Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Verdens store planteædere er på randen af udryddelse

En ny undersøgelse har kortlagt, hvordan det går for verdens 74 største planteædere, og konklusionen er, at flertallet - ca. 60 pct. - faktisk er tæt på at blive udryddet.

 

"Jeg var overrasket over det faktum, at så mange af de store dyr kan betragtes som truede. De fleste af de store planteædere er allerede blevet udryddet i udviklingslandene," siger Bill Ripple, professor ved Oregon State's College of Forestry, til Huffington Post.

Han er medforfatter til studiet, der er publiceret i tidsskriftet Science Advances.

 

Ifølge rapporten har de store planteædere oplevet "et dramatisk fald" i bestandene, og det kan skabe en hel kædereaktion, hvis flere af dem uddør, idet det vil påvirke de store rovdyr, ådselædere, de mindre planteædere, små pattedyr og den biologiske proces i naturen.

Dyrene er nemlig med til at holde bevoksning nede, de gøder jorden, og faktisk har det vist sig, at en øget dyreaktivitet formindsker antallet af brande i naturområder.

 

Der er flere årsager til problemet

Årsagerne bag dyrenes truede status er bl.a. rydning af de naturområder, hvor dyrene lever. Ifølge forskerne er problemet særligt stort i det sydøstlige Asien, og hvis rydningen her fortsætter i samme tempo som nu, vil 75 pct. af de oprindelige skovområder og halvdelen af al plante- og dyreliv være forsvundet om 85 år.

 

Også krybskytteri er et stort problem. Det foranlediges af efterspørgslen på bestemte kropsdele af dyrene, som bliver brugt til traditionel medicin, der dog ingen dokumenteret effekt har, eller til dekorationer. 

 

Giraffer dræbes eksempelvis på grund af deres skind, flodheste for deres elfenbenstænder, elefanter for stødtænderne, næsehorn for hornene og gorillaer på grund af deres hoveder, hænder og fødder, forklarer forskerne.

 

En anden væsentlig faktor er jagten på dyrene for deres kød, og udvidelsen af landbrug med produktionsdyr, således at der bliver flere dyr om vandet og maden.

 

Disse dyr blev undersøgt

De 74 planteædere, hvis status forskerne har undersøgt, er alle dyr, der som fuldvoksne har en kropsvægt på over 100 kg, og det drejer sig om i alt 11 dyrefamilier; elefanter, næsehorn, flodheste, giraffer, bøfler, kameler, tapirer, heste, hjorte, svin og aber. Hver af disse har så en række underarter tilknyttet.

 

44 af de 74 arter betragtes som truede - 12 af dem er kritisk truede eller helt udryddet i den vilde natur og nu kun at finde i beskyttede reservater.

 

Nogle af de allermest truede dyr er:

  • Pére Davids hjorten - uddød i den vilde natur,

  • Kouprey-oksen - kritisk truet - ca. 50 tilbage,

  • Java-næsehornet - kritisk truet - ca. 50 tilbage,

  • Sumatra-næsehornet - kritisk truet - ca. 280 tilbage,

  • Den baktriske kamel - kritisk truet - under 1.000 tilbage.

 

Forskerne: Her er, hvad man kan gøre

Ifølge Bill Ripple er de velstående lande nødt til at hjælpe de fattigere dele af verden med at få reddet de truede dyr.

 

"De har brug for hjælp," siger han til Huffington Post.

 

Forskerne foreslår i deres rapport en række tiltag, man skal stræbe mod for at hjælpe dyrene med at overleve. Men som udenforstående må man konstatere, at det ikke bliver nemt.

Et af problemerne, der skal løses, er at forebygge og bekæmpe krybskytteri, og man skal investere mere i de beskyttede reservater, som ofte lider under dårlig økonomi.

 

Derudover skal man værne mere om de naturområder, hvor dyrene lever, og vælge andre områder at drive landbrug på. Befolkningen skal uddannes bedre, retssystemet skal optimeres, og vores indtag af kød skal generelt sænkes, så færre dyr dræbes.

 

Sidst, men ikke mindst, skal den globale opvarmning bekæmpes - temperaturstigningerne er med til at forværre forholdene for adskillige dyr og drive dem mod udryddelse, skriver forskerne.

 

Med hensyn til problemet krybskytteri, kan der måske være en løsningsmodel; lønnen

 

kan nemlig være afgørende for dem, fortæller den danske professor Martin Reinhardt Nielsen fra Sektion for Global Udvikling på Københavns Universitet.

 

Han har sammen med to andre forskere interviewet 325 krybskytter fra Tanzania om, hvad der kunne få dem til at ændre levevej.

 

"Lønnen ved et alternativt job var afgørende. For 15 kroner om dagen ville 90 pct. af dem vælge at tage et andet job frem for at være krybskytte," siger han til videnskab.dk.

 

Også rovdyrene falder i antal

I 2014 udgav Bill Ripple med et andet hold forskere en lignende undersøgelse, der vurderede tilstanden for 31 af de største rovdyr. De fandt ud af, at 75 pct. af dyrene falder i antal og betegnede situationen som som en "henrettelse" fra menneskets side.

 

Som om det ikke var nok, konkluderede et andet studie, der blev offentliggjort i april, at en sjettedel af al plante- og dyreliv er i risikozonen for at blive udryddet, hvis den globale opvarmning fortsætter.

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic