Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

LA's klimaordfører vil bremse grøn omstilling: Der er fordele ved varmere vejr

Mennesket har ingen indflydelse på klimaforandringerne, og rapporterne fra FN's internationale klimakomité, IPCC, er ikke videnskabelige. Sådan lød nogle af udtalelserne fra Liberal Alliances klima- og miljøordfører, Villum Christensen, da han i oktober 2013 gav et interview med Ræson. Han ønsker desuden, at den globale omstilling i Danmark bliver nedtrappet.

 

Over for Ræson afviste han, at der fandtes videnskabelige beviser for, at mennesket står bag den globale opvarmning, og han anså det ikke som et problem, at vi ifølge forskere er trådt ind i den sjette masseudryddelsesperiode på grund af vores aktiviteter på Jorden.

 

"Jordens fauna og dyrearter har altid tilpasset sig. Og uanset hvad vi gør, så er jeg ret overbevist om, at det kun får marginal betydning. Jeg accepterer stadigvæk ikke den præmis, at vi kan styre klimaet. Der er langt større kræfter på spil. Derfor er jeg også fortrøstningsfuld, ift. at det er klart, at der er nogen, der dør ud, og andre der kommer til. Men tænk på, hvor mange plusser, der så kommer. Hvor meget ny fauna, der kan opstå," sagde han. 

 

"Man skal ikke være tossenaiv"

I det hele taget giver han ikke meget for klimakomitéen IPCC's rapporter om klimaforandringerne, selvom komitéen i omtrent et kvart århundrede har fastholdt, at menneskets aktivitet har forårsaget den globale opvarmning. Ifølge ham er IPCC's konklusioner "tro" - ikke videnskab.

 

"Det er en politisk organisation, som ikke arbejder i et åbent og kritisk rum, og som i hele sit udgangspunkt er uegnet til at komme med valide forudsigelser," sagde han og tilføjede så:

 

"Man skal være kritisk, ikke tossenaiv. Og det er fejlagtigt at bruge sådan et ord, 'videnskab', for det giver nogle associationer, som om det er noget, man er sikker på. Men det er jo tro. Det er ikke videnskab. Man kan godt videnskabeligt sige: mere CO2 betyder mere varme. Men det er, hvis man putter dem ned i et reagensglas. Det, man ikke ved noget om, er alle de andre faktorer."

 

Forskere bakker op om IPCC

Selvom komitéen ikke får opbakning fra Villum Christensen, så har den alligevel fået officiel støtte fra adskillige videnskabelige institutter. I 2001 gav 17 nationale forskningsinstitutter i en officiel erklæring deres anerkendelse til IPCC for komitéens forskning i klimaet.

 

Derudover skrev britiske Royal Meteorological Society i en bemærkning til IPCC's omfattende klimarapport i 2007, at den var udarbejdet af "verdens bedste klimaforskere", mens International Council for Science om samme rapport bl.a. skrev, at rapporten repræsenterede: "den mest omfattende internationale videnskabelige evaluering nogensinde".

 

Villum Christensen ved ikke, om vi nogensinde når til et punkt, hvor man ifølge ham med rette kan sige, at global opvarmning er menneskeskabt.

 

"Det kan jeg ikke sige. Den kan jo lige så godt være naturskabt."

 

97% af klimaforskere: Global opvarmning er menneskeskabt

Få måneder før interviewet kom det frem, at over 97 pct. af alle klimaforskere konkluderer, at global opvarmning er menneskeskabt. Det skrev Sceptical Science, en hjemmeside, der gennemgår forskningsartikler, der havde gennemgået over 12.000 studier om global opvarmning udgivet mellem 1991 og 2011. Den amerikanske rumfartsorganisation Nasa bakker op om konklusionen og henviser til den, og en andet lignende gennemgang af knap 14.000 studier nåede frem til en næsten identisk konklusion.

 

Villum Christensen var dog noget kritisk, da emnet faldt på forskernes brede enighed om global opvarmning som menneskeskabt:

 

"Det at lægge synspunkterne sammen og sige, at 97 procent er enige, det er nonsens. Og det viser, hvordan man udnytter begrebet ’videnskab’ i ens egen tjeneste. Det er min anke. Derfor accepterer jeg ikke den præmis, at man taler om, hvad ”videnskaben siger”. For det har ikke noget med videnskab at gøre."

 

 

Vil bremse grøn omstilling

Globalen har fredag kontaktet Villum Christensen og hans pressehold på mail og spurgt, om han stadig står ved sine udtalelser til Ræson i 2013. En kvitteringsmail viser, at han og en anden har åbnet e-mailen, men ingen har svaret på spørgsmålet. Det lader dog til, at han står ved sine udtalelser: I dag - fredag - har han gentaget flere af dem i et interview med Information.

 

Han mener, at den grønne omstilling skal bremses, og at Danmark skal opgive sin plan om at udfase brugen af kul senest i 2030. Global opvarmning er ikke nødvendigvis noget skidt, mener han.

 

"Husk, der er rigtig mange fordele forbundet med en varmere verden, eksempelvis i forhold til produktion af fødevarer og generel overlevelse," siger Villum Christensen til Information og peger på, at flere i verden i dag dør af kulde end af varme.

 

Han tager imidlertid ikke højde for de andre konsekvenser ved global opvarmning, såsom et fald i biodiversiteten, at fotosyntesen (dannelsen af ilt) omkring ækvator ophører, hvis bare der bliver få grader varmere, tsunamier og stigende vandstand som følge af smeltede gletsjere.

 

DF's Mikkel Dencker mener også, at man skal bevare brugen af kul efter 2030.

 

"Der er ingen grund til at udfase kul, hvis det er billigt."

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic