Please reload

Seneste

Forsker: Fisk føler smerte stort set på samme måde som mennesker

October 18, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Elefantunge kom sig aldrig over at miste sin familie

11/8/2015

Krybskytter slog fem elefanter i en flok ihjel og skånede kun den yngste; den ca. seks måneder gamle elefantunge Losoito, som blev efterladt alene på savannen. Han kom sig dog aldrig over at have mistet sin familie.

 

Selvom medarbejdere for organisationerne David Sheldrick Wildlife Trust (DSWT) og Big Life Foundation fandt Losoito og tog ham til et internat for at passe ham, døde han få dage senere af, hvad der kan have været en stressrelateret sygdom.

 

- "Efter at have set sin familie blive dræbt og slagtet for deres elfenben, var Losoito forståeligt nok dybt traumatiseret, da vi nåede frem til ham den 29. juli," skriver DSWT på Facebook.

 

 

Losoito blev fundet to dage senere

Ifølge mediet TheDodo.com blev fem elefanter dræbt af krybskytter den 27. juli - kadaverne blev efterladt; kun stødtænderne var fjernet. Der var tale om en voksen hun og fire yngre elefanter. To dage senere fandt man Losoito i live og alene, og man fik straks fløjet ham til et internat i Nairobi.

 

- "Selvom han havde bevidnet hele sin familie blive skudt af mennesker, var han venlig fra begyndelsen, han havde brug for selskab og opmærksomhed og var tydeligvis taknemmelig over at være blevet reddet," skriver DSWT og tilføjer:

 

- "Han har med det samme reageret positivt på samværet med de andre forældreløse dyr hos os og har slet ikke villet gå fra dem, siden han ankom."

 

Desværre fik Losoito diarré, og det kostede ham livet. Selvom det ikke er endeligt påvist, at det var traumet, der førte til sygdommen, er diarré hos dyr noget, som kan forårsages af stress.

 

Ifølge FN's Food and Agriculture Organization er særligt elefantunger og hunner udsatte for diarré, hvis de gennemgår stress. En anden årsag til diarré kan dog også være en forkert eller ensartet føde eller en infektion, hvilket formentlig kan have været et resultat af, at han har vandret alene i to døgn.

 

 

To personer er anholdt

I forbindelse med krybskytteriet på de fem elefanter har myndighederne anholdt to personer, men det formodes, at yderligere fire personer indblandet i sagen er på fri fod.

Hos en af de to anholdte fandt man bl.a. en blodig økse og en sav.

 

Det var lokale beboere, der rapporterede til politiet, at de havde hørt skud, hvorefter en aktionsstyrke dagen efter fandt de dræbte elefanter.

 

Politiet har fået navnene på de mistænkte, som endnu er på fri fod, og har anmodet om hjælp fra myndighederne i Tanzania til at anholde krybskytterne.

 

- "Banden formodes at bestå af fire flygtede personer fra Tanzania, der opererer på tværs af grænsen med hjælp fra nogle lokale kenyanere. Det formodes, at de har brugt motorcykler til at flygte med stødtænderne," siger talsmand for Kenya Wildlife Service, Paul Udoto til Daily Nation.

 

Kenya mistede 164 elefanter sidste år til krybskytter, og antallet for årets første fire måneder er 34.

 

 

Elefanter er socialt intelligente

Det er ikke usædvanligt, at elefanter bliver dybt påvirket af sådanne hændelser. Studier af elefanter har påvist, at de har en højtudviklet empati og nu betragtes som nogle af de mest intelligente, sociale og empatiske dyr i verden. 

 

Elefantmødre reagerer også på ungernes kald om hjælp - selv når det ikke er deres egne unger, og elefanter indgår i et ritual, der minder om en sørgeproces, når de har mistet en i flokken. Det ses ved, at de samler sig om kadaveret eller knoglerne og rører ved det med snablen - noget, som forskere vurderer, er en form for at tage afsked. 

 

Elefanterne er også i stand til at skelne knogler fra elefanter med knogler fra andre dyr, således at ritualet kun udføres over for deres egne.

 

Et studie fra sidste år viste også, at elefanter bruger snablen til at trøste hinanden. 

 

Denne video viser, hvordan en elefant tager afsked med en afdød unge:

 

Se også denne video af to voksne elefanter, der i fællesskab hjælper en skræmt unge over en grusvej:

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

 

Fotos: The David Sheldrick Wildlife Trust

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic