ANNONCE

Nature-Baby kvadrat.jpg

ANNONCE

_kofamilien_banner_Partnerads4.jpg
  • Henrik Hindby Koszyczarek

Nu må ministeren kræve, at folk, der arbejder med dyr, får relevant uddannelse - undtagen i landbrug

Folketinget har vedtaget en ny dyrevelfærdslov, der for første gang anerkender dyr som "sansende" væsener.


Det betragtes som en "milepæl" af Dyrenes Beskyttelse, som dog sammen med World Animal Protection (WAP) peger på flere mangler i loven.


"Det er en milepæl, at man for første gang nogensinde anerkender, at alle dyr er sansende væsner. Det de fleste mennesker jo godt, men ikke desto mindre bliver Danmark det første land i verden, som skriver det ind i selve loven. Det sender et umådeligt stærkt signal om, at vores politikere tager dyrs velfærd seriøst, og jeg ser meget frem til at holde beslutningstagerne op på det, når arbejdet nu går i gang med at udforme loven til konkrete forbedringer for danske dyr," siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse, i en pressemeddelelse.


Vi forstår ikke, at man slækker på kravene i forhold til den gamle lovgivning på et så vigtigt område. - Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse

Dyrenes Beskyttelse peger dog på to kritiske mangler i den nye lov.


Den ene er, at der ikke er noget forbud mod at drukne hvirvelløse dyr som for eksempel insekter. Et forbud kan dog indføres, hvis ministeren vælger at gøre det via en såkaldt bekendtgørelse.


"Drukning af dyr er en af de absolut værste måder at aflive dyr på, og naturligvis skal ingen dyr udsættes for dette. Vi forstår ikke, at man slækker på kravene i forhold til den gamle lovgivning på et så vigtigt område. Men vi vil fortsat kæmpe for, at ministeren bevarer de gamle regler, så ingen dyr må druknes," siger Britta Riis.


En anden mangel er, at klippekortordningen for dyretransporter forsvinder. Ordningen blev indført i 2007 som reaktion på mange lovovertrædelser ved transporter. Med den betød gentagne overtrædelser, at den ansvarlige ville miste retten til at transportere dyr.


ITD, brancheorganisationen for den danske vejgodstransport, glæder sig imidlertid over, at klippekortet forsvinder, da man fandt det urimeligt over for vognmændene. ITD mener ikke, at chauffør og vognmand bør sanktioneres i sager om ikke-transportegnede dyr, da det må være landmandens ansvar, da denne har bedst mulighed for at bedømme, om dyret er transportegnet eller ej.


Når man samtidig undtager landbruget for krav om uddannelser, så er man jo ikke villig til at lovgive i den ånd. - Esben Sloth, kampagneansvarlig i WAP Danmark

Hos den internationale dyreværnsorganisation WAP finder man det kritisabelt, at fødevareministeren med loven, der er en såkaldt rammelov, ikke får beføjelse til at kræve, at menige landbrugsmedarbejdere, der arbejder med dyr, skal uddannes i dyrevelfærd. Det på trods af at ministeren har fået bemyndigelse til at fastsætte uddannelseskrav til personer, der arbejder i eksempelvis dyrepensioner og dyrehandler.


I dag stilles der ingen krav til landbrugsmedhjælperes uddannelse inden for dyrevelfærd - det gælder kun de ansvarlige driftsledere og ejeren af bedriften.


I den nye lov står der konkret, at fødevareministeren kan fastsætte regler om uddannelseskrav i relation til dyrevelfærd for personer, som er "ansvarlige" for:

  1. landbrugsmæssigt hold af dyr

  2. erhvervsmæssig handel med dyr

  3. erhvervsmæssigt opdræt af dyr

  4. drift af dyrepensioner

  5. drift af dyreinternater eller

  6. formidling af dyr.


Baggrunden for WAPs kritik findes i paragrafens stykke 3., hvor der står, at ministeren 'kan fastsætte regler om uddannelseskrav i forhold til dyrevelfærd for personer, som er tilknyttet de i stk. 1, nr. 2-6, nævnte virksomheder uden at være ansvarlige for driften, men som håndterer dyr eller yder rådgivning om hold af dyr i virksomhederne'.


Nr. 1 er altså undtaget, hvilket betyder, at ministeren ikke kan kræve uddannelse for medarbejdere i landbruget, hvis de ikke er ansvarlige for driften.


”Vi er rigtig glade for, at vi i Danmark endelig har vedtaget, at dyr er sansende væsner. Det er på tide, at lovgivningen anerkender dyrene på denne måde. Men når man samtidig undtager landbruget for krav om uddannelser, så er man jo ikke villig til at lovgive i den ånd,” siger Esben Sloth, der er kampagneansvarlig i WAP Danmark, til foreningens hjemmeside.


”Endnu engang er det landbrugsdyrene, der er de store tabere, når vi taler om dyrevelfærd. Kravene til omgang med dyrene er så minimale – og i det her tilfælde slet ikke eksisterende, at de ikke kan se frem til forbedringer. Heller ikke selvom politikerne nu anerkender, at det er sansende væsner. Det er ikke godt nok,” tilføjer han.


Inden lovens vedtagelse udtrykte Dyrenes Beskyttelse samme bekymring i et høringssvar:


'Al erfaring taler for, at uddannelse, viden, indsigt og oplysning er vejen frem til at sørge for, at de personer, der passer og håndterer dyr, har de fornødne kompetencer til at sikre den bedst mulige dyrevelfærd', skrev Dyrenes Beskyttelse bl.a.


Også Radikales fødevareordfører, Zenia Stampe, kritiserer det manglende punkt.


”Vi står i den absurde situation, at hvis du passer fisk i en dyrehandel, skal du være uddannet til det, men hvis du passer grise som medhjælper på en gård, så er det lige meget. Vi behandler ikke landbrugsdyr godt nok. Vi mener, at hvis du har med dyr at gøre, skal du være uddannet til det. Det kan vi desværre ikke få et flertal til at bakke op om,” siger Zenia Stampe.


Loven træder i kraft 1. januar 2021 og giver i øvrigt mulighed for at forbyde alle vilde dyr i cirkus.

161 visninger

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic