ANNONCE

Nature-Baby kvadrat.jpg

ANNONCE

_kofamilien_banner_Partnerads4.jpg
  • Henrik Hindby Koszyczarek

Klimaforskere: Ny Michael Moore-dokumentar er fyldt med fejl

Michael Moores seneste dokumentar om vedvarende energi er vildledende og faktuelt forkert, lyder kritikken fra den akademiske verden.

Instruktør Michael Moore, der er kendt for dokumentarer som 'Bowling for Columbine' og 'Fahrenheit 9/11', møder massiv kritik fra flere klimaforskere og -eksperter for dokumentaren 'Planet of the Humans', som han er executive producer på.


Dokumentaren ser nærmere på sektoren for vedvarende energi og er kritisk over for de vedvarende energikilder. Kritikken er dog forfejlet og vildledende, lyder modsvaret.


Dana Nuccitelli, der har udgivet både studier om klimaet og bogen 'Climatology vs Pseudoscience' har skrevet et blogindlæg på det videnskabelig forum yaleclimateconnections.org, hvor han peger på flere faktuelle fejl i dokumentaren.


Studie viser massiv klimafordel ved grøn energi

En af filmens påstande om, at vedvarende energi forbruger flere fossile brændstoffer i produktionen, end de tjener hjem, er eksempelvis fejlagtig, skriver han.


Han henviser til et studie i tidsskriftet Nature Energy, der ved hjælp af livscyklusanalyser viser, at sol- og vindenergi og atomkraft har et klimaaftryk omtrent 20 gange mindre end kul og naturgas, og at eksempelvis vindkraft producerer 44 gange mere end energi, end det forbruger i produktionen.


Dana Nuccitelli påpeger også, at man vildledes, når dokumentaren viser solpaneler i et ørkenlandskab og hævder, at de skaber døde zoner, fordi de kræver meget plads. Nogle steder er de opstillede i områder, der i forvejen var ørken, og faktisk trives visse planter under panelerne, der giver tiltrængt skygge fra solen, og dermed kan de opstilles i landbrugsområder.


Også kritikken af, at elbiler skulle være lige så klimatunge som benzin- og dieselbiler, affejer han - selv når de lades op af strøm, der i høj grad er produceret af fossile brændstoffer, er elbilerne mere klimavenlige.


Han anerkender dog en del af kritikken af biobrændsel, som dokumentaren også berører. Han skriver, at problemstillingen er kompleks, og at klimaaftrykket i høj grad afhænger af, hvor biobrændslen er produceret, og han ser gerne en dokumentar, der udelukkende går i dybden med dét emne.


"Den industrielle civilsation har ikke et klima- og miljøaftryk på nul, men aftrykket fra grønne teknologier som elbiler, vindmøller og solpaneler er meget mindre end alternativerne. De er menneskehedens bedste chance for at undgå en klimakatastrofe," skriver Dana Nutticelli.


Mangler data og livscyklusanalyser

Scott K. Johnson, der er hydrogeolog ved Wisconsin Department of Natural Resources og Wisconsin Geological and Natural History Survey, kritiserer dokumentarens mangel på data og fraværet af livscyklusanalyser, der viser et produkts aftryk fra vugge til grav.


"I sidste ende er 'Planet of the Humans' en samling af ting, Jeff Gibbs (instruktøren, red.) ikke vidste, præsenteret på en måde, som om ingen vidste det. Og for de fleste menneskers vedkommende vil man vide endnu mindre efter at have set filmen end før," skriver han på arstechnica.com.


På Twitter går Zeke Hausfather, der er klimaforsker ved Breakthrough Institute, også i rette med manglen på livscyklusanalyser i dokumentaren. Disse analyser viser nemlig, at klimaaftrykken fra produtionen af vedvarende kilder er langt mindre end udvinding og afbrænding af fossile brændstoffer.

Costa Samaras, lektor i energi og klima ved Carnegie Mellon University, bakker op om Zeke Hausfathers tweet og tilføjer, at alle, der arbejder med klimapolitik, kender til disse livscyklusanalyser.

Leah C. Stokes, der er lektor i statskundskab med fokus på miljøpolitik, har skrevet et indlæg på Vox.com, hvor hun kalder dokumentaren for "vildledende", og nævner ligeledes, at den tager fejl, når den hævder, at elbiler er lige så klimaskadelige som benzin- og dieselbiler, og at filmen bruger forældede data om solcellers effektivitet.


"Det er ikke overraskende, at filmen ikke har styr på basale fakta om energi, og at den information, man bruger, er forældet: Der er stort set ingen klima- eller energieksperter med i filmen," skriver hun.


Beder om at filmen trækkes tilbage

Klimaforsker Michael Mann, der i forskerkredse nok mest er kendt for at den såkaldte hockeystav, der illustrerer den heftige temperaturstigning efter industrialiseringen, mener, at filmen er en blanding af "forvrængninger, halve sandheder og løgne".


Han er sammen med en række andre professorer inden for miljø og klima medunderskriver på et åbent brev fra instruktør Josh Fox, der stod bag anti-fracking dokumentaren Gasland. I brevet råder Josh Fox producenterne og distributørerne til at trække filmen tilbage og give en undskyldning.


I et indlæg af ham bragt på thenation.com påpeger han også flere kritikpunkter, bl.a. at en reportage fra Michigan af en solparks ineffektivitet giver indtrykket af, at der er tale om moderne solpaneler. Problemet er, at de er fra 2008, og at solceller siden er blevet både billigere og mere effektive.


Det lykkedes faktisk at få filmen trukket tilbage kortvarigt fra videoplatformen Films for Action. Det skete, efter at Josh Fox tog kontakt til folkene bag, som oprindeligt havde fuld tillid til, at Moores film ville være faktuelt korrekt. Herefter valgte de at faktatjekke dens påstande.


"Mens filmen bringer mange vigtige pointer, er vi kede af og overraskede over, at filmen også er fuld af misinformation - faktisk så meget at vi valgte at trække filmen tilbage fra vores side i en halv dag," skriver folkene bag Films for Action.


Vil ikke censurere filmen

Filmen blev alligevel gjort tilgængelig, fordi de mener, at en åben kritik og debat er den bedste løsning på filmens misinformationer, og fordi censur kan ende med at styrke den.


Bill McKibben, der er stifter at klimaorganisationen 350.org, har sågar følt sig nødsaget til at bringe et modsvar, idet han omtales i dokumentaren som tihænger af biobrændsel, og det hævdes, at 350.org modtager donationer fra erhvervslivet.


"Det er ikke sandt. Tilsyneladende er er der mange andre løgne og vildledninger i filmen, men dem vil jeg lade andre påtale," skriver han bl.a.


Bill McKibben erkender dog, at han tidligere har været tilhænger af at bruge biomasse til energiproduktionen, men henviser til flere indlæg helt tilbage fra 2016, hvor det fremgår klart, at han ikke længere bakker op om det.


Moore glæder sig over debatten

Michael Moore giver på Twitter udtryk for glæde over, at filmen har skabt debat.

Filmens producer Ozzie Zehner udtaler i et interview med The Hill:


"Jeg tror, at den eksisterende miljøbevægelse bliver den sidste, som bliver omvendt af denne film. De vil fortsætte med at argumentere for, at solceller og vindmøller fortsat bliver billigere, mere effektive og sådanne ting. Hvad de glemmer er, at det egentlig er ligegyldigt. Hvis det (vedvarende energi, red.) ikke virker, efter at man har brugt trillioner af dollars, er vi ikke meget bedre stillet - faktisk er vi meget dårligere stillet, end da vi begyndte for 30 år siden."'


De indsatte links i skribenternes kritik er skribenternes egne henvisninger.

61 visninger

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic