Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Studie: Landbruget er den største kilde til luftforurening i Europa

18/5/2016

Kvælstof har hjulpet landbruget med at øge sit udbytte og styrket menneskets fødevaregrundlag, men medaljen har en bagside: I store dele af verden er gødning med kvælstof nemlig blevet den største årsag til luftforurening med de livsfarlige PM2.5-partikler.

 

Et nyt studie fra Earth Institute ved Columbia University, USA, viser, at ammoniakdampene fra kvælstof og landbrugsdyrenes ekskrementer er så stor en forureningskilde i Europa, Kina og dele af USA, at ingen anden branche bidrager til dannelsen af PM2.5-partikler lige så meget som landbruget.

 

I store dele af det østlige og centrale USA udgør dampene fra landbruget godt halvdelen af kilden til partikelforureningen, mens det for Europas og Kinas vedkommende er endnu mere.

 

 

Koster 3,3 millioner mennesker livet

Årsagen er, at når ammoniakdampene blander sig med forurenet luft fra industri, trafik o.lign., dannes de farlige, ultrafine partikler, som kan sætte sig i lungerne på mennesker, hvilket forårsager åndedrætsbesvær, skader på lunger og hjerter og i værste fald fører til døden.

 

Ifølge et studie udgivet i tidsskriftet Nature sidste år er de ultrafine PM2.5-partikler, der har en diameter på under 2,5 mikrometer, årsagen til ca. 3,3 millioner for tidlige dødsfald hvert år på verdensplan.

 

De seneste 70 år er udledningen af ammoniak fra landbrugets kvælstoffer mere end fordoblet, hvoraf gødning udgør 33 pct. af udledningen og husdyrenes ekskrementer 66 pct.

 

Det nye studie er ikke det første til at pege på landbruget som kilde til luftforurening, men det er muligvis det første, som har undersøgt den på globalt plan og foretaget fremskrivninger for forureningen.

 

 

Forskere: Vi er ikke imod brugen af gødning

Der er imidlertid også godt nyt, for ifølge forskerne er ammoniak-partiklerne afhængige af andre forureningskilder for at danne PM2.5-partiklerne, så sænker man industriens og trafikkens forurening, vil man samtidig sænke forekomsten af de ultrafine partikler, selvom brugen af gødning øges som forventet. I stedet vil ammoniakken stige op i troposfæren - langt fra Jordens overflade, hvor den ingen sundhedsrisiko udgør.

 

Susanne Bauer, der er atmosfærisk forsker ved Columbia University, understreger også, at det ikke er et studie, der er imod brugen af gødning i landbruget:

 

- Der er mange steder, såsom Afrika, der har brug for mere af det. Vi forventer, at befolkningen vokser og for at producere mere mad, har vi brug for mere gødning, siger hun uden dog at nævne, at verden lige nu producerer fødevarer nok til at mætte samtlige mennesker i verden.


I studiet henviser forskerne da også til et studie, der i 1999 vurderede, at ca. 40 pct. af den daværende verdensbefolkning på 6,2 milliarder var i live takket være brugen af gødning. 

 

Ifølge Susanne Bauer kan man modarbejde forureningen ved at skære i emissionerne fra biler og industrien; gerne ved at øge andelen af elbiler og have færre kulkraftværker.

 

 

Forsker: Vigtigt at kontrollere forureningen

Johannes Lelieveld, der ikke medvirkede til det nye studie, men var hovedforfatter til det førnævnte Nature-studie fra 2015, advarer dog mod kun at fokusere på nedbringelsen af forurening fra industrien. Han mener, at alle forureningskilder - også landbruget - bør kontrolleres.

 

- Man skal være forsigtig med at sige, at fødevareproduktionen kan øges, uden at man øger forureningen, siger han og forklarer, at det vil forudsætte, at alle lande med succes formår at skære i industriens udledning af drivhusgasser. 

 

Kvælstof kan imidlertid også blande sig med støv og dermed forårsage partikelforurening. Samtidig er det årsagen til flere døde områder med iltsvind i havet, hvilket kan afhjælpes, hvis landmændene bruger mindre gødning eller bruger det mere effektivt - den såkaldte målrettede regulering, som man bl.a. arbejder på at udvikle i Danmark.

 

Studiet - "Significant atmospheric aerosol pollution caused by world food cultivation" - er publiceret i tidsskriftet Geophysical Research Letters.

Grafikken fra det nye studie viser de største årsager til partikelforurening i forskellige dele af verden. Grøn repræsenterer landbruget, mens rød er industrien. Lysebrun er forurening fra naturlige kilder såsom støv, vandpartikler og røg fra brande.

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic