Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Global trend: Ja tak til økologi - nej til kød

25/11/2015

Økologiske og kødfri produkter vinder frem på verdensmarkedet. Særligt i Europa fravælger kødspisende forbrugere delvist kødet og bliver såkaldte fleksitarer.

 

Det viser en ny rapport fra Innova Market Insights, der har undersøgt tendenserne på det globale fødevaremarked, og hvilke nye typer fødevareprodukter der lanceres på markedet.

 

- "Man kan helt klart se en stigning i tilvalget af en fleksitarisk kost. Tendensen er helt tydeligt mest fremme i EU, særligt i Tyskland, men andre geografiske områder viser tegn på et lignende forbrugsmønster," siger Robin Wyers, der er chefredaktør hos det hollandskbaserede analysefirma Innova Market Insights ifølge GlobalMeatNews.com.

 

Forbrugernes adfærd kan mærkes på produktionen

Mens økologiske produkter rangerer som den største trend på fødevaremarkedet, er lanceringen af plantebaserede køderstatningsprodukter, såsom linsebøffer og tofu mm., på tredjepladsen. Imellem dem er 'fri for'-produkter, der eksempelvis er fødevarer uden gluten.

 

I første halvdel af 2013 udgjorde andelen af vegetariske produkter 7,8 pct. af nye produkter på fødevaremarkedet. Tallet var steget til 10,5 pct. i første halvdel af 2015.

 

- "Det stigende antal af deltidsvegetarer, som har skåret ned på deres kødforbrug af helbredsårsager, bæredygtighed og omtanke for dyrenes velfærd, har stor indvirkning på den nye produktaktivitet," lyder det i rapporten. 

 

Robin Wyers vurderer også, at verdenssundhedsorganisationen WHO's nylige udmelding om, at forarbejdet og rødt kød kan forårsage kræft, vil få endnu flere til at fravælge kødet.

Rapporten viser desuden, at andelen af nye økologiske varer er steget med over 50 pct. på to år: Fra 5,9 pct. i første halvdel af 2013 til 9,5 pct. i første halvdel af 2015. 

 

Innova Market Insights' dataindsamler Lu Ann Williams vurderer, at forbrugerne i det hele taget ønsker at spise "renere fødevarer" - altså fri for pesticider og med så få tilsætningsstoffer som muligt.

 

 

Danske supermarkeder sælger flere kødfri produkter

Tendensen bakkes op af en anden rapport udgivet i oktober af analysefirmaet Mintel, der også undersøger markedstendenserne. Den konkluderede ligeledes, at forbrugerne i stigende grad tænker over klimabelastningen fra kødproduktionen og tænker mere bæredygtigt, når de handler. Rapporten gjorde det klart, at forbrugerne også går mere op i dyrevelfærd end tidligere.

 

Tendensen ses også tydeligt i Danmark: Den 1. november skrev Globalen en artikel om, at både Coop, Dansk Supermarked, Meny og Rema 1000 oplever en stigning i salget af køderstatninger.

 

På trods af udviklingen voksede det globale kødmarked med tre pct. i volumen i 2014 ifølge data fra Euromonitor. Det skyldes imidlertid ikke efterspørgslen i de industrialiserede lande, hvor den faktisk faldt, men derimod at udviklingslande samt Kina har øget efterspørgslen.


Tirsdag udgav den velansete britiske tænketank Statham House en rapport, som gjorde det klart, at klimaforandringerne kun kan tøjles, hvis mennesket sænker sit kødforbrug.

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic