Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Afrikanske lande kritiserer flyselskabers boykot af dyretrofæer

9/8/2015

Efter drabet på løven Cecil har flere flyselskaber annonceret, at de fremover ikke vil transportere jagttrofæer af eksotiske afrikanske dyr.

 

Delta Airlines, Air Canada, United Airlines og American Airlines har alle meddelt, at de ikke længere vil fragte trofæer af løver, leoparder, elefanter, næsehorn og bøfler. 

 

Den beslutning møder nu kritik fra både Sydafrika og Namibia, der frygter, at det vil ødelægge jagtindustrien i landene, som angiveligt er med til at finansiere naturbevarelse og beskyttelsen af de truede dyr. Det skriver nyhedsbureauet AP.

 

- "Beslutningen af Delta Air Lines om at indføre et komplet forbud fejler, da den ikke skelner mellem handlen og transporten af lovlige jagttrofæer og den ulovlige udnyttelse og handel af vilde dyr," lyder det fra Sydafrikas miljøministerium i en udtalelse ifølge AP.

 

Også i nabolandet Namibia er man kritisk.

 

- "Det her bliver enden på naturbeskyttelse i Namibia. Hvis medarbejdere for naturfredningsforeninger ikke har nogen indtægt, vil de stoppe med at arbejde for at beskytte landets naturressourcer," siger miljø- og turistminister Phamba Shifeta.

 

 

Frygter mere krybskytteri

Emmanuel Fundiry, chef for foreningen Safari Operators Association of Zimbabwe, frygter også, at konsekvenserne kan blive vidtrækkende, og at de manglende indtægter fra den lovlige jagt vil føre til, at flere vil ty til krybskytteri.

 

Ifølge Sydafrikas egne tal omsætter jagtindustrien for næsten 500 mio. dollars om året, og hvis udenlandske jægere, der betaler tusindvis af dollars for at jagte i landet, ikke kan få trofæet fragtet med hjem, kan det betyde, at de stopper med at jage og lægge penge i landet.

 

Tidligere på året - før Cecil-sagen - meddelte South African Airways, at det ikke længere ville transportere trofæer fra næsehorn, elefanter, tigere og løver, fordi der var for megen dokumentfalsk, men dén beslutning er faktisk blevet omstødt for få uger siden, efter at myndighederne har lovet at stramme op på inspektionerne.

 

Ifølge IUCN, der kategoriserer, om dyrearter er truede, dræber velhavende amerikanske trofæjægere årligt over 600 løver, hvilket svarer til omtrent to pct. af den samlede bestand af vilde løver. IUCN har konkluderet i en rapport, at det høje antal lovligt dræbte løver ikke er bæredygtigt.

 

 

Uenighed om hvor meget lovlig jagt gavner

Det er imidlertid ikke helt klart, i hvilken grad trofæjagt egentlig hjælper. University of Washington's Conservation Magazine har gennemgået problemstillingen og inddrager en række studier, som faktisk påviser en gavnlig effekt for både dyrene og naturområdet, hvis jagten er på flokkens ældste eller dem, der ikke kan avle.

 

Conservation Magazine henviser til et studie fra 2005, der fandt, at efter Sydafrika legaliserede jagten på det sydlige hvide næsehorn, blev private landejere motiveret til at fremme bestanden.

 

- "Som resultat heraf skete der en øgning af bestanden i landet fra under 100 individer til over 11.000, selvom et mindre antal blev skudt som trofæer," står der i magasinet.

 

Dog har forskningen også påpeget et problem, i og med at det kan have negative psykologiske påvirkninger på de yngre hanner i en elefantflok, når de ældre bliver dræbt kontinuerligt.

 

 

Jagtselskab misbrugte sin tilladelse

Et andet problem er, at jagten på dyr har forskellige påvirkninger, alt efter hvilken dyreart det drejer sig om.

 

Eksempelvis har man fundet ud af, at det kan have store skadelige konsekvenser, hvis man slår alfahannen i en ulveflok ihjel, fordi det skaber kaos i flokken. Det viste sig, at ulvene gik mere på rov og slog flere produktionsdyr i nærheden ihjel, efter at de ledende hanner var blevet skudt.

 

Desuden fremstår jagtselskabet Green Mile Safari som et eksempel på, at et ellers lovligt selskab har sendt jægere af sted til Afrika, som i den forbindelse har mishandlet dyrene undervejs i jagten. 

 

Dertil kommer spørgsmålet om, hvor reguleret og organiseret den lovlige trofæjagt egentlig er. I eksemplet med Cecil foregik den arrangerede jagt på et forbudt område - og Cecil var tilmed fredet, idet han indgik i et forskningsprojekt. Alligevel hævder den professionelle jæger, der var hyret til jagten, at tilladelserne var i orden.

 

 

Pengene går ikke til de rette
Eksperter har også sået tvivl om, hvorvidt alle pengene fra jagten ryger til de rette, idet der er udbredt korruption og kriminalitet i landene.

 

Jeff Flocken, leder for den nordamerikanske afdeling i the International Fund for Animal Welfare, siger ifølge CNBC, at blot mellem 3 og 5 pct. af indtægterne fra den lovlige jagt rent faktisk går til de rette folk inden for naturbevarelse.

 

Også Johnny Rodrigues, leder af dyreorganisationen Zimbabwean Conservation Task Force, er imod trofæjagt, da han mener, at den ikke hjælper synderligt til bevarelsen af dyrene - selvom det giver en stor omsætning i Zimbabwe.

 

- "Nogle personer hævder, at trofæjagt hjælper med at bevare dyrene via de beløb, som jægerne betaler til nationalparkerne, men det er altså peanuts. De folk, der får mest ud af det, er landejerne og safarifirmaerne," siger han i et interview med Deutsche Welle.

 

Han ønsker at forbyde trofæjagt og lade pengene fra turistindustrien være den økonomiske faktor, der hjælper dyrene.

 

 

"Lovlig jagt er uetisk"

Derudover er der et etisk aspekt i, at man tillader jagt på truede dyr for sporten og trofæets skyld.

 

I et essay af den universitetsstuderende Nicholas Bashqawi argumenterer han imod trofæjagt bl.a. med udgangspunkt i den australske filosofiprofessor Peter Singers teorier om, at ethvert levende væsen søger et liv uden lidelse, hvorfor det aldrig vil være moralsk rigtigt, hvis man påfører det lidelse. 

 

- "Hermed bliver det klart, at det grundlæggende argument, der fremsættes som støtte for trofæjagt - at enhver bevaringsmetode, der kan forhindre en art i at uddø - faktisk er et argument imod jagt. Hvis man ønsker at hjælpe næsehorn med at overleve, som man burde, fordi deres lidelser er påført af mennesket, så burde man gøre alt, hvad man kan for at hjælpe bestanden med at blive bæredygtig, så længe man ikke ofrer moralske principper undervejs," skriver Nicholas Bashqawi.

 

- "Selvom trofæjagt har vist en positiv indvirkning på at hjælpe en bestand, er det ikke en holdbar løsning, da den ikke tager hensyn til den lidelse, som det jagede dyr gennemgår," skriver han endvidere.

 

Hans essay er udgivet i forbindelse College of DuPages Honors Program og kan læses her.

 

Denne video viser Green Mile Safaris mishandling af dyrene i forbindelse med trofæjagt:

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic