Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Klimavenlig alliance med København kan spare verden billioner af kroner

11/9/2015

Der er milliarder at spare, og CO2-udledningen kan sænkes markant, hvis verdens 500 største byer, heriblandt København, begynder at investere i klimavenlige løsninger i løbet af de næste fem år.

 

Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra The Global Commission on the Economy and Climate, der har undersøgt fordelene ved at storbyer investerer i energieffektive transportløsninger, energibesparende bygninger og bliver bedre til at genbruge affald - blandt ved at anvende det som biogas til elektricitet.

 

I 2050 kan besparelserne fra disse investeringer løbe op i samlet set 17 trillioner dollars, svarende til 113 billioner kr (113 millioner millioner), lyder vurderingen. Det skyldes bl.a. færre sundhedsomkostninger, et lavere energiforbrug, færre trafikpropper og -uheld. Men forudsætningen for de store besparelser er, at klimainvesteringerne foretages hurtigst muligt - helst senest i 2020.

 

 

København nævnes som et godt eksempel

Investeringerne skal bl.a. ske ved, at der anlægges solceller på bygningerne, installeres energibesparende belysning og den kollektive transport både udvides og bliver klimavenlig med minimal forurening.

 

København nævnes i rapporten som et godt eksempel på en klimainvestering med hensyn til udbyggelsen af cykelstierne. I rapporten vurderes det, at 0,21 dollars af investeringen tjenes ind for hver cyklet kilometer.

 

Et andet eksempel, som dog ikke nævnes i rapporten, er Los Angeles, hvor der faktisk er planer om at udskifte byens tage til alternativer, der absorberer mindre af solens varme, så temperaturen i byen falder - storbyer er generelt varmere end forstæderne omkring, fordi bygningerne absorberer så meget varme. En sænkning af temperaturen forventes at føre til, at klimaanlæggene skal arbejde mindre, og at færre dør eller bliver syge af hedeslag.

 

Ud over besparelserne vil tiltagene skære så meget i den samlede CO2-udledning, at det svarer til hele Indiens årlige CO2-udledning (Indien er verdens tredjestørste CO2-udleder og står for ca. 9 pct. af den globale udledning).

 

 

Besparelserne kan blive meget større

Bakkes klimaløsningerne op af politisk lovgivning såsom mindre statsstøtte til den fossile industri og øgede afgifter på udledningen af CO2 vil besparelsen ifølge beregningerne i rapporten løbe op i yderligere fem trillioner dollars - til 22 trillioner dollars frem mod 2050.

 

I rapporten nævnes det, at besparelserne er "konservative" vurderinger, hvilket betyder, at det er realistisk at forestille sig endnu større besparelser. Bl.a. tager rapporten slet ikke højde for effektiviseringer i energiindustrien. 

 

- "Besparelserne på 17 trillioner dollars er faktisk en meget forsigtig vurdering, fordi den kun medtager de direkte energibesparelser i forbindelse med investeringerne, og de besparelser udgør kun en mindre del af de bredere sociale, økonomiske og miljømæssige fordele ved disse investeringer," siger Nick Godfrey, der er leder af politik- og byudvikling ved The Global Commission on the Economy and Climate, ifølge en pressemeddelelse.

 

Her menes bl.a. de store besparelser, der vil være på sundhedsområdet, i og med at luftkvaliteten bliver bedre i takt med den faldende udledning af drivhusgasser.

 

Eksempelvis viser tal ifølge hjemmesiden Coalmap.eu, at de europæiske lande i 2013 brugte mellem 21 og 88 mia. euro på sundhedsudgifter forbundet med forurening, og at kulindustriens forurening fører til, at 23.000 europæere hvert år dør før tid.
 

 

Pengene er tjent ind om 16 år

Men investeringer koster jo, så hvad skal politikerne og erhvervslivet så gøre for at opnå disse besparelser? 

 

Samlet set skal de 500 storbyer bruge 997 mia. dollars om året fra 2015 til 2015, men næsten med det samme vil der være besparelser forbundet med det, og energiudgifterne vil i 2030 være faldet med 1,58 trillioner dollars. Efter 16 år vil det investerede beløb være tjent ind igen.

 

Rapportens anbefalinger lyder desuden, at på det nationale plan skal regeringerne implementere støtteordninger, som øger incitamentet til klimavenlige løsninger. Der lægges også vægt på, at byerne på tværs af landegrænserne hjælper hinanden med videndeling på området.

 

 

Det bremser ikke væksten

Man skal ikke frygte, at investeringerne i klimavenlige løsninger vil bremse væksten.

 

- "Der er nu flere beviser for, at man kan mindske udledningen af drivhusgasser, mens økonomien fortsat vokser," siger Seth Schultz, der forsker for C40 Cities Climate Leadership Group – en sammenslutning af lande, der ønsker at bekæmpe klimaforandringerne – til The Guardian.

 

- "At blive bæredygtig og gøre dreje verden – især storbyerne – mod en mere klimavenlig retning kan rent faktisk lade sig gøre, og det giver god økonomisk mening," tilføjer Seth Scultz.

 

Et eksempel er Freiburg, der er blandt de fremmeste større byer inden for den energivenlige sektor; cykelstierne er blevet udbygget, 35 pct. af indbyggerne har ingen bil, en stor del af energien kommer fra vedvarende kilder, og alle nye bygninger opføres efter høje energistandarder. Byens grønne sektor beskæftiger således også 12.000 indbyggere - ca. 3 pct. af byens samlede beskæftigede.

 

 

Andre rapporter har nået samme konklusion

The Global Commission on the Economy and Climate er en international organisation bestående af tidligere politiske ledere og professorer inden for handel og økonomi.

 

Kommissionen samarbejder desuden med Verdensbanken, Den Internationale Valutafond, en række FN-organisationer og det internationale energiagentur IEA.

 

Andre rapporter - også udgivet i år - fra London School of Economics samt finanshuset Citigroup er nået frem til samme konklusion: Det er økonomisk fornuftigt at investere i klimavenlige løsninger. Det bliver langt billigere på længere sigt end at fortsætte med fossile brændstoffer, da en række omkostninger forbundet med udledningen af drivhusgasser vil forsvinde, og energieffektive løsninger vil sænke energiforbruget.

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic