Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Hjælp H&M med at genbruge tøj og vind penge

25/8/2015

 

Verdens næststørste tøjkæde, H&M, erkender, at det nuværende tøjforbrug ikke er bæredygtigt og vil derfor gå i retning af mere genbrug. Problemet er, at det er svært at bevare tøjets kvalitet med genbrugte tøjfibre, og derfor udlover kæden nu én mio. euro, ca. 7,5 mio. kr., til den, der kan komme på nye måder at genbruge tøj på. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

 

Presset på tøjkæden øges med en stigende efterspørgsel, og H&M frygter, at det i fremtiden kan føre til mangel på bomuld, som i produktionen kræver store mængder vand og pesticider.

 

- "Intet selskab, hvad enten det er 'fast-fashion' eller ej, kan fortsætte på nøjagtig samme måde som i dag. Præmiens største forudsætning ligger i, at man finder på en teknologi, der kan genbruge fibrene fra tøj uden at gå på kompromis med kvaliteten," siger kædens øverste chef, Karl-Johan Persson. Med 'fast-fashion' menes den del af tøjindustrien, der hurtigt ændrer stilen i tøjet.
 

Der vil blive valgt fem vindere, som skal dele pengepræmien - en jury står for at uddele halvdelen af pengene, mens den anden halvdel vil blive bestemt af de folk, der stemmer via en onlineafstemning. Vinderne bliver annonceret ved en ceremoni i Stockholm næste år.
 


"En stor udfordring for H&M"

Den nuværende genbrugsteknologi svækker bomuldsfibrenes kvalitet, og derfor ender det meste tøj i sidste ende som affald. Ifølge H&M er det lige nu kun muligt at genbruge maksimalt 20 pct. af bomulden til et nyt par jeans, fordi fibrenes længde bliver forkortet i genbrugsprocessen.

 

Johan Rockström, der er professor i miljøvidenskab ved Stockholm University, er med i H&M's jury. Han siger, at modebranchen er nødt til at ændre sin forretningsmodel, hvis den skal klare sig i fremtiden, da der kan opstå mangel på ressourcer.

 

- "Det er en stor udfordring for H&M, hvis varemærke er bygget op omkring billigt tøj i god kvalitet. Det faktum, at det er bliligt, betyder, at der er en risiko for, at folk køber det og smider det væk - eller køber for meget," siger han.
 

Den britiske kæde Marks & Spencer og italienske Calzedonia er allerede begyndt at indsamle brugt tøj med henblik på at genbruge materialet.

 

Finske Pure Waste Textiles formår faktisk nu at producere tøj lavet af 100 pct. genbrugt materiale, men produktionens omfang er langt mindre, end det eksempelvis vil kræves i H&M's tilfælde.
 


Storforbruger af pesticider

Tøjindustrien er kraftigt forurenende. Op mod 20 pct. af al vandforurening fra verdens industri kommer tøjindustrien, i forbindelse med at tøjet farves og behandles med kemikalier. Ifølge data fra Natural Resources Defense Council bruges der i Kinas store tøjproduktion 200 tons vand for hvert ét ton tøj, som skal farves.

 

Ifølge onlinemagasinet Textile World står tekstilbranchen for ca. 10 pct. af verdens samlede CO2-udledning, og bomuldsproduktionen står for ca. 25 pct. af verdens samlede forbrug af insektgifte og 10 pct. af det samlede brug af pesticider - selvom bomuldsmarkerne kun fylder mellem 2,5-5 pct. af landbrugsarealet i verden.

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

 

Foto: Crossroads/flickr

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic