Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Forfatter: Politikerne bruger særlige kneb til at fordreje klimadebatten

30/7/2015

ANALYSE: Politikerne og massemedierne benytter sig af retoriske kneb, når de forsøger at betvivle forskningen inden for klima.

 

OPDATERING: Artiklen er opdateret 31/7 kl. 10.38 med uddybende analytiske punkter, bl.a. en punktopstilling af hyppigt bruge klimaskeptiske argumenter.

 

Sådan kan man opsummere en bog af den prisvindende journalist Maria Taylor udgivet tidligere i år. Bogen, der er baseret på Maria Taylors ph.d.-afhandling inden for kommunikation, omhandler Australiens tilgang til klimaforandringerne de seneste 25 år; forandringer, som man har kendt til, men tøvet med at handle på - og flere af pointerne kan perspektiveres til debatten i Danmark om den grønne omstilling.

 

- "Den risiko, som forskningen har fortalt om, har ikke ændret sig," siger Maria Taylor i et nyt interview med Echo Netdaily om sin bog "Global Warming and Climate Change: what Australia knew and buried".

 

- "Hvad der har ændret sig er den historie, som Australiens politiske ledere og massemedierne har fortalt offentligheden. Denne bog undersøger, hvordan og hvorfor en hel nation over 25 år overtalte eller propagandiserede, at man skulle ignorere risiciene og forsvare de fossile brændstoffer til at bevare status quo. Som resultat af dette har vi en endnu højere byrde af drivhusgasser, som vi skal håndtere, i forhold til hvis vi havde handlet tidligere," siger Maria Taylor.

 

 

"Business as usual" følte sig truet

Perspektivet kan rettes mod Danmark, der oplever et lignende opgør med den grønne tænkning, hvor man på den ene side har Radikale Venstre, der ønsker en hurtig grøn omstilling, mens Liberal Alliance på den anden side har sået tvivl om, hvorvidt klimaforandringerne overhovedet er menneskeskabte.

 

Faktisk viser de seneste års resultater en endnu større konsensus end før om menneskets rolle i forbindelse med klimaforandringerne, og nyere forskning peger på, at både den formodede temperaturstigning og forventningen til havets stigning er undervurderet.

 

Alligevel modarbejder eller decideret modsiger danske politikere den risiko, som forskerne udtaler på baggrund af deres studier. Uanset om det er en bevidst eller ubevidst strategi fra politikerne, så er det budskaber, der påvirker modtagerne og drejer debatten væk fra forskernes belæg.

 

Ifølge Maria Taylor var der i begyndelsen af 1990'erne i Australien en klar politisk og borgerlig forståelse for, at noget måtte gøres for at redde miljøet, og at det var muligt at gøre det, uden at det ville koste job og penge på lang sigt. Man ville bare skabe en grøn sektor i stedet for den fossile.

 

Men den fossile industri følte sig truet og tog den politiske kamp op.

 

- "Med opbakning fra økonomer, som bakker op om et frit marked, så de problemer for deres 'business as usual'-tilgang, og de begyndte at slå igen, hvilket begyndte med, at de udfordrede forskernes risikovurdering," skriver Maria Taylor.

 

En række temaer brugt af skeptikerne

I sin bog omtaler Maria Taylor en rapport fra 1992 udarbejdet af den australske minegigant CRA, der forholdt sig særdeles kritisk til en grøn omstilling. Heri fandt hun en række tematiske punkter, der blev brugt i argumentationen - argumenter, der kom til at præge debatten i årene efter, og som i dén grad stadig er synlige i det politiske billede i dag - også i Danmark, hvilket denne analyse vil give eksempler på.

 

Temaerne i CRA's argumentation lyder ifølge Maria Taylor:

 

  • Skepsis: Det er ikke menneskets skyld.

  • Et værdiladet billede: Hvem står bag denne drivhusgas-panik?

  • Markedsideologi: De, der forsøger at få klimaforskningen frem, tror ikke - i modsætning til os andre - at alle skal have ret til at foretage deres egne valg.

  • "Os" mod "dem": meget af den politiske debat i det 20. århundrede har været mellem to fundamentale ståsteder: frihed og frit valg på den ene side, marxisme, fascisme og religiøs fundamentalisme på den anden side - og det er de sidstnævnte, som taler for grøn omstilling.

  • Mistænkeliggørelse af forskernes motiver: De er bare ude efter økonomisk støtte.

  • Påstå at medierne bliver manipuleret af "totalitaristerne" og "forskere uden samvittighed".

  • En tro på at beskyttelsen af biodiversiteten strider imod fremskridt.

  • Argumentet at det at handle mod klimaforandringerne har minimal effekt på verden, men store omkostninger for Australien.

 

Og hvordan lyder det så om klimarisikoen fra de politiske fortalere for et frit marked her i Danmark?

 

- "Uanset hvad vi gør, så er jeg ret overbevist om, at det kun får marginal betydning. Jeg accepterer stadigvæk ikke den præmis, at vi kan styre klimaet. Der er langt større kræfter på spil," sagde Liberal Alliances klimaordfører Villum Christensen i et interview med Ræson i 2013.

 

Under valgkampen i år holdt han fast ved sine udtaltelser, da han til Information sagde:

 

- "Der er ikke videnskabeligt belæg for at påstå, at klimaændringerne i overvejende grad skyldes menneskelig aktivitet."

 

Udtalelsen virker underlig, idet over 99 pct. af i alt 69.406 klimaforskere, der har udgivet klimastudier i 2013 og 2014, konkluderer, at mennesket er hovedårsagen til klimaforandringerne. Faktisk er det kun fire af de over 69.400 klimaforskere, der benægter det. Det svarer til 0,006 pct.

 

 

Troen på at teknologi redder os er også et kneb

 

 

Liberal Alliance undsagde efterfølgende sin klimaordfører og understregede, at partiet ikke er klimabenægter, men det har ikke fået Villum Christensen til at ændre synspunkt. 

 

Til Globalen har han senere udtalt: 

- "Mit ærinde med udtalelsen (om at klimaforandringer kan gavne os) er primært at udfordre den meget skråsikre og ofte religiøse debat på området, som alt for tit ser bort fra teknologiudviklingen, som ingen kan forudsige bare få år frem - og slet ikke om 100 år."

 

Dén udtalelse har forfatter Maria Taylor hørt før, når man skulle undskylde sig med at forsinke den grønne omstilling.

 

- "Der var en tro på, at teknologi ville redde os, når vi havde brugt de fossile brændstoffer," siger hun i interviewet med Echo Netdaily.

 

Man kan da også se på noget af den nyeste forskning, hvis primære udfordring er at få økonomisk støtte til at blive kommercialiseret, og den ulige fordeling der er mellem energieffektivitet i vestlige lande og mangel på samme i ulande. Spørgsmålet er, om teknologien, der kan redde os, ikke allerede er her - eller er nært forestående.

 

Maria Taylor har også undersøgt, hvordan skeptikere har udnyttet den usikkerhed, der kan være i forskningen, til at få folk til at glemme de risici, der er forbundet med klimaforandringerne.

 

Villum Christensen har netop brugt forskningens usikkerhed til at skabe tvivl om hele grundlaget - men han inddrager ikke selv forskning, der bakker op om hans udsagn.

 

- "Det bekymrer mig mere, at IPCC (FN's klimaorgan) ikke tager konsekvenserne af deres fejlagtige modelantagelser og anerkender, at de ikke har været i stand til at forudsige de nuværende klimaforandringer," sagde han bl.a. i et interview med Ræson i 2013.

 

 

Få forskerne til at skændes

Maria Taylor fortæller om et eksempel med den amerikanske politiske rådgiver Frank Luntz, der udarbejdede kommunikationsstrategier til konservative politikere, som bl.a. gik ud på, at politikerne skulle prikke til de forskningsmæssige uenigheder eller uoverensstemmelser og få forskerne til selv at "kæmpe kampen" mod hinandens forskning. Dermed blev vælgerne overbevist om, at der ikke var nogen forskningsmæssig konsensus på klimaområdet.

 

Men selvom forskerne er uenige på visse punkter, såsom hvor meget temperaturerne vil komme til at stige, og hvordan havet vil blive påvirket, så er der en klar konsensus om, at klimaforandringerne er menneskeskabte.

 

Et andet kommunikativt greb, som Maria Taylor beskriver, er med henvisning til den kognitive lingvist George Lakoff, der taler om, at mennesket er drevet af metaforer.

 

- "En kendt teknik er at bevæge sig ind på en metaforisk vej med positivt ladede værdier såsom frihed, hjem eller familie, hvis man vil ændre på måden, som folk tænker på," skriver Maria Taylor i bogen.

 

Det handler om, at man knytter følelser til et emne, eksempelvis ved at inddrage frihed, familie, hvad der er i nationens interesse - alle emner som både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har fremført i deres holdning til den grønne omstilling.

 

Frihed er i høj grad noget, som Liberal Alliance har fået inkorporeret i sit politiske værdigrundlag, og partiet bruger det imod den grønne omstilling, særligt ved at kritisere de subsidier, som vindbranchen får fra den danske stat. Vi skal have et frit marked; vind skal konkurrere på lige fod med fossil energi, mener partiet.

 

Det på trods af at der på verdensplan ifølge IMF gives langt flere subsidier til fossile brændstoffer end vedvarende, hvilket er med til at hæmme konkurrenceevnen, idet det presser priserne på fossil brændsel ned i visse lande og gør det meget sværere for eksempelvis danske vindmøller at komme ind på det pågældende marked. Af samme årsag argumenterer IMF for, at vedvarende energiteknologi konkurrerer på ulige vilkår med olie-, gas- og kulindustrien.

 

 

DF: Grøn energi er dyr for os

Også Dansk Folkeparti har fremført en nedtoning af den grønne omstilling og den forurening, som fossile brændstoffer medfører, ved at bruge ord som "bekymring", "hæmmer" og "mange udgifter" i argumentationen.

 

- "Vi har en bekymring over, om den førte energipolitik hæmmer os økonomisk, fordi vi påfører os selv mange udgifter," sagde partiets energiordfører Mikkel Dencker til dr.dk i april.

 

Det selvom en rapport fra National Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet har konkluderet, at luftforurening koster det danske samfund 29 mia kr, og selvom meget af forureningen kommer fra udlandet, er ca. 20 pct. af den vores egen.

 

Diskussionen ifølge klimaforskningen er dog ikke, om vi påfører os selv mange udgifter på kort sigt ved en grøn omstilling - nej, forskningen påviser bare, at den grønne omstilling skal ske, hvis vi vil undgå konsekvenserne Og her er det, at en række politikere viger udenom ved at dreje debatten ind på økonomi og prioritering.

 

Mikkel Dencker har også inddraget familie-begrebet i sin argumentation mod den grønne omstilling ved at henvise til forbrugernes højere energipriser som følge af vedvarende teknologi. 

 

- "Vi skal sikre erhvervslivet og el-forbrugerne den billigste energi."

 

Her tiltaler han praktisk taget alle borgere i Danmark - både erhvervslivet (vores job) samt el-forbrugerne (familien). Det er som taget ud af Maria Taylors bog.

 

 

Hvorfor skal vi gøre mere end de andre?

Derudover har Mikkel Dencker også benyttet sig af et retorisk kneb, som Maria Taylor kalder "fairness"-retorikken; hvorfor skal vi gøre mere end de andre lande? Vi er kun en lille nation, der intet betyder.

 

- "Danmarks CO2-udledning er forsvindende lille i forhold til resten af verden, så er det er stort set ligegyldigt, hvad vi foretager os. Derfor har en dansk enegang på området udelukkende den konsekvens, at vi hæmmer os selv økonomisk. Klimaet sker der i hvert fald ikke noget med," sagde han tidligere i år til B.T.

 

Spørgsmålet er så, hvor meget et land skal udlede af drivhusgasser, før det skal foretage sig noget. Skal det handle, hvis det står for 2 pct. af verdens emissioner? 4 pct? eller 10 pct?

 

Og hvis alle lande, der udleder under én pct. af verdens samlede emissioner, samlet meddeler, at man ikke vil gøre noget ved udledningen, fordi de hver især ingen betydning har i det samlede billede, så er det pludselig en stor udledning, der ikke gøres noget ved. Faktisk er der ifølge tal fra 2011 blot fire lande i verden, der hver især udleder mindst fem pct. eller mere af verdens emissioner.

 

Et af problemerne under klimatopmødet i København var bl.a., at visse lande nægtede at indgå en aftale, fordi de mente, at andre lande gjorde for lidt.

 

Så Mikkel Dencker har ret i, at Danmarks CO2-bidrag er minimalt, men det er stort set alle landes med undtagelse af nogle få, hvis man ser på landene enkeltvis. Og tallet er noget helt andet, hvis man vurderer emissioner per indbygger.

 

Tal fra 2013 viste, at Danmark per indbygger udledte nøjagtig den samme mængde CO2 som en polsk indbygger: 7,8 tons, og vi er på en delt niendeplads blandt EU's 27 lande i at udlede mest CO2 per indbygger.

 

 

Villum Christensen kritiserer den "dyre" grønne omstilling

I et debatindlæg på JP.dk den 29/7 fremfører Villum Christensen desuden en skepsis over for den grønne omstilling, hvor han benytter sig af selektive og misvisende informationer.

 

Han nævner den naturlige balance i, at havet og planterne udskiller og absorberer hinandens CO2 og tilføjer, at menneskets bidrag til CO2 er minimal. Det er dog en ufuldstændig forklaring, idet menneskets bidrag af CO2 er så markant, at havet og planterne ikke kan absorbere det hele, hvorfor CO2'en løbende ophober sig i atmosfæren og øger den globale opvarmning.

 

De seneste 120 år er mængden af CO2 i atmosfæren steget med ca. 100 ppm (particles per million), hvilket er en stigning, der historisk har vist sig at tage naturen 5.000-20.000 år at matche.

 

Villum Christensen hævder også, at kun omkring 0,5 pct. af energiproduktionen kommer fra vind og sol, hvilket er langt under realiteterne; ifølge de seneste tal fra 2012 af International Energy Agency (IEA) blev 1,1 pct. af verdens energiforbrug produceret af vind og sol (dog medregner IEA også energi fra havet i tallene), og tallet er støt stigende, særligt er det gået stærkt de seneste år.

 

Villum Christensen tilføjer, at "sol og vind vil aldrig tilnærmelsesvis kunne erstatte noget som helst, der lader sig (positivt) måle i miljøet", men de seneste tal fra i år af U.S. Energy Information Administration viser, at sol- og vindenergisektoren i USA i 2013 og 2014 voksede langt mere end kulsektoren.

 

På de to år blev der tilføjet en nettoproduktion på over 23.000 megawatt-timer fra vind og sol og kun godt 4.500 megawatt-timer fra kul. I procenter betyder det, at solenergi i USA i den pågældende periode voksede med 103 pct. og vind med otte pct.

 

Ifølge U.S. Energy Information Administration producerer sol og vind knap fem pct. af USA's samlede energi.

 

 

Den grønne omstilling er langt fra målet

Mens det fra DF og LA lyder, som om vi gør nok i forvejen, er der ifølge flere forskere tegn på, at vi gør alt, alt for lidt.

 

Ifølge den privindende og anerkendte klimaforsker James Hansen er maksimumgrænsen på en to graders stigning i forhold til niveauet før industritiden eksempelvis alt for høj - vi skal udlede langt færre emissioner meget hurtigere, end vi hidtil har antaget. Den udtalelse bakkes op af en af de ledende forfattere bag FN-organet IPCC's "Fifth Assessment Report" fra 2013. 

 

Og mens Mikkel Dencker taler for flere af de moderne og renere kulkraftværker, advarer OECD mod netop nye kulkraftværker - selvom de er renere end de ældre modeller. 

 

OECD's beregning viser, at med den nuværende investerings- og byggeudvikling inden for kulindustrien vil der blive udledt over 500 mia. tons CO i atmosfæren de næste 35 år.

 

- "Selv de mest avancerede og dyre kulkraftværker kan ikke hjælpe med at holde de globale opvarmning på under to grader, medmindre de kan opfange og lagre den CO2, som de producerer," siger Angel Gurria, generalsekretær for OECD.

 

 

Hvad er hensigten med skepsissen?

Hvorfor er det så, at politikere taler imod forskningen? Der kan være flere svar. Måske er politikerne selv blevet præget af den fordrejede debat gennem årene. Et andet svar kan være muligheden for at opnå hurtige resultater; et parti kan ikke høste anerkendelse for at have reddet klimaet, for hvornår man overhovedet sige, at nu er klimaet reddet? Uanset hvad vil det ikke ske inden for en overskuelig fremtid.

 

Hvad man derimod kan sikre vælgerne på kort sigt er en lavere elregning. En grøn omstilling er et langvarigt projekt, som kan være svært at måle et partis succes på.

 

Så skal man heller ikke forglemme de økonomiske forbindelser, der er mellem erhvervslivet og partierne. Også det kan spille en rolle i debatten. Et eksempel er den amerikanske senator Jim Inhofe, som er en fremtrædende klimaskeptiker, og som har modtaget økonomisk støtte fra olieselskabet BP.

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic