ANNONCE

Nature-Baby kvadrat.jpg

ANNONCE

_kofamilien_banner_Partnerads4.jpg
  • Henrik Hindby Koszyczarek

Se billederne: Her har man fremavlet bodybuilder-lignende grise


Billeder af muskuløse grise vækker forargelse hos dyrevenner. De "Hulk-lignende" grise kan give landmanden flere penge, men grisene flere problemer.

Dyrevennerne er oprørte over billeder af "Hulk-lignende" grise på en svinebedrift i Cambodja. Billeder og videoer viser en flok ekstremt muskuløse grise, som tilsyneladende har svært ved at gå på grund af deres abnorme fysik.

- Disse grise er meget unge; de er små og korte, hvilket betyder, at de sandsynligvis er under seks måneder gamle, og de er allerede så sygeligt overvægtige, siger Susie Coston, leder af dyreinternatet Farm Sanctuary, til mediet The Dodo.

Hun tilføjer:

- Det er ikke normalt. Det er bare endnu et eksempel på en form for manipulation, man benytter, når dyr bruges for profittens skyld.

Ifølge mediet Newsweek er der sandsynligvis tale om fremavling snarere end genmodificering af grisene, hvilket ses på, at grisenes muskuløse udseende er uensartet.

Forskere har forsøgt sig med genmodificering

I 2015 udgav forskere ved Seoul National University, Sydkorea, imidlertid et studie, hvori de havde genmodificeret grise til at få en lignende muskelmasse. Ved at ændre i myostatin-genet kunne forskerne øge grisenes muskelmasse, da genet ikke længere holdt væksten i skak. Forskerne håbede, at det kunne bane vejen for en svineproduktion, der ville øge landmændenes indtjening.

Hos dyreværnsorganisationen Peta er man også meget kritisk over for de muskuløse grise.

- Hulk-lignende grise er noget, der giver mareridt - ikke måltider - og de, der er blevet genetisk modificeret bliver sandsynligvis også født med smertefulde sundhedsproblemer, skriver Peta på sin hjemmeside.

Organisationen henviser til de dyrevelfærdsmæssige problemer, der var forbundet med forsøget i 2015. Ifølge gizmodo.com havde soen svært ved at føde ungerne på grund af deres abnorme størrelse, og blot 13 af de i alt 32 grise levede, til de fyldte otte måneder. Senere var kun to i live, og af dem blev kun den ene betragtet som sund.

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

#dyrevelfærd #landbrug #udland #arkiv

0 visninger

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic