Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Forskere: Klimaforandringer koster os allerede milliarder i skader

29/10/2015

Hvad koster klimaforandringerne egentlig i ødelagt infrastruktur? Det spørgsmål har en gruppe forskere givet deres bud på. I et nyt studie har de undersøgt, hvad omkostningerne er i USA som følge af mere ekstreme orkaner, der menes at være et resultat af klimaforandringerne. Tallene viser, at der er tale om udgifter på adskillige milliarder.

 

Bag studiet er tre forskere ledt af Francisco Estrada, der er økonom ved Mexicos National Autonomous university.

 

De vurderer, at den globale opvarmning bidrog med mellem 2 og 12 pct. af ødelæggelser fra orkaner i USA i 2005, hvilket svarer til ødelæggelser for mellem to og 14 mia. dollars. 

 

Forskerne konkluderer, at fra 1900 til 2005 er der sket en dramatisk stigning i udgifterne forbundet med orkaner i USA, og de mener at have påvist, at stigningen hænger sammen med den globale opvarmnings påvirkning på antallet og intensiteten af orkanerne.

 

- "Vores hovedbudskab er, at vi er nødt til at være mere påpasselige med hensyn til klimaforandringerne og revurdere vores beregninger over, hvor meget de kommer til at koste os. Konklusionen, at ekstreme vejrfænomener ikke signalerer klimaforandringer, er ikke længere holdbar," siger Francisco Estrada til Bloomberg.

 

 

Tager højde for moderne byggerier

Andre studier har tidligere fremlagt lignende beregninger, men dette studie adskiller sig på et punkt, fortæller Francisco Estrada til Carbonbrief.org.

 

- "I modsætning til de fleste publicerede studier, viser vi, at den sociale forandring ikke alene kan forklare den observerede tendens i disse tab," siger han.

 

Med andre ord; når forskerne "renser" beregningen for faktorer som større, dyrere og flere bygninger, kan de stadig se, at ødelæggelserne er blevet mere omfangsrige i nyere tid.

 

Francisco Estrada tilføjer også, at i takt med at man er begyndt at bygge mere og større, bygger man også mere solidt, og der bygges flere værn mod naturkatastrofer. På trods af disse tiltag, er ødelæggelserne altså alligevel blevet større og mere omkostningsfulde.

 

 

En svær beregning

Forskerne har benyttet sig af såkaldt regressionsanalyse, hvor man undersøger sammenhængen mellem en afhængig variabel og en række andre uafhængige, forklarende variable. Man kan bruge regressionsanalyse til at påvise sammenhænge og komme med forudsigelser på baggrund af modellens udvikling.

 

Derudover har de benyttet sig af geofysiske data, der viser en stigning i antallet og intensiteten af orkaner i Nordatlanten. Studiet er peer-reviewed og publiceret i tidsskriftet Nature Geoscience.

 

Grundlæggende er det ellers en ekstremt svær beregning at begive sig ud i, fordi flere forskellige faktorer kan spille ind - og samtidig kræver det, at man formår at bevise en sammenhæng mellem klimaforandringerne og forekomsten af orkaner og andre naturfænomener.

 

 

Studiet får kritik

Studiet møder da også kritik. Roger Pielke, professor ved Center for Science and Technology på University of Colorado, mener, at det er fejlbehæftet; analysen er efter hans mening vildledende, fordi den ikke medtager perioden fra 2006 til 2015, hvor der ifølge ham har været en lavere forekomst af orkanskader.

 

- "Det er chokerende, at de (forskerne) ikke medtog disse yderligere data," siger han til USA Today.

 

Dr. Friederike Otto, seniorforsker ved University of Oxford, er heller ikke imponeret, fordi de økonomiske skader ikke beviseligt skyldes den menneskeskabte globale opvarmning.

 

- "Det betyder ikke, at der ikke er en sammenhæng - bare at dette studie ikke beviser sammenhængen," siger hun til Carbonbrief.org.

 

Meteorolog Steve Bowen, der leder firmaet Aon Benfields analyseafdeling for naturkatastrofer, mener derimod, at studiet har en "fornuftig tilgang" til at nå frem til sine resultater.

 

Ifølge IPCC's seneste klimarapport er det "næsten sikkert", at hyppigheden og intensiteten af de stærkeste orkaner er blevet øget siden 1970'erne.

 

I et studie fra maj konkluderer forskere, at klimaforandringerne har givet varmere havtemperaturer, hvilket har sænket forekomsten af orkaner - men øget intensiteten af de orkaner, der trods alt dannes, så de er mere ødelæggende.

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic