Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Kritik af dyrevelfærdsmærke fortsætter: Coop føler sig ignoreret af regeringen

8/3/2016

Regeringens kommende dyrevelfærdsmærke vil forvirre forbrugerne og øger ikke dyrenes velfærd. Sådan har kritikken lydt fra flere parter, siden regeringen og de borgerlige støttepartier vedtog et nyt dyrevelfærdsmærke i forbindelse med Landbrugspakken.

 

Både supermarkedskæden Coop, Dyrenes Beskyttelse, Forbrugerrådet Tænk og Økologisk Landsforening har kritiseret mærket, som lægger op til at vurdere dyrevelfærden fra én til tre stjerner.

 

Coop har tidligere skrevet et åbent brev, hvori man har kritiseret idéen; koncernen mener, at mærkningsordningen er vildledende, fordi den anpriser et for lavt niveau af velfærd. Og nu er den atter i medierne med sin kritik.

 

- Det ser ud som om, de bare kører videre, så nu råber vi op fra sidelinjen. Det er svært at forstå, at regeringen ikke ønsker at høre vores holdning, når vi har en markedsandel på knap 40 procent, siger Peter Høgsted, adm. direktør for Coop til dr.dk.

 

Han finder det problematisk, hvis det besluttes, at konventionelt svinekød kan få én stjerne, fordi en stjerne kan ligne en belønning for god dyrevelfærd. Derudover frygter han også, at frilandsproduktionen kan opnå samme antal stjerner - tre - som økologisk produktion, selvom der er højere dyrevelfærd i den økologiske.

 

Også Coops koncerndirektør, Jens Visholm, har over for Finans.dk ytret kritik af mærket:

 

- Det kan ende med at forringe dyrevelfærden, da forbrugerne i god tro vil vælge én stjerne frem for økologi og friland, som reelt er væsentlige forbedringer af dyrevelfærden, vurderer Jens Visholm.

 

 

Coop har ikke fået invitation

Mærket skal finansieres med 17 mio. kr., men Coop mener, at det udelukkende er til for at gavne dansk svineproduktion og altså slet ikke har dyrevelfærden for øje.

 

Peter Høgsted fortæller også, at Coop ikke tidligere har været inviteret med til forhandlingerne om mærket, men at de danske svineproducenters organisation Danish Crown til gengæld har deltaget.

 

I sin nytårstale udtalte daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen sig også om velfærdsmærket, men nævnte intet om, at det var for at hæve dyrevelfærden i den konventionelle produktion - hendes argument lød, at det var for at øge eksporten bl.a. til Sverige, hvor flere kæder tidligere har boykottet dansk svinekød, fordi de mener, at dansk dyrevelfærd er for ringe, når grisene bl.a. halekuperes rutinemæssigt.

 

- Vi introducerer et såkaldt dyrevelfærdsmærke. Det har især været ønsket fra svinebranchens side og kan betyde noget i forhold til eksportmuligheder, så man simpelthen går ind nu og kan mærke et produkt, i forhold til den dyrevelfærd de har oplevet i staldene. Og mon ikke det så kan forbedre mulighederne for en eksport til Sverige? sagde Eva Kjer Hansen.

 

 

Parti: Skrot mærket

Alternativet opfordrer nu regeringen til at skrotte planen om dyrevelfærdsmærket.

 

- Det er helt oplagt, at arbejde for at forbedre dyrevelfærden for de danske svin, der har det alt, alt for dårligt. Men vi tager i Alternativet dyrevelfærd alt for alvorligt til, at vi vil affinde os med en ordning, der blåstempler stort set hele den konventionelle danske svineproduktion, som ikke ligefrem er kendt for at prioritere dyreværd, siger partiets dyrevelfærdsordfører, Christian Poll, der opfordrer Dansk Folkeparti til at kæmpe for dyrevelfærden.

 

- Det undrer mig meget, at Dansk Folkeparti, der har slået sig op som dyrenes venner, virkelig vil være med til at blåstemple en industriel svineproduktion, der i mange tilfælde vanrøgter dyrene, siger Christian Poll.

 

Dansk Folkepartis landbrugsordfører, René Christensen, har tidligere udtalt til Globalen, at han mener, at mærket kan højne dyrevelfærden for de dyr, der har de dårligste forhold: 

 

- Grundlæggende vil det hæve dyrevelfærden for de mange dyr. Jeg er sådan set også enig i debatten; vi må ikke udhule Ø-mærket.

 

 

Minister er uforstående

I et fælles debatindlæg på jp.dk i slutningen af januar lød det bl.a. fra Dyrenes Beskyttelse, Økologisk Landsforening, Coop og Forbrugerrådet Tænk:

 

- Et nyt statsligt dyrevelfærdsmærke risikerer at blive en sovepude for landbruget, der pludselig kan sætte et dyrevelfærdsmærke på ”almindeligt” kød, hvor der ikke er taget særlig hensyn til dyrevelfærd. Og derfor kan et nyt dyrevelfærdsmærke – absurd nok – ende med samlet set at give ringere dyrevelfærd i Danmark.

 

Den nytiltrådte miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen forstår ikke kritikken.

 

- Jeg kan ikke se, hvordan mærket kan være vildledende, da det kun bliver tydeligere, hvilke produkter der har den bedste dyrevelfærd. Mærket er netop skabt til at give forbrugerne et let forståeligt redskab, så de får et bedre indblik i dyrevelfærdsprodukter, skriver han i et svar til dr.dk.

 

Dansk Supermarked bakker også op om initiativet.

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic