Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Tre dage uden hormonforstyrrende makeup kan måles i kroppen

27/3/2016

Blot tre dage uden makeup, shampoo og cremer med hormonforstyrrende stoffer kan have en gavnlig effekt på kroppen. Det viser et nyt studie, der har undersøgt mængden af problematiske stoffer i kroppen på 100 teenagepiger. Det skriver Berkeley News.

 

Studiet, der er udarbejdet af forskere fra UC Berkeley, Clinica de Salud del Valle de Salinas og unge studerende fra Chamacos Youth Council, viste, at mængden af potentielt hormonforstyrrende stoffer i pigernes kroppe faldt med op til 45 pct. efter tre dage uden brug skønhedsprodukter med en række problemstoffer.

 

- Fordi kvinder er de største forbrugere af mange personlige plejeprodukter, har de også en risiko for at blive mere udsat for disse kemikalier, siger studiets hovedforfatter, Kim Harley, der er associate director ved UC Berkeley Center for Environmental Research and Children's Health, til Berkeley News.

 

- Særligt teenagepiger er udsatte, fordi det er en alder, hvor de hastigt udvikler sig, og undersøgelser indikerer, at deres forbrug af plejeprodukter er større end hos den gennemsnitlige voksne kvinde, tilføjer Kim Harley.

 

 

Medforfatter køber mere økologi nu

Pigerne skulle i tre dage bruge plejeprodukter fri for bl.a. parabener, triclosan, oxybenzone og phthalater. Herefter viste analyser, at indholdet af diethyl phthalat i kroppen var faldet med 27 pct., og indholdet af methyl- og propylparabener var faldet med hhv. 44 og 45 pct. Både triclosan, der bl.a. findes i Colgate Total, og benzophenone-3 (også kaldet oxybenzone), der findes i nogle solcremer, faldt med 36 pct.

 

Forskerne fandt dog noget overraskende en ganske lille stigning i koncentrationen af to typer parabener, men stigningen var så lille, at der ifølge forskerne kan være tale om "forurening" af forsøgene.

 

Forsøgspersonerne var 100 latinamerikanske piger, som efter at have prøvet de renere kosmetikprodukter har henvendt sig til lokale politikere for at få revideret loven vedrørende skadelige stoffer i plejeprodukter.

 

- Siden studiet har jeg forsøgt at købe flere økologiske produkter, siger Maritza Cárdenas, der som en del af Chamacos Youth Council har bidraget til studiet og selv er ved at tage en bacheloruddannelse i molekylær- og cellebiologi.

 

 

De fleste amerikanere har rester af triclosan i sig

Forskerne gør opmærksom på, at selvom de ikke har undersøgt langtidseffekterne af stoffernes koncentration i kroppen, viser flere og flere studier, at hormonforstyrrende stoffer kan give neurologiske skader, overvægt og øge risikoen for kræft.

 

Det skal desuden bemærkes, at der er flere restriktioner vedrørende indholdsstofferne i makeup i EU end i Latinamerika og USA.

 

Studiet er publiceret i tidsskriftet Environmental Health Perspectives og var støttet af The California Breast Cancer Research Program ved University of California.

 

En undersøgelse i USA fra 2008 viste, at 75 pct. af amerikanerne havde rester af triclosan i urinen. Forskning har vist, at triclosan er hormonforstyrrende i dyr, at det muligvis kan bidrage til udviklingen af antibiotikaresistente bakterier, og at det kan være skadeligt for immunforsvaret. 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic