Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Bidrager du også intetanende til rydning af regnskoven?

21/10/2015

De varer, vi lægger i indkøbskurven, kan bidrage til at rydde regnskoven. Hver tredje dagligvare indeholder nemlig palmeolie, og for at følge med den store efterspørgsel bliver der ryddet store skovarealer til fordel for palmeolieplantagerne.

 

Landmænd i Indonesien har i år brændt så store skovarealer af for at kunne dyrke palmeolie, at brandene indtil videre i 2015 har udledt flere drivhusgasser, end Tyskland gør på et helt år - og brandene er nu ude af kontrol, lyder det fra myndighederne.

 

Ud af 44 registrerede dage i september frem til midten af oktober havde brandene i 26 dage udledt flere drivhusgasser end det daglige gennemsnit i USA - USA er verdens næststørste udleder af drivhusgasser. Det viser nye data fra World Resources Insititute (WRI).

 

 

Over 100.000 brande

WRI henviser desuden til Global Fire Data, der per 21. oktober har registreret 108.436 skovbrande i Indonesien i år, og udledningen af drivhusgasser fra brandene er på det højeste niveau siden 2006.

 

- "Afbrændingen af tropiske områder med delvist rådden organisk materiale er så markant en udleder af drivhusgasser, fordi en række af disse områder har lagret nogle af de højeste koncentrationer af CO2 gennem tusindvis af år," lyder det fra WRI, som tilføjer:

 

- "At dræne eller afbrænde disse landområder for at udvide landbruget (fx med henblik på omlægge til produktionen af palmeolie eller små træer til papirproduktion) fører til kæmpe stigninger i udledningen af drivhusgasser."

 

Fakta:

Der findes palmeolie i produkter som læbestift, is, babymad, rengøringsmidler og gængse madvarer.

De mest brugte betegnelser, når palmeolie benyttes i kosmetik er:

Ord med "palm" – som eksempelvis Palmitate eller Palmate,

Ord med stearate, stearyl, Sodium Lauryl Sulphate, Sodium Laureth Sulphate eller Elaeis Gunieensis – palmens botaniske navn.

 

 

22.000 personer hjælper med slukningen

Ifølge ChannelNewsAsia har brandene været så omfattende, at i to måneder har flere områder i Indonesien og nabolandene Malaysia og Singapore været indhyllet i smog, antallet af folk med luftvejssygdomme er steget markant, skoler er blevet lukket midlertidigt, og nogle flyafgange er blevet aflyst.

 

I et af de værst ramte områder - Palangkaraya på Borneo - er luftkvaliteten seks gange værre, end hvad der betegnes som "farligt". 

 

Ifølge loven i Indonesien skal man sørge for at holde brandene under kontrol, når man brænder skovarealer af. Ryger den ud af kontrol, er det en lovovertrædelse - og det er netop, hvad der nu er sket.

 

- "Medmindre der kommer regn, er der ingen måde, hvorpå mennesket er i stand til at slukke ilden," siger nabolandet Malaysias miljøminister, Wan Junaidi Tuanku Jaafar, ifølge ABC News Australia.

 

Ud over 32 fly og helikoptere med vandbomber er godt 22.000 personer til stede på landjorden for at hjælpe med at slukke brandene.

 

To firmaer har fået frataget deres licens til at drive landbrug i landet, og i sidste måned blev fire selskaber suspenderet mistænkt for at have påsat brandene.

 

Ifølge Verdensnaturfonden (WWF) er produktionen af palmeolie en af de helt store syndere, når det kommer til rydning af regnskoven, og dermed er den også en trussel mod det dyreliv, som hører hjemme i områderne.

 

Det har allerede ført til, at adskillige dyrearter er uddøde, og andre er stærkt udsatte. Størstedelen af de 3.200 vilde tigre, der er tilbage i verden, holder til i regnskovene i Indonesien og Malaysia, hvor skoven bliver mindre og mindre - også orangutangen er truet af afbrændingerne.

 

 

Vores forbrug styrer produktionen

Hvad de færreste måske er klar over er, at de kan være med til at støtte skovrydningen via deres forbrug. Hver tredje vare i et dansk supermarked indeholder palmeolie, og det er langtfra sikkert, at palmeolien er RSPO-certificeret, så den er bæredygtigt produceret - altså hvor der tages hensyn til naturen, dyrene og de lokale landmænd. Der findes palmeolie i produkter som læbestift, is, babymad, rengøringsmidler og gængse madvarer.

 

Eksempelvis har Fakta i denne uge tilbud på revet ost, hvor indholdsfortegnelsen viser, at osten ikke består af 100 pct. ost - en del af den er palmeolie. Det samme er tilfældet i Kiwis billige First Price-ost, som består af 20 pct. palmeolie. Olien kan eksempelvis også findes i Faktas bake-off-produkter. I ingen af tilfældene står der, at palmeolien skulle være bæredygtigt dyrket. 

 

Fakta - om RSPO-certificering (bæredygtighed):

Man ikke må rydde primære (urørte) skove, områder, der indeholder betydelige koncentrationer af biodiversitet (f.eks. truede arter), skrøbelige økosystemer og områder med høj bevaringsværdi.
Forbruget af pesticider skal være signifikant reduceret,

Stop for skovafbrænding; sikring af arbejdstageres rettigheder i henhold til lokale og internationale regler samt information- og høring af lokalsamfundene.

(Kilde: WWF)

 

 

 

Efterspørgslen på palmeolie ødelægger naturen

Ifølge en udgivelse i 2012 fra WWF i samarbejde med Forbrugerrådet Tænk blev der i perioden 1990 til 2005 ryddet 4,4 mio. hektar skov - nogenlunde Danmarks areal - til palmeolieplantager i Indonesien og Malaysia. De to nationer står samlet set for 85 pct. af verdens samlede palmeolieproduktion.

 

- "Palmeolieproduktion har ført til rydning af regnskoven i meget stort omfang. Det er blandt andet problematisk på grund af klimabelastningen, for man regner med, at afskovning i troperne står for cirka 20 pct. af det menneskeskabte globale CO2- udslip," sagde Aske Skovmand Bosselmann, forsker ved Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet, i forbindelse med udgivelsen.

 

Indonesien har således et af verdens største CO2-udslip - ikke på grund af tungindustri, men primært pga. den heftige skovrydning. Produktionen af palmeolie er imidlertid en stor økonomisk indtægtskilde for landet, der også har udvidet arealerne markant de seneste år for at producere palmeolie til biobrændstof.

 

Et andet problem ved produktionen af palmeolie er anvendelsen af kemikalier: Der bliver ofte brugt pesticider, som ikke er tilladt i eksempelvis EU, hvilket både giver problemer med forurening og arbejdernes helbred.

 

Ud over palmeolieproduktionen er kød-, soja- og gummiproduktionen blandt de største årsager til skovrydning.

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic