Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Amerikanere vil forbyde plastik i kosmetik

Mikroplastik er udbredt i vores hverdagsprodukter, og det vil staten Oregon i USA nu delvist sætte en stopper for ved at forbyde mikroplastik i kosmetikprodukter.

 

Også Washington og Californien overvejer lovindgreb for at forbyde mikroplastik. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

 

Mikroplastik er små fragmenter på under 5 mm og er så små, at rensningsanlæg ikke opfanger dem. Derfor udledes de i havet og grundvandet. Undersøgelser har også vist, at de findes i adskillige produkter, hvor de bevidst tilsættes. Blandt andet giver mikroplastik deodorant sin antiperspirante funktion.

 

"Disse gifstoffer kan ophobe sig op gennem fødekæden. I forlængelse af det er det bekymrende for både livet og økosystemet i havet, men også for mennesker da de er i toppen af fødekæden og spiser havdyr," siger Anna Cummins, der er ledende chef for miljøgruppen 5 Gyres Institute.

 

Bekymringen er den samme, som der findes med tungmetaller i fisk; de mindste fisk indtager tungmetaller og spises af de større fisk, som også selv spiser tungmetaller. Jo længere op i fødekæden, man kommer, desto højere bliver indholdet af tungmetaller. Og den høje mængde ender i sidste ende hos mennesker, når de spiser fisk, som også er blandt de sidste led i fødekæden.

 

Et dansk forbud er "hamrende urealistisk"

Sidste år blev staten Illinois den første stat i USA til at forbyde mikroplastik i visse produkter. I Danmark er et forbud dog ikke realistisk.

 

"Det der med at forbyde mikroplastik her og nu er hamrende urealistisk. Jeg vil ønske, man helt kunne komme af med det her mikroplastik. Men så enkelt er det ikke. Det mest håndgribelige er at fjerne det fra cremer, hvor mikroplastik kan erstattes med andre produkter," sagde EU's parlamentsmedlem Christel Schaldemose (S) i marts til DR.

 

Belgien, Holland, Østrig, Luxembourg og Sverige foreslog i december 2014, at alle EU-landene forbyder mikroplastik i plejeprodukter. 

Christel Schaldemose vil personligt gerne af med mikroplastik i kosmetikprodukterne, men ser også en mulighed i, at EU iværksætter et forsøg med at opfange mikroplastik i rensningsanlæggene.

 

For nyligt undersøgte DR's Madmagasinet 13 forskellige produkter og fandt mikroplastik i 12 af dem. Det drejede sig om plejeprodukter, tøj, møbler, tæpper og i mad - særligt honning indeholder store mængder. Det samme gør bildæk.

 

Ifølge det norske Miljødirektoratet udleder Norge hvert år 8.000 ton mikroplast. En dansk undersøgelse fra 2013 af DTU Aqua fandt mikroskopisk plastik i ca. 1/3 af indfangede fisk.

 

Konsekvenserne er uklare, men kan være flere

Konsekvenserne ved mikroplastik er endnu ikke fuldt dokumenterede, men ifølge Henrik Beha Petersen, der er miljøbiolog og stifter af foreningen Plastic Change, har mikroplast mange paralleller med det kræftfremkaldende stof asbest. 

 

Andre eksperter har udtalt til DR, at der er en frygt for, at mikroplastik kan dræbe kroppens celler eller medføre infektioner, og at plastikken muligvis kan binde andre sundhedsskadelige kemikalier til sig, så de ophober sig i kroppen.

 

Ifølge DR produceres der årligt omtrent 100 mio. ton plastik, hvoraf 10 mio. ton ender i havet. Eksperter vurderer, at dyr i titusindvis årligt mister livet, fordi de bliver kvalt i plastik - her medtages også større plastikrester som plastikposer. Ifølge organisationen Seeturtles er tallet dog langt højere: over én mio. dyr mister hvert år livet på grund af plastikaffald, vurderer Seeturtles.

 

Læs også miljøbiolog Henrik Beha Petersens debatindlæg om mikroplastik på Ingeniørens hjemmeside.

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic