Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Forfatter: Marsmænd leder stadig efter intelligent liv på Jorden

2/10/2015

Muligt liv på andre planeter fascinerer os, men det lader til, at vi har mistet interessen for vores egen planet, hvor vi dræber dyrelivet, forurener miljøet og ødelægger klimaet.

 

Sådan lyder hovedbudskabet fra den britiske forfatter George Monbiot i en klumme i den engelske avis The Guardian, efter at Nasa offentliggjorde sit fund af vand på Mars. Et historisk fund, der åbner muligheden for at finde levende organismer på en anden planet end Jorden.

 

- "Opdagelsen er et forbløffende fremskridt. Samtidig leder marsmænd-forskere fortsat efter intelligent liv på Jorden," skriver George Monbiot.

 

- "Tænk på de forandringer, der ville ske, hvis vi værdsatte vores eget vand så meget, som vi værdsætter muligheden for vand på Mars. Kun 3 pct. af vandet på vores planet er ferskvand, og ud af det er totredjedele frossent. Alligevel spilder vi den mængde, vi har adgang til."

 

 

Halvdelen af alle dyr er forsvundet

Ingen anden industri bruger så meget vand som landbruget, hvor alene kød- og mejeriproduktionen ifølge et studie fra 2013 står for et forbrug på ca. 33 pct. af Jordens samlede mængde ferskvand.

 

Ifølge Verdensnaturfonden mangler 1,1 mia. mennesker adgang til rent vand, og som udviklingen er nu, er der risiko for, at tallet stiger markant, så totredjedele af verdensbefolkningen i 2025 vil opleve mangel på rent vand. Dertil vil flere af verdens økosystemer lide under vandmangel.

 

George Monbiot henviser også til et studie af Verdensnaturfonden (WWF) fra sidste år, der viste, at i løbet af de seneste 40 år er halvdelen af alle dyr på Jorden forsvundet på grund af menneskets ubæredygtige levevis.

 

Han peger også på, at medierne svigter deres ansvar på miljø- og klimaområdet ved simpelthen at dække emnerne relativt lidt i forhold til andre emner. Han henviser til et studie fra Cardiff University, der viste, at i 2014 havde BBC og ITV lige så mange nyhedsindslag om den forsvundne Madeleine McCann, der forsvandt i 2007, som om miljømæssige problemstillinger.

 

 

Regeringer overlader planetes redning til markedskræfter

En ny rapport viser desuden, at også livet i havet er halveret siden 1970, hvilket bl.a. skyldes forurening og overfiskeri.

 

- Blåfinnet tun, der engang svømmede i havet i millionvis, er nu reduceret til ca. 40.000, og alligevel fortsætter vi med at fange dem. Koralrev er under så stort et pres, at de fleste kan være forsvundet i 2050," skriver George Monbiot, der også kritiserer, at Shell overhovedet fik muligheden for at lede efter olie i det skrøbelige Arktiske hav.

 

Som bekendt har Shell for nyligt bekendtgjort, at man trækker sig fra området grundet for lidt olie, men var der fundet tilstrækkelige mængder, kunne boringerne have fået massive konsekvenser for økosystemet, da olieboringer stort set altid lækker, påpeger George Monbiot, som også kritiserer politikernes holdning til problemerne:

 

- "Lad markedet bestemme. Det er sådan, regeringer forsøger at løse problemet i, at planeten ødelægges. Lad det være op til forbrugernes samvittighed, mens den selvsamme samvittighed er begrænset og forvirret på grund af markedsføring og virksomheders løgne," skriver han og tilføjer:

 

- "Der må da være ressourcer og visse områder - såsom Arktis og det dybe hav - hvor udvindingen (af ressourcer) simpelthen bare må stoppes?"

 

 

De dummeste produkter?

For at komme sin påstand nærmere om manglen på intelligent liv på Jorden, igangsatte George Monbiot et lille socialt eksperiment på Twitter, hvor folk under hashtagget #extremecivilisation kunne komme med eksempler på ligegyldige produkter, der viser nutidens overforbrug af ressourcer.

 

Af eksempler er bl.a.:

  • En æggebakke, der synkroniseres med smartphonen, så man kan se, hvor mange æg man har.

  • Parykker til babyer.

  • iPotty - en iPad-holder og potte i ét; dermed kan småbørn fortsætte deres interaktive leg, mens de pottetræner.

  • Et edderkoppesikret skur til 2.000 pund (godt 20.000 kr.)

  • En sne-sauna, der sælges i De Forenede Arabiske Emirater.

  • En vandmelonskøler på hjul, så man kan have en kølig vandmelon med på skovtur.

  • Bananer, der er skrællet på forhånd.

  • En iPhone-holder fra Fisher-Price til babyer.

  • Engangsskærebræt - brug og smid ud.

  • En selfie-ske, så man kan tage billeder af sig selv, mens man spiser.

 

- "Hvert år finder man på nye smarte måder at spilde ressourcer på, og hvert år bliver vi vænnet mere til det meningsløse forbrug af verdens dyrebare ressourcer," skriver George Monbiot.

 

- "Det bør ikke være overraskende at opdage, at jo rigere et land bliver, desto mere ligeglade bliver dets indbyggere med den påvirkning, som de har på denne levende planet."

 

 

Om skribenten

52-årige George Monbiot er forfatter, uddannet zoolog og miljøforkæmper. Han har deltaget i demonstrationer og protestaktioner, men har også arbejdet som undersøgende journalist for BBC.

 

Han har desuden skrevet flere bøger, heriblandt "Captive State: The Corporate Takeover of Britain" og "Feral: Searching for Enchantment on the Frontiers of Rewilding".

 

I 1995 vandt han UNEPs Global 500 Roll of Honour-pris for sit miljøarbejde - prisen har i dag ændret navn til Champions of the Earth.

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic