Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Kemikalier i drikkevandet er sandsynligvis 'fracking'

Forskere i USA har fundet, hvad de mener er rester af fracking i drikkevandet i Pennsylvania. Det skriver flere amerikanske medier, herunder mediet Climate Progress og nyhedsbureauet AP.

 

Fracking er betegnelsen for de kemikaler, som boreselskaber sender ned i jorden for at udvinde naturgasser fra undergrunden. 

 

Fundet af de kemiske stoffer er en del af et forskningsprojekt, som nu er publiceret i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences og udarbejdet af forskere fra Penn State University.

 

"Dette er det første dokumenterede og publicerede tilfælde af giftige komponenter, der siver ud af usikre boreholler i skifergrasbrønde og bevæger sig over lange afstande og ender i drikkevandet," siger Susan Brantley, der bidrog til studiet, ifølge AP.

 

Rester i tre vandbrønde

Forskerne fandt rester af kemikalier i tre private vandbrønde i Bradford County, og kemikalerne var identiske med den sammensætning, som boreselskaber er kendte for ofte at bruge i fracking. Ifølge forskerne var mængderne af kemikalierne dog ikke store nok til at udgøre en sundhedsrisiko for mennesker - men det sandsynliggør, at fracking er forbundet med risici. Desuden nævnes det ikke, hvad grænseværdierne er for dyr, som muligvis også drikker af vandet.

I én af brøndene, som eftersigende "skummede", fandt man 2-Butoxyethanol (2-BE), der normalt bruges i boringer, og som har vist sig at kunne forårsage binyresvulster hos gnavere - dog ved man ikke, om det er kræftfremkaldende for mennesker.

 

Studiet er et led i en større sag; ejerne af de tre private brønde lagde i 2010 sag an mod energiselskabet Chesapeake Appalachia LLC, som netop var begyndt at bore i nærheden, fordi der begyndte at sive metangas op fra brøndene. Ifølge Ars Technica - et medie, der specialiserer sig i teknologi - var en af brøndene blevet testet forinden boringerne, og her var der ingen spor af metan. 

 

I ét tilfælde måtte man evakuere et hjem, fordi der var akkumuleret så meget metangas, at der var risiko for en eksplosion, hvis gassen blev antændt, og Pennsylvania Department of Environmental Protection (DEP) konkluderede, at Chesapeake Appalachia LLC var ansvarlig. Selskabet ville ikke indrømme ansvaret, men indgik forlig med beboerne ved at købe deres grunde. 

 

Efterfølgende var det så, at forskerne i det nye forskningsprojekt valgte at indsamle vandprøver fra brøndene for at se, om der var forekomster af kemikalier.

 

Branchen afviser konklusionen

Energibranchen giver imidlertid ikke meget for det nye studie. Blandt andet fremhæver man, at 2-BE indgår i mange andre produkter, herunder kosmetikprodukter.

 

"2-BE kan stamme fra en masse ting, faktisk. På intet tidspunkt overvejer forskerne, om de 'meget lave koncentrationer af 2-BE' kan stamme fra nogle andre gængse, kommercielle kilder," skriver Katie Brown fra energigruppen Energy in Depth.

 

Forskerne nævner da også i studiet, at det er ikke muligt entydigt at bevise, at kemikalierne stammer fra de nærliggende borebrønde. De ville gerne undersøge, om de fundne kemikalier blev brugt specifikt i de nærmeste borebrønde, men selskaberne bag nægtede forskerne adgang.

 

Chesapeake Appalachia LLC har afvist at udtale sig i sagen.

 

Reglerne er blevet strammere

En anden af forskerne bag studiet - Garth T. Llewellyn, hydrolog ved Appalachia Hydrogeologic and Environmental Consulting - siger til New York Times, at vandprøver taget fra steder længere væk fra borebrøndene ikke indeholdt de kemikalier, som man fandt i de tre private brønde nær borestederne.

 

Ud over at der i forvejen er det dokumenterede tilfælde af lækagen i 2010, er det også kendt, at de nærliggende borebrønde var dårligt konstrueret, idet de ikke var afskærmet tilstrækkeligt med cement og stål i en vis dybde i jorden. Reglerne er siden strammet op i håbet om at undgå fremtidige lækager, men disse faktorer er bl.a. med til at danne konklusionen, at kemikalierne stammer fra naturgasboringerne.

 

"Når man medtager alle de påviste faktorer, så er konklusionen, at det (boringerne) er den mest sandsynlige kilde," siger Garth T. Llewellyn.

 

Ifølge Rob Jackson, miljøforsker ved Stanford University og med til at godkende studiet før publicering, stemmer fundet overens med hans egne undersøgelser.

 

Også andre tilfælde af forurening

Et andet studie fra 2014 fandt ligeledes, at utætte borebrønde havde været skyld i, at grundvandet var blevet forurenet.

 

I maj fandt Department of Environmental Protection (DEP) 2-BE og andre kemikalier i en vandbrønd i Susquehanna County, efter at en borger havde klaget over "skummende" vand, nøjagtig som det var tilfældet i det nye studie. Ifølge DEP var kemikalierne i drikkevandet identiske med kemikaler brugt i en borebrønd knap 460 meter længere væk. 

 

Ifølge nyhedsbureauet AP har man i Pennsylvania konstateret 106 vandforureninger i forbindelse med naturgasboringer siden 2005 - tallene er dog faldet de senere år.

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic