Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Danmark kæmper for slappere miljøkrav, der kan koste tusindvis af liv

27/2/2016

Det kan redde ca. 136.000 menneskeliv de næste 15 år, hvis EU-landene bliver enige om den reduktion i luftforureningen som blev aftalt på et plenarmøde i Europa-Parlamentet sidste år. Det viser en analyse af European Environmental Bureau (EEB) ifølge en pressemeddelelse fra NGO'en selv.

 

Alligevel kæmper Danmark sammen med bl.a. Polen imod reduktionen og ønsker i stedet lempeligere regler for luftforureningen.

 

Den netop afgåede miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen sagde i december, at det skyldtes, at de foreslåede krav kan skade dansk landbrugs konkurrenceevne, og at man mente, at byrdefordelingen var for ulige - derfor ville regeringen ikke stemme for.

 

Også landbrugslobbyisterne har kæmpet hårdt mod forslaget, da det betyder, at de skal sænke forureningen af ammoniak betydeligt.

Under 10 pct. af landbrugene i EU står for 80 pct. af ammoniakudledningen i unionen.

 

 

"Landbruget har kæmpet med næb og kløer"

Det oprindelige forslag blev fremsat af Europa-Kommissionen sidste år, men det forlyder, at Det Europæiske Råd, som fastsætter EU's overordnede politiske retningslinjer, har intentioner om at slække på disse krav, hvilket vækker bekymring hos både EEB og NGO'en Health and Environment Alliance.

 

- Det er ufatteligt, at regeringer kæmper for en mere lempelig lov, hvilket kan dræbe endnu flere af deres egne borgere. Den industrielle landbrugslobby har kæmpet med næb og kløer for at lempe disse love - først ved at prøve at få ekskluderet metan og siden ved at underminere målsætningerne for udledningen af ammoniak. Hvorfor skal én sektor have særbehandling, når luftforurening vedrører os alle, spørger Louise Duprez, der er seniorrådgiver inden for luftkvalitet hos EEB.

 

NGO'erne opfordrer EU-landene til at holde fast i det oprindelige forslag om strengere krav til luftforurening. Ifølge EEB's beregninger vil der fra 2016 til og med 2030 være 136.000 ekstra dødsfald pga. de svagere krav til luftforureningen, som der er lagt op til - heraf vil en tredjedel af dødsfaldene være forårsaget af ammoniakforurening.

 

I forvejen vurderer Europa-Kommissionen, at 4,3 millioner mennesker vil dø pga. luftforurening frem mod 2030 - og tallet vil altså stige til godt 4,4 millioner, hvis de lempeligere krav vedtages.

 

 

Danmark nævnes som eksempel

I EEB's pressemeddelelse nævnes Danmark sammen med Italien, Polen, Rumænien, Spanien, Storbritannien og Bulgarien som de lande, der kæmper imod de skærpede krav til ren luft. Ifølge EEB vil det konkret koste 3.782 danskere livet frem mod 2030, hvis de svagere forureningskrav vedtages.

 

I sine beregninger af dødsfaldene har EEB bl.a. inddraget data fra European Environmental Agency og Europa-Kommissionen, hvor man har vurderet antallet af dødsfald i relation til mængden af forureningspartikler i luften.

 

EEB er desuden medafsender på et åbent brev sendt af Health and Environment Alliance på vegne af 76 organisationer på tværs af EU, heriblandt det franske astma- og allergiforbund, Greenpeace, Verdensnaturfonden i Europa, Royal College of Physicians samt Alliance for Cancer Prevention i Storbritannien, og Compassion in World Farming. I brevet anmoder man om, at de strammere forureningskrav vedtages.

 

Luftforurening koster ca. 430.000 europæere livet hvert år og øger desuden risikoen for luftvejssygdomme, astma, diabetes, leukæmi og overvægt.

Ifølge Health and Environment Alliance koster det EU mellem 330 og 940 mia. euro hvert år, samtidig med at det skader landbrugets afgrøder, i en sådan grad at det løber op i tab på 3 mia. euro årligt.

 

Europa-Kommissionen, Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet begyndte forhandlingerne om forslaget den 25. februar, og det forventes, at forhandlingerne er færdige til sommer.

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.d

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic