Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Mød kvindehæren, der vinder over krybskytterne

18/3/2016

Mens krybskytteriet mod næsehorn er intensiveret for sjette år i træk, er en hær udelukkende bestående af kvinder ved at skrive en succeshistorie: De har formået at reducere krybskytteriet i deres område - naturreservatet Balule i Sydafrika - med 76 pct. siden 2013. Det skriver The Guardian.

 

Under navnet "The Black Mambas" er kvinderne gået til kamp for at redde de truede dyr og bekæmpe både krybskytteri og illegal handel med dyr. Deres arbejde har været så stor en succes, at de er blevet tildelt den prestigefyldte FN-pris Champions of the Earth og senest organisationen Helping Rhinos' pris Innovation in Conservation.

 

- The Black Mambas er ved at vinde kampen mod krybskytteri. Vi har nul tolerance over for krybskytteri mod næsehorn og den illegale handel med dyr. Krybskytterne vil tabe – men det bliver ikke ved hjælp af pistoler og ammunition, siger et af medlemmerne Siphiwe Sithole til The Guardian.

 

Kvinderne er nemlig ubevæbnede. Det er lederen af Balulue-reservatet, Craig Spencer, der står bag ideen, og han har indlemmet 26 kvinder i hæren. De har fået seks ugers paramilitær træning samt uddannelse i dyrelivet og samarbejder med 29 bevæbnede vagter og et efterforskningshold. Kvindernes arbejde består i at patruljere – det kan blive til daglige gåture på 20 km – fjerne fælder og hjælpe med at give dyrene GPS-halsbånd på.

 

 

Reducerer fattigdom

I det halve år før The Black Mambas blev stiftet, blev 16 næsehorn dræbt af krybskytter i Balule. I de 12 måneder efter gruppens stiftelse var tallet faldet til tre. Det er samtidig en indsats, der ikke kun gavner dyrene, men også lokalsamfundet, mener kvinderne.

 

- Jeg synes, at det er en rigtig god idé, og det hjælper med at reducere fattigdom, fordi disse kvinder, som ellers bare ville sidde derhjemme, nu har noget at give sig til, siger Siphiwe Sithole.

 

Et andet medlem af gruppen - Felicia Mogakane - fortæller, at hun kan forsørge 10 familiemedlemmer med sin løn.

 

 

Underviser elever

The Black Mambas har desuden startet et undervisningsprogram med 10 lokale skoler, hvor eleverne gøres opmærksomme på de problemer, der er forbundet med krybskytteri, og håbet er, at de fortæller det videre til deres forældre, forklarer Siphiwe Sithole:

 

- De ved måske ikke, at hvis man fortsætter med at gøre det, så ender man med at udrydde næsehornet.

 

Antallet af dræbte næsehorn faldt da også i Sydafrika fra 2014 til 2015 - desværre blev krybskytteriet intensiveret i andre lande, hvorfor der samlet set blev dræbt flere næsehorn sidste år end året før.

 

Det er i øvrigt muligt at sponsorere The Black Mambas på helpingrhinos.org.

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic