Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Rapport advarer: Den grønne omstilling går alt for langsomt

28/4/2016

Tiden er ved at rinde ud, hvis den globale opvarmning skal holdes under to grader celsius, og derfor er der brug for øjeblikkelig og mere slagkraftig handling, end hvad der er lagt op til med klimaaftalen vedtaget i Paris.

 

Sådan lyder konklusionen fra Energy Transitions Commission ETC, der er en sammenslutning af internationale eksperter fra forskellige energiselskaber, investeringsforeninger, organisationer og universiteter. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

 

I rapporten har ETC fået konsulentfirmaet Ecofys til at analysere klimaplanerne fra 17 lande og regioner, der sammenlagt står for 78 pct. af verdens samlede udledning af drivhusgasser i energisektoren. Det drejer sig om Kina, USA, EU-landene, Indien, Rusland, Japan, Iran, Brasilien, Indonesien, Mexico, Saudi-Arabien, Sydafrika, Tyrkiet, Argentina, Vietnam, Nigeria og Etiopien.

 

Konklusionen er, at deres klimaplaner er alt for uambitiøse i henhold til at nå målsætningen fra klimaaftalen vedtaget i Paris sidste år.

 

 

"Langt under det nødvendige"

For at holde den globale opvarmning under to grader vurderes det i rapporten, at andelen af energikilder med en lav udledning af drivhusgasser skal øges med mindst ét procentpoint per år, samt at energiproduktiviteten skal stige med mindst tre pct. om året.

 

Men de ovenstående lande og regioners klimaplaner rammer langt under dette mål: Andelen af renere energi vokser kun 0,4 procentpoint om året, og forbedringer i energiproduktiviteten øges kun med 1,8 pct.

 

- Det er langt under, hvad der er nødvendigt, siger Adair Turner, formand for ETC, til Reuters.

 

- Det er nødvendigt med en langt hurtigere omstilling for at nå målet om maksimalt to grader. Vi bliver nødt til at fokusere ikke kun på at gøre energien ren, men også at fjerne drivhusgasserne fra andre kæder af energiforsyningen, samtidig med at den globale energiproduktivitet forbedres markant, tilføjer han.

 

 

Halvvejs mod "målet"

Den globale temperatur er i gennemsnit steget med godt én grad celsius sammenlignet med niveauet før den industrielle revolution, og alene i årets første tre måneder har gennemsnitstemperaturen været på næsten 1,5 grader over normen.

 

Globalen har tidligere skrevet om, hvilke konsekvenser en varmere verden ifølge forskere kan få for kloden: "Hvad sker der, hvis klimatopmødet fejler?"

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic