Please reload

Seneste

Forsker: Fisk føler smerte stort set på samme måde som mennesker

October 18, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Tror du på disse fem myter?

To eksperter har skrevet et indlæg i Washington Post om de fem måske mest udbredte myter inden for krybskytteri og illegal handel af dyr og giver os sandhederne bag.

 

De to eksperter er:

 

1. myte: Elefanten er det mest udsatte dyr for krybskytteri

Der er ingen tvivl om, at elefanten er hårdt ramt af krybskytteri - så hårdt ramt, at bestanden konstant falder, fordi der fødes færre elefanter, end der dræbes.

 

I en periode på tre år - fra og med 2010 til og med 2012 - blev der dræbt 100.000 elefanter ifølge et studie udgivet i Proceedings of the National Academy of Sciences.

Men for hajernes vedkommende er tallet 100.000 dræbte - om året. Det skyldes især den store efterspørgsel på hajfinner, der særligt i Kina anses som en delikatesse i suppe. Først i 2013 blev hajfinnesuppe forbudt ved officielle middage i landet.

 

Elefantbestanden vurderes at være nede på mellem knap 500.000 og godt 700.000, og selvom den er støt faldende, er tigeren endnu mere truet; der er blot 3.200 tigre tilbage i naturen. For ca. 100 år siden lå tallet på 100.000. 

 

Ifølge Monica Medina og Johan Bergenas er der desuden ikke mange, som er klar over, at giraffen langsomt er ved at uddø. På blot 15 år er bestanden faldet med hele 40 pct., så der nu er under 80.000 tilbage.

 

Næsehornet er også stærkt truet: 25.000 vurderes at være tilbage i naturen. Fra 2007 til 2013 var der en stigning på 7.700 pct. i antallet af dræbte næsehorn; fra 13 dræbte næsehorn i 2007 til 1.004 i 2013.

 

2. myte: Krybskytteri er kun et problem for naturen og miljøet

Krybskytteri ér et problem for naturen, idet økosystemet bliver skævt, når en art uddør, men krybskytteri er også et problem, der breder sig til flere områder.

Bl.a. har over 1.000 parkbetjente mistet livet til krybskytterne i løbet af de seneste 10 år.

 

Derudover viser en FN-rapport, at menneskehandel er en del af det illegale dyremarked. Rapporten, der fokuserer på ulovligt fiskeri, påviser, at bagmændene køber fiskere som slaver til at udføre arbejdet. 

 

"De bliver holdt som de facto fanger på havet med få muligheder for at flygte. Deres levebetingelser og arbejdsforhold er forfærdelige," lyder en del af konklusionen i rapporten fra FN.

 

3. myte: Krybskyttere er lokale folk, som bare prøver at overleve

Der er folk som pga. fattigdom føler sig nødsagede til at være krybskytter for at tjene penge, men det er langt fra det generelle billede. Faktisk er det illegale dyremarked ifølge organisationen Traffic et marked, hvor der handles for flere hundrede millioner dollars hvert år.

Det er nu anset som det fjerdestørste ulovlige marked i verden kun overgået af narko-, våben- og menneskehandel.

 

Læg dertil at flere krybskytter i dag gør brug af både gps, granater og helikoptere i deres jagt på dyrene. 

Ifølge en rapport fra The Global Initiative Against Transnational Organized Crime sidste år, er der sket en militarisering af krybskytterne; de er blevet deres egne hærenheder.

 

"De, der handler med næsehorn, er de mest hardcore kriminelle, der findes i dag. De er de samme folk, som handler med mennesker, stoffer, våden og bloddiamanterne," har Richard Ruggiero, biolog ved Division og International Conservation, tidligere udtalt til Newsweek.

 

Monica Medina og Johan Bergenas skriver desuden, at der er flere sammenhænge mellem det illegale dyremarked og finansieringen af terrorisme, herunde militshæren Janjaweed i Sudan og adskillige militser i Afrika.

Det formodes, at både terrorbevægelserne Boko Haram og al-Shabaab er involveret i illegal dyrehandel.

 

"Inden for de seneste få år er krybskytteri vokset markant fra enkelte drab til deciderede massakrer, hvor krybskytterne bruger automatvåben," har Beth Allgood, kampagnedirektør for International Fund for Animal Welfare, sagt til USA Today.

 

4. myte: Asien efterspørger de ulovlige produkter

Godt nok er Kina det land, hvor efterspørgslen på de ulovlige dyr, deres horn og skind er størst, men de efterfølgende lande på listen befinder sig ikke i Asien. Det drejer sig derimod om USA og lande i Europa.

 

Ifølge den amerikanske organisation Fish and Wildlife Service benytter 70 pct. af de amerikanske kaviarimportører på østkysten sig af ulovligt fanget kaviar.

 

Ca. 100 af verdens 350 papegøjer er truede på grund af den illegale handel fra Centralamerika til Europa, skriver USA Today. Tallene er baseret på en rapport fra The International Fund for Animal Welfare, der blev udgivet i 2013.

 

5. myte: Droner løser problemet

Droner kan ikke alene løse problemet - i hvert fald ikke i deres nuværende form. Nutidens droner er ikke lette eller stærke nok til at navigere rundt i Afrikas natur, de er for dyre, og batterilevetiden er for kort. Der er også behov for beskyttelse på landjorden, skriver Monica Medina og Johan Bergenas i deres indlæg.

 

Linköping University i Sverige har udviklet en metode, som skal afprøves i Kenya, hvor radar og sensorer på jorden giver hurtig besked om mulige krybskytter, der har bevæget sig ind på et reservats område.

 

Læs også: Verdens ensomste næsehorn har sin egen livvagt

 

Læs også: Advarsel til turister: Jeres mobil kan hjælpe krybskytter

 

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic