Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Obama: Klimamødet i København var et uorganiseret rod

24/9/2015

Hvis ikke der gøres endnu mere for at sænke forureningen, så klimaforandringerne bremses, "er vores børn dømt til at leve i en verden, som de er ude af stand til at redde: oversvømmede lande, forladte byer og marker, hvor afgrøder ikke længere kan vokse."

 

Sådan lyder advarslen fra den amerikanske præsident Barack Obama i et langt interview med magasinet Rolling Stone, der var med præsidenten på hans nylige tur til Arktis, hvor han med egne øjne så konsekvenserne af klimaforandringerne.

 

- "Klimaforandringerne er ikke længere et eller andet problem, der ligger langt væk; det sker lige her, og det sker lige nu," lød det i en tale af Barack Obama, da han på turen besøgte området nær Kotzebue, hvor permafrosten smelter, havstigningen mærkes, og der er flere storme end tidligere.

 

- "Vi handler ikke hurtigt nok," gentog han ifølge Rolling Stone fire gange i løbet af sin 24 minutter lange tale, "det her er noget, som vi bliver nødt til at tackle nu."

 

 

Obama: Det er gået for langsomt

Samme uge, som Barack Obama besøgte området, samlede 35.000 hvalrosser sig på stranden i det nordlige Alaska - et usædvanligt fænomen, der skyldes, at den havis, som de normalt holder til på, når de søger føde, simpelthen er smeltet.

 

Og præsidenten erkender, at det er gået langsomt i arbejdet mod klimaforandringerne, siden han tiltrådte i embedet i 2008, og at man er langt fra at have gjort, hvad der er nødvendigt. Han retter også en kritik mod klimatopmødet i København i 2009.

 

- "København, selvom det var et uorganiseret rod - og jeg husker stadig, da jeg ankom på sidstedagen, og intet skete, og jeg bogstaveligt talt måtte redde hele initiativet ved at 'crashe' et møde mellem BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) og måtte tvinge dem til i det mindste at udarbejde et dokument, der kunne danne grundlaget for en form for enighed til brug i fremtiden. Hvad vi dog formåede var at etablere et princip om, at det ikke er nok, hvis kun de mest udviklede lande handler."

 

 

USA er stadig for uambitiøs

Tidligere i år præsenterede Barack Obama den amerikanske Clean Power Plan, der skal få nedbragt landets CO2-udledning med 32 pct. i 2030 sammenlignet med 2005, men kritikken lyder, at det er for lidt. EU's nye klimaplan er mere ambitiøs end den amerikanske, og selv dén er blevet mødt med kritik af grønne organisationer for at være utilstrækkelig.

 

Barack Obama står også i spidsen for en regering, der har udvidet sine olieaktiviteter i Den Mexicanske Golf, tillader frakcing, så der kan udvindes naturgas og har solgt billige kul-licenser.

 

Han forklarer dog, at det politiske landskab er svært at arbejde i, og at det generelt går for trægt, da der skal tages mange hensyn; politikerne er uenige om problemernes alvor, og der er økonomiske interesser på spil, når emnet eksempelvis er klimaforandringerne.

 

 

"Det er regeringens pligt at støtte vedvarende energi"

Kritikerne af den grønne omstilling nævner bl.a., at en eventuel statsstøtte til vedvarende energi strider imod princippet om det fri marked. At det er op til forbrugerne selv at vælge.

 

Kritikken er tydelig i USA, som er kendt for sine liberalistiske principper, men også i Danmark har man hørt kritikken fra Liberal Alliance og Dansk Folkepart, der ikke ønsker, at man tilgodeser visse teknologier frem for andre - selvom de er mere miljøvenlige.

 

Barack Obama mener imidlertid ikke, at det strider imod det fri marked, at man tilgodeser vedvarende energi.

 

- "Alle er meget selektive, når de begynder at tale om principperne bag det fri marked og innovation og iværksætteri. Og det virker, som om - og her behøver jeg ikke nødvendigvis at fremhæve Koch-brødrene (industrigigant i USA), jeg tror, at det er tilfældet for mange personer i den traditionelle energiindustri - at de har det fint med aftaler og støtte, som tilgodeser deres veletablerede industri, men når det så kommer til at udvikle ren energi, er de ikke kun imod statsstøtte; de forsøger rent faktisk helt aktivt at holde konkurrenterne ude af markedet," siger Barack Obama og tilføjer, at en regering altid bør støtte metoder, som er mere effektive og miljøvenlige end alternativerne:

 

- "Det er ikke noget, som en regering burde modarbejde."

 

 

Tror ikke på en tilstrækkelig klimaaftale

Barack Obama kritiserer da også det totale fri marked, som slet ikke reguleres. Han argumenterer med, at ideologien ignorerer de konsekvenser, som ethvert kapitalistisk system har: Forurening. 

 

- "Det er regeringernes og samfundets opgave at polere kanterne og håndtere de fejl, som er konsekvenserne af de store systemer."

 

Med hensyn til klimatopmødet i Paris senere på året, tror præsidenten ikke på, at man når frem til et kompromis, der lever op til, hvad forskerne på området anbefaler.

 

Han håber dog, at hvis landene bliver enige om en struktur, giver det bedre forudsætninger for i fremtiden at justere på området, så man løbende kan lave en mere klimavenlig energipolitik - hvilket er nødvendigt for at beskytte økonomien.

 

- "Omkostningerne (ved klimaforandringerne) er ved at vokse nu. Vi bruger milliarder af dollars om året på at bekæmpe skovbrande, og sæsonen for disse brande er nu toogenhalv måned længere, end de var for blot få årtier siden. Det er penge, som vi i stedet kunne have brugt på skoler. Det er penge, vi i stedet kunne have brugt på at reparere vejene. Og det er penge, som folk i stedet kunne have brugt i privatforbruget," siger Barack Obama.

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic