Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Anklage: Amerikaner betalte $50.000 for at dræbe berømt løve

28/7/2015

En international sag om trofæjagt på vilde dyr finder sted i Zimbabwe, efter at tre mænd har været involveret i at skyde landets mest berømte løve - Cecil - i Hwange National Park. Det skriver flere internationale medier.

 

OBS: Denne artikel er opdateret onsdag 29/7 kl. 9.58 med en udtalelse fra den mistænkte amerikaner.

 

Ifølge The Telegraph betalte en amerikansk mand angiveligt ca. 50.000 dollars (ca. 338.000 kr.) for hjælp med at jage den 13-årige hanløve. Betalingen og beløbets størrelse er dog ikke bevist på nuværende tidspunkt.

 

En professionel jæger fra jagtforeningen Bushman Safaris samt en mand, der ejer et landområde, som støder op til nationalparken, er anholdt for medvirken til det ulovlige drab. Løven blev angiveligt lokket ind på den ene mands landområde for at kunne jages uden for parkens beskyttede område. Den amerikanske mand er endnu på fri fod.

 

- "Hverken den professionelle jæger eller landejeren havde tilladelse eller opfyldte kvoten til lovligt at kunne fjerne løven og kan derfor stilles til ansvar for ulovlig jagt," lyder det i en erklæring fra  Zimbabwe National Parks.

 

 

Ungerne vil sandsynligvis dø

- "Cecils død er en tragedie, ikke kun fordi han var et symbol for Zimbabwe, men fordi det kan koste hans seks unger livet, da en anden han, som kan parre sig med Cecils tre hunner, ikke vil acceptere ungerne og lade dem leve," siger Johnny Rodrigues, leder af Zimbabwe Conservation Task Force, ifølge The Guardian.

 

Bryan Orford, der er professionel safariguide og tidligere har arbejdet i Hwange National Park, har fortalt til National Geographic, at Cecil var parkens største turistattraktion.

 

De tre mænd brød ifølge anklagerne loven ved at lokke Cecil væk fra reservatets område - eftersigende var løven vant til mennesker og frygtede derfor ikke deres nærvær. Han blev skudt med bue og pil på landejendommen uden for parken, men døde ikke øjeblikkeligt, og først 40 timer senere fandt mændene den sårede løve, som blev skudt med en riffel. Desuden havde de ifølge anklagerne ikke den fornødne tilladelse til at skyde løven. De skal møde i retten til august anklaget for ulovlig jagt.

 

 

Talsperson: Han er meget ked af sagen

Cecil blev fundet uden hoved og med sit skind flået af, hvilket kan tyde på, at han blev jagtet som et trofæ. Myndighederne har forgæves ledt efter hans hoved og frygter, at det allerede er blevet fløjet ud af landet. 

 

Cecil var udstyret med en GPS, som har gjort det muligt for efterforskerne at se hans færd i de sidste timer, men mod reglerne blev GPS'en fjernet af jægerne.

 

En talsperson for den mistænkte amerikaner siger til The Guardian, at hans klient havde den påkrævede tilladelse til at jage løven, og at han ikke var klar over, at der var tale om parkens berømte attraktion.

 

- "Han er meget oprørt over hele sagen," siger talspersonen.

 

Amerikaneren udsendte tirsdag aften (dansk tid) en skriftlig undskyldning:

 

- "Jeg hyrede flere professionelle guider, og de sikrede alle de nødvendige tilladelser. Efter mit vidende var alt ved turen lovligt og forsvarligt håndteret. Jeg havde ingen idé om, at den løve, jeg tog, var en kendt, lokal yndling, havde en GPS-sender og var del af et forskningsprojekt før til sidst i jagten. Jeg stolede på ekspertisen hos mine lokale professionelle guider, med hensyn til at sikre at jagten var lovlig. Igen beklager jeg dybt, at en aktivitet, som jeg elsker og udfører ansvarligt og lovligt, resulterede i denne løves død," skriver han.

 

Den anholdte professionelle jæger fra Bushman Safaris har erkendt sagen, men siger, at han heller ikke var klar over, at løven var en berømthed for parken. Han fortæller også, at de havde tilladelse til jagten.

 

 

En spansk mand var mistænkt

Oprindeligt mistænkte man en spansk mand for at have skudt Cecil, og nyheden ramte derfor også Spanien, hvor dyreværnsorganisationen Chelui4lions kontaktede den ansvarlige myndighed i landet for at forhindre, at Cecils hoved og skind kunne blive importeret.

 

- "Hvilken jæger - hvilken slags vanvittig person - ønsker at skyde en prægtig voksen løve, der er kendt og fotograferet af alle parkens besøgende?" lyder det fra organisationens talsperson, Luis Muños.

 

Globalen ønsker af retslige og principielle årsager ikke at nævne mændene ved navn. Globalen minder om, at ingen er dømt på nuværende tidspunkt, og at alle er uskyldige, indtil det modsatte er bevist.

 

Se en video af løven Cecil her:

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

 

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic