. udledes i forbindelse med boringer efter skifergas, er steget. Det viser nye data fra National Oceanic and Atmospheric Administration (Noaa).

 

Det gennemsnitlige indhold af CO2 i atmosfæren endte i 2015 på 399 partikler per million (PPM) - en stigning på næsten 25 pct. i forhold til niveauet i 1950.

Fra 2014 til 2015 steg indholdet af methangas med 11 partikler per milliard (PPB) - en markant øget stigning i forhold til niveauet mellem 2007 og 2013.

 

- Det går fuldstændig i den forkerte retning, og der er intet tegn på, at planeten har problemet under kontrol, siger Kevin Trenberth, prisbelønnet seniorforsker ved afdelingen for klimaanalytiske studier på USA National Center for Atmospheric Research til Inside Climate News.

 

 

Har krydset magisk grænse

Niveauet af CO2 i atmosfæren er nu ca. 4 PPM højere end samme tid sidste år, og det tyder på, at niveauet vil holde sig over den magiske grænse på 400 PPM.

 

Noaas tal viser også, at CO2-koncentrationen stiger mere hastigt nu. I 1980'erne og 90'erne steg koncentrationen med ca. 1,5 PPM om året, men de seneste fem år er stigningen på 2,5 PPM årligt. Det står desuden klart, at mængden af CO2 i atmosfæren har en direkte varmepåvirkning på jordens temperaturer.

 

- Det her er ikke en model. Det er præcise og nøjagtige målinger, der fortæller os, hvordan mennesket har ændret varmebalancen i Jordens system, siger Jim Butler, leder af Noaas Global Monitoring Division ifølge Inside Climate News.

Den opvarmende effekt af drivhusgasser vil mærkes i de kommende århundreder, da CO2 kan blive i atmosfæren i op mod 200 år - den mere potente metangas har en noget kortere levetid på ca. 12 år.

 

Derfor er det også en mindre trøst, at udledningen af drivhusgasser i 2015 "kun" steg med 0,1 pct. i forhold til året før - den laveste stigning siden 2009.

 

 

Skifergas er ikke nødvendigvis bedre end kul

Den stigende udledning af methangas er i øvrigt et voksende problem, og Kevin Trenberth frygter, at indrapporteringerne om udslip af gassen ved naturgasboringer er alt for lave i forhold til realiteterne. 

 

Forsker i luftforurening Gary Fuller sætter i en kronik i The Guardian også spørgsmålstegn ved, om skifergas overhovedet er bedre for klimaet end afbrænding af kul. Utætte boringer, som lækker metan, er eksempelvis et problem i USA, og utæthederne kan være svære at spore. De skal blot være små, før udvindingen og forbruget af skifergas er lige så skadeligt for klimaet som kul, skriver han.

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic