Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Rapport: Markant dyrere mad venter forude

23/5/2016

Priserne på fødevarer kan blive fordoblet, idet presset på naturens ressourcer og arealer stiger. Øgede befolkningstal, større efterspørgsel på kød og vand og klimaforandringerne har en negativ påvirkning på fødevareproduktionen.

 

Sådan lyder det i en ny rapport fra Global Footprint Network (GFN) og FN's miljøagentur Unep.

 

- Nogle ting står helt klart: Efterspørgslen på mad stiger markant, fordi befolkningen vokser. Fødevareproduktionen bliver mere ustabil, fordi klimaforandringerne påvirker produktionen med hensyn til at dyrke arealer og manglende vand, siger Martin Halle, der er politisk analytiker ved GFN, til nyhedsbureauet Reuters.

 

Han forklarer, at førhen har lande imødekommet den stigende efterspørgsel blot ved at udvide produktionen, men det har haft sin pris, og planeten er nu ved at løbe tør for dyrkbar jord og vand.

 

 

"Vi overforbruger"

I rapporten har man brugt data fra 110 lande og fandt bl.a., at hvis fødevarepriserne fordobles, vil forbrugere i 37 lande komme til at bruge mindst 10 pct. mere på mad. Det vil ramme adskillige landes økonomi hårdt - eksempelvis vil Kina miste 161 mia. dollars af sit BNP, hvis priserne på mad fordobles.

 

- Vi overforbruger det, der er tilgængeligt for os, og vi ved rent faktisk ikke, hvor stor en risiko der er ved det, siger Ivo Mulder, økonomirådgiver for Unep, til Reuters.

 

Han tilføjer, at selvom nogle industrilande kan få gavn af højere fødevarepriser, bør de indse, at de bidrager til problemet - her henviser han specifikt til det høje kødforbrug i et land som USA, hvilket forstærker klimaforandringerne og lægger beslag på store landområder og kræver et ekstremt højt vandforbrug.

 

Desuden vil de negative følger af stigende fødevarepriser på bundlinjen langt overgå de positive effekter, lyder det i rapporten.

 

Grundlæggende vil klimaforandringerne med det mere ustadige og ekstreme vejr fremover gøre fødevarepriserne mere volatile end tidligere. Et eksempel kunne man opleve sidste år, da majspriserne i Sydafrika nåede et rekordhøjt niveau, efter at store dele af landets landbrugsområder var blevet ramt af tørke.
 

 

Sidste år advarede forskere også om prisstigninger

Sidste år udkom rapporten "Extreme weather and resilience of the global food system" udarbejdet af en række forskere, der også undersøgte klimaforandringernes mulige effekt på fødevareproduktionen. 

 

De vurderede, at der i 2040 vil være øget risiko for, at produktionen af verdens fire store afgrøder - hvede, ris, majs og sojabønner - med ét kan falde med 5-7 pct. Lige nu er der risiko for et sådant fald én gang per århundrede, men i 2040 vil risikoen være, at så stort et fald i produktionen kan forekomme tre gange på et århundrede. 

 

Der vil desuden være en risiko for, at priserne i FN's fødevareindeks over de mest gængse varer vil stige med 50 pct. og dermed gøre det mærkbart dyrere at købe mad og foder.

 

I den forbindelse udtalte studiets medforfatter Rob Bailey, ledende forsker ved den anerkendte tænketank Chatham House:

 

- De mest sårbare lande vil også være dem, der bliver påvirket mest af det - hvad enten det er på et makroøkonomisk niveau eller for den enkelte husholdning. De fattigste husholdninger bruger op mod 50 pct. af indkomsten på mad, så hvis man er i en situation, hvor fødevarepriserne stiger med 50 til 100 pct., ender man i en nærmest uholdbar situation.

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic