Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Norsk hotelkæde dropper bacon og palmeolie

23/11/2015

Den norske hotelkæde Comfort Hotels møder massiv kritik efter at have fjernet en række klimabelastende madvarer såsom pølser og bacon fra menuen. Også mad med palmeolie bliver fjernet, da palmeolie er en af årsagerne til den massive skovrydning, som bl.a. har ført til de omfattende brande i Indonesien.

OBS: Efter publicering af denne artikel har Aftonbladet.se berettet - på baggrund af en pressemeddelelse - at Comfort Hotels er bukket under for den massive kritik og har genindført bacon på menuen. Det nævnes ikke, om pølser og fødevarer med palmeolie også vender tilbage på menuen.

 

Bag kæden står rigmanden Petter Stordalen, som fortæller til TheLocal.no, at tiltaget sker som følge af en mere bæredygtig, grøn strategi. Den nye menu er blevet udviklet i samarbejde med dr. Gunhold Stordalens EAT Food Forum, og den tilbyder sundere, plantebaserede fødevarer end det sædvanlige udbud af bacon og pølser.

 

Til det norske medie hegnar.no siger Petter Stordalen:

 

- "Comfort er et ungdommeligt og nytænkende koncept, som ønsker at tilpasse sig nye trends og forventningerne fra morgendagens kunder. Vi tænker, at gæsterne vil sætte pris på en sund og god start på dagen med nye råvarer og nye løsninger," siger han.

 

 

Ros fra dyreværnsorganisation

Siri Martinsen, leder af den norske dyrevelfærdsorganisation NOAH, roser initiativet. 

 

- "At spise vegetarisk er det mest effektive, man kan gøre for både dyrevelfærden og miljøet. Det er også godt for ens helbred," siger hun til TheLocal.no.

 

Tiltaget er dog kun et forsøg, som skal vare i nogle måneder, og hos hotelkæden er man åben over for at høre gæsternes reaktioner på det. Indtil videre har det ikke været entydigt positivt.

 

- "Der er blandede reaktioner. Nogle er vrede, og andre er forstående," siger Ebba Kohl, som er restaurantchef på kædens Hotel Winn i Umeå.

 

 

Hård kritik

På mediet affarsliv24.vk.se viser en afstemning blandt knap 5.000 læsere, at 71 pct. af dem er kritiske over for tiltaget og svarer i afstemningen: "Jeg kræver bacon til morgenmad!"

 

Også på Facebook-siden til Nettavisen, der ligeledes har bragt historien, er langt størstedelen af reaktionerne kritiske, og adskillige personer truer med at boykotte hotelkæden.

 

- "Jeg bor af og til fast på Clarion Collection Hotel Tollboden, og mister de den morgenmad er det ikke godt; æg, pølser og bacon er et af højdepunkterne ved mine ophold dér, og sundhed får jeg nok af derhjemme. Fru Stordalen bør holde sine meninger væk fra morgenmadsbordet!!!!" skriver Pål Dale, som har fået 18 'likes' for kommentaren.

 

- "En af glæderne ved hotelmorgenmad er netop bacon og æg (og gerne nogle små pølser. At græsse overlader jeg til køer," skriver Johnny M. Myklebust - en kommentar der har fået 385 'likes'. 

 

- "Ikke mere Stordalen-hoteller for mit vedkommende, i hvert fald - bacon er et must," skriver Vegard Ervik, som har fået 450 'likes'.

 

Der er også flere af læserne, der i kommentarerne mener, at tiltaget skulle være sket for at imødekomme muslimske gæster; en hævder, at der er tale om en "islamificering" af hotelkæden, mens en anden mener, at Petter Stordalen "føjer sig" for islam.

 

En smule opbakning til tiltaget er der dog - eksempelvis fra Kirsti Mæhle, der bl.a. skriver:

 

- "Ud fra kommentarerne at dømme virker det, som om man bliver utrolig blæst i hovedet af at spise pølser og bacon!"

 

 

Kunderne får, hvad de kræver

Petter Stordalen har på baggrund af folks kritiske reaktioner senere udtalt til Finansavisen:

 

- "Dette er et forsøgsprøjekt hos den lille hotelrebel Comfort Hotels, og som med alle forsøgsprojekter er det normalt at evaluere undervejs og bagefter. Det er ikke altid, at man rammer rigtigt, når man er 'firstmover'. Det er klart, at kunderne skal få bacon, hvis de ønsker det."

 

Comfort Hotels er én af fire hotelkæder under Nordic Choice, og det er den eneste af dem, der har ændret menuen.

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic