Please reload

Seneste

Forsker: Fisk føler smerte stort set på samme måde som mennesker

October 18, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

EU-politikere fik testet urinen for glyphosat - nu er svarene her

14/5/2016

 

I forbindelse med EU-politikernes diskussion om, hvorvidt tilladelsen til at bruge sprøjtegiften glyphosat skulle forlænges, indvilgede 48 parlamentsmedlemmer for godt en måned siden i at aflevere en urinprøve, som blev undersøgt for rester af glyphosat.

 

Svarene på prøverne er nu kommet, og de viser, at samtlige 48 parlamentsmedlemmer havde rester af glyphosat i urinen. Det skriver EU-gruppen De Grønne i en pressemeddelelse

 

I gennemsnit havde medlemmerne 1,7 mikrogram glyphosat per liter i urinen. Det er 17 gange højere end den europæiske drikkevandsnorm, der er 0,1 mikrogram per liter. 

 

Glyphosat er det aktive stof i verdens mest udbredte ukrudtsmiddel, Roundup.

 

 

Også glyphosat i øl

Prøverne viste, at EU-medlemmer fra Litauen, Spanien og Kroatien havde de højeste koncentrationer af glyphosat, mens de laveste blev konstateret hos medlemmer fra Italien, Finland og Irland. Ingen danske medlemmer deltog i undersøgelsen.

 

En tidligere undersøgelse foretaget blandt 182 frivillige fordelt på 18 EU-lande viste, at knap halvdelen af dem - 43,9 pct. - havde rester af Roundup-stoffet glyphosat i urinen.

 

En undersøgelse i Tyskland fandt desuden rester af glyphosat i 14 af landets mest populære ølmærker. I Argentina har man fundet rester af glyphosat i 85 pct. af undersøgte hygiejneprodukter såsom bind, tamponer og gazebind - det skyldes, at de er lavet af bomuld, som er blevet sprøjtet med pesticider.

 

En nylig undersøgelse af 27 urinprøver fra danske skolebørn og mødre fra Gentofte og Viby Sjælland viste også, at samtlige af prøverne indeholdt glyphosat-rester.

 

 

WHO: Det er potentielt kræftfremkaldende

Ifølge WHO er glyphosat potentielt kræftfremkaldende, mens EU's organ Efsa i en foreløbig konklusion finder risikoen "usandsynlig".

 

Efsas konklusion er dog blevet stærkt kritiseret, fordi den bl.a. tager udgangspunkt i undersøgelser finansieret af kemiindustrien selv, og som offentligheden ikke har adgang til. 96 sundhedsforskere har således skrevet et åbent brev til Efsa, hvori man udtrykte kritik af den foreløbige konklusion.

 

Efsa har afvist kritikken, hvilket kan læses i en artikel på ing.dk

 

Ifølge dokumenter, som nyhedsbureauet Reuters har set, arbejder man i EU lige nu på at forlænge glyphosat-tilladelsen med ni år frem for de oprindeligt planlagte 15 år. Der har tidligere været snak om en forlængelse på syv år.

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic