Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Skotland giver "grønne" Danmark klart baghjul

20/7/2015

Det lader det til, at vi skal se mod vest for at finde et af de lande, der overhaler os med hensyn til den grønne omstilling.

 

Skotland er nemlig foran sin grønne plan; knap halvdelen af landets elproduktion kom fra vedvarende kilder sidste år - et år før planlagt - og det næste mål er, at i 2020 skal 100 pct. af den skotske el produceres fra vedvarende energikilder. Det skriver ThinkProgress.

 

Til sammenligning er Danmarks ambition, at 70 pct. af elproduktionen skal komme fra vedvarende kilder i 2020, og at den danske el- og varmeforsyning skal være uafhængig af fossile brændstoffer i 2035.

 

 

Vil skrotte støtten til vedvarende kilder

I årets første tre måneder producerede Skotlands vedvarende kilder så meget strøm, at det var nok til at forsyne én million britiske hjem i et helt år med el. Over halvdelen af strømmen kom fra vindmøller - resten fra hav- og solenergi.

 

Alligevel har den britiske premierminister David Cameron annonceret, at det konservative regeringsparti har intentioner om at skrotte statsstøtten til landvindmøller næste år, da partiet mener, at branchen skal "lære at stå på egne ben" og ikke være afhængig af statens støttemidler. 

 

En udmelding, som den skotske energiminister, Fergus Ewing, er stærkt utilfreds med. Han siger, at det vil bringe 5.000 skotske job i den vedvarende sektor og vindmølleprojekter for tre mia. pund i fare. Derfor vil de skotske politikere kæmpe mod David Camerons planer i håbet om, at statsstøtten bevares.

 

Også partiet Labour er modstander af David Camerons planer, da de ifølge partiet vil påvirke et projekt om opførelsen af 1.000 vindmøller.

 

 

EU advarer Storbritannien

Europa-Kommissionen har også advaret regeringspartiet mod planerne, da det er usikkert, om Storbritannien kan opfylde et bindende EU-krav om vedvarende energi. Kommissionen har derfor anmodet regeringen om at revidere sin klimapolitik.

 

Storbritannien er sammen med Frankrig, Holland, Malta og Luxembourg på vej til at misse EU-forpligtelsen om at få 20 pct. af sin energi fra vedvarende kilder i 2020.

 

Ligesom i Danmark betaler de britiske elforbrugere en mindre afgift over elregningen, som er øremærket støtte til den vedvarende energisektor. Man skulle derfor tro, at elregningen ville blive lavere, hvis statsstøtten fjernes, men det er ikke sikkert.

 

 

Elregningen havde været højere uden ren energi

Ifølge den britiske regerings egne tal fra 2013 har vedvarende energi faktisk medvirket til at holde elregningerne nede, fordi olie- og gasindustrien har hævet priserne på fossile brændstoffer grundet afgifter.

 

Danmark har længe været betragtet af udlandet som en af bannerførerne for vedvarende energi, men med de seneste udmeldinger fra flere borgerlige partier om, at den grønne omstilling skal bremses eller være mere "realistisk", er det blevet usikkert, hvor længe Danmark kan bryste sig af at være blandt de førende nationer på området.

 

Sverige, Danmark og Estland er dog ifølge en nylig artikel i The Guardian godt på vej til at nå EU-målet om 20 pct. vedvarende energi i 2020 og tilmed overgå det.

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic