Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Topchef for kontroversielt firma: Bæredygtighed er ikke længere et valg

6/3/2016

Menneskets umættelige forbrug af naturressourcer og bidrag til klimaforandringerne går ikke længere. Det er således nødvendigt, at virksomheder rundt om i verden påtager sig et større ansvar og en helt ny rolle med fokus på bæredygtighed.

 

Sådan lyder budskabet fra hollandske Paul Polman i et indlæg på Livescience. Han er CEO i det multinationale selskab Unilever, der af nogen nok anses som noget kontroversielt, idet det tidligere bl.a. er blevet anklaget af Greenpeace for at tage del i omfattende skovrydning.

 

Paul Polman anerkender dog fuldt ud, at klimaforandringerne er en stor trussel, og at der er stor enighed i forretningsverdenen, blandt forskere og verdens politiske ledere om, at den globale opvarmning skal holdes på maksimalt to grader celsius - og endnu bedre: 1,5 grader for at afværge de værste katastrofer.

 

- Vi ved også, at vi er nødt til at ændre vores tankesæt og vaner i en stadigt mere ressourcetrængt verden, hvor der er pres på ressourcer fra vand til træ, skriver Paul Polman, hvis selskab opererer i over 190 lande, og hvor produkterne vurderes at blive brugt af to milliarder mennesker.

 

Unilever har bl.a. brands som Axe, Dove, Lipton, Knorr, Zendium, Ben & Jerry's og Biotex.

 

 

Rapporter bakker op om grønne fordele

Paul Polman er overbevist om, at nutidens selskaber både har et ansvar og en lyst til at støtte bæredygtighed.

 

- Der er overvældende beviser for, at en grøn omstilling til en velfungerende, ren økonomi er uundgåelig, uigenkaldelig - og uimodståelig, skriver han.

 

- Virksomheder verden over er begyndt at ændre deres tankesæt. Hvor mange førhen så bæredygtighed som noget, der handlede om miljø eller udvikling, forstår de nu, at det også er nødvendigt for forretningen og økonomien, skriver han og henviser til, at der på den første klimakonference i 1992 var 13 repræsentanter fra forskellige virksomheder, mens der i Paris i 2015 var over 1.000.

 

Paul Polman henviser desuden til rapporter fra OECD/IEA, New Climate Economy og Ellen MacArthur Foundation, som viser store fordele ved grøn tænkning: Fokus på bæredygtighed, ren energi og genbrug skaber flere job, øger virksomhedernes omsætning og nedsætter mængden af affald og forbruget af naturressourcer.

 

- Hvis vi træffer alle de rette valg nu, vil det ikke koste mere at foretage lavemissions investeringer, som samtidig vil give os store økonomiske og klimamæssige fordele. Det finansielle marked er allerede begyndt at udvise en interesse i at gøre det, hvilket er et tegn på, at omstillingen er ved at ske.

 

Han nævner eksemplet We Mean Business - et samarbejde mellem investorer og virksomheder, der sammenlagt omsætter for seks mia. dollars, og som har afgivet flere grønne løfter.

 

 

Unilever vil gå i CO2-minus

I november meddelte Unilever selv, at virksomheden ikke kun vil være CO2-neutral i 2030, men rent faktisk gå i CO2-minus; altså vil man både stoppe sit forbrug af fossile brændstoffer og direkte støtte udbygningen af mere vedvarende energi, end selskabet selv kan forbruge.

 

Unilever er også en del af initiativet Global Commission on Business and Sustainable Development, der for nyligt blev stiftet på World Economic Forum i Davos, Schweiz. Sammenslutningens fokus vil være at hjælpe virksomheder med at blive bæredygtige og konkurrencedygtige i en moderne verden.

 

- Vores budskab er simpelt: Virksomheders interesser og den menneskelige forpligtelse for en bæredygtig udvikling trækker i samme retning, skriver han og tilføjer, at virksomhederne ikke kan gøre det alene: Det er nødvendigt, at politikerne og forbrugerne følger med i den bæredygtige retning.

 

- Gøres det rigtigt, og gøres det i fællesskab, vil disse handlinger styrke vores økonomier og understøtte verdensbefolkningen i de kommende generationer.

 

 

Kontroversielle sager

Unilever blev i 2008 kritiseret af Greenpeace for at handle med papirproducenter der rydder regnskovsområder, men de to parter har siden indgået et samarbejde, og Unilever har meddelt, at det arbejder for, at al dets palmeolie kommer fra bæredygtige kilder i 2020.

 

Unilever kritiseres også for at benytte sig af dyreforsøg, omend selskabet gør opmærksomt på, at det arbejder med at udvikle forsøgsmetoder, der helt udelukker brugen af dyr - men det er altså stadig ikke i mål. Desuden kræver visse lande, som Unilever opererer i, at produkterne testes på dyr, før de må sælges.

 

Derudover udgav NGO'en Centre for Research on Multinational Corporations i 2009 en ni siders opsummering af kontroversielle sager knyttet til Unilever.

 

NGO'ens tekstmateriale blev udgivet samme år, som Paul Polman tiltrådte som CEO. Siden sin tiltrædelse har han vundet en række miljøpriser, herunder Verdensnaturfondens Duke of Edinburgh Conservation Medal i 2013, Rainforest Alliance Lifetime Achievement Award i 2014, Guardian Sustainable Business Award - Leader of the Year - i 2014 og FN's Champion of the Earth-pris i 2015.

 

Året efter hans tiltrædelse i 2009 præsenterede Unilever en ny forretningsmodel: Fremover ville vækst kun være acceptabel, hvis den sker på et bæredygtigt grundlag.

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic