Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Afrika vil genskabe et skovområde tre gange Tysklands størrelse

6/12/2015

Den største plan nogensinde om genplantning af skov er blevet offentliggjort under klimatopmødet i Paris: Målet er, at 100 mio. hektar skov skal genplantes i Afrika inden 2030 - det svarer til næsten tre gange Tysklands størrelse.


Projektet, der går under navnet AFR100, og som 10 afrikanske lande indtil videre er en del af, har til hensigt at gavne kontinentet på flere områder. Ud fra et klimamæssigt synspunkt er tiltaget også tiltrængt og en del af Afrikas indsats mod klimaforandringerne, da flere skove hjælper med at absorbere CO2 fra atmosfæren og omdanne den til ilt.

 

- "At genskabe vores landskab vil føre velstand, sikkerhed og mulighed med sig. Ved at genskabe skovområder har vi set, at udbyttet fra landbruget vokser, og at landmænd i vores landområder kan sprede deres levebrød ud over flere aktiviteter og får forbedret deres velfærd," siger dr. Vincent Biruta, som er Rwandas minister for naturressourcer, i en pressemeddelelse udsendt af World Resources Institute.

 

 

Det øger biodiversiteten og giver grønne job

Ifølge AFR100 vil et større skovområde gavne jordens frugtbarhed og dermed styrke fødevaresikkerheden. Det vil desuden øge biodiversiteten, skabe grønne job og dermed økonomisk vækst.

 

Indtil videre har de 10 afrikanske lande lovet at genplante mindst 30 mio. hektar skov, men målsætningen er fortsat 100 mio. hektar. Ni finansielle partnere og 10 institutioner, som vil yde teknisk assistance, har sluttet sig til projektet, der ledes af New Partnership for Africa's Development (Nepad), Tysklands ministerium for udviklingsbistand og World Resources Institute. 

 

I alt har AFR100 fået tilsagn om 1.545 mia. dollars, knap 10.600 mia. kr., fra forskellige investorer - bl.a. har Verdensbanken givet én mia. dollars.

 

 

Erfaringen viser, at genplantning er en succes

Andre lignende projekter har fundet sted i Afrika - dog i mindre omfang. Eksempelvis har lokalsamfundet i Etiopien nu genplantet et skovområde på én mio. hektar, hvilket har gjort landet mere modstandsdygtigt over for tørke, og i Niger har landmænd øget mængden af træer i deres landbrug, hvilket har styrket fødevareforsyningssikkerheden.

 

- "Vi ved, at genplantningen virker for Afrika. Vi har set det fungere i lande så forskellige som Malawi, Etiopien og Mali," siger dr. Ibrahim Assane Mayaki, der er CEO for organisationen Nepad og tidligere premierminister i Niger. 

 

Han tilføjer, at over 700 mio. hektar i Afrika har potentiale til at blive genskabt som skov.

 

 

Bestyrelsesformand: Det er aldrig set før

Wanjira Mathai, der er bestyrelsesformand for den grønne NGO Green Belt Movement og datter af nobelprisvinderen Wangari Maathai, er begejstret for projektet.

 

- "Det er aldrig set før, at lande har forpligtet sig til at genskabe skovområder i sådan et omfang. Jeg har set genplantning i både små og store regioner rundt om i Afrika, men løftet om et initiativ, der går på tværs af kontinentet, er virkelig inspirerende. At genskabe naturlandskabet vil styrke og berige de landlige egne, samtidig med at det gavner indbyggerne i byerne. Alle vinder," siger hun.

 

Ifølge en beregning fra World Resources Institute vil genplantningen af skov - hvis målsætningen opfyldes - samlet reducere mængden af drivhusgasser over de næste 10 år med 1,2 gigatons, svarende til 36 pct. af Afrikas årlige udledning.

 

Følgende afrikanske lande har tilsluttet sig projektet:

DR Congo, Etioptien, Kenya, Liberia, Madagascar, Malawi, Niger, Rwanda, Togo og Uganda.

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic