ANNONCE

Nature-Baby kvadrat.jpg

ANNONCE

_kofamilien_banner_Partnerads4.jpg
  • Henrik Hindby Koszyczarek

Historien om en halvblind pony og en femårig dreng går verden rundt


En mors fortælling om det stærke bånd, som hendes femårige søn knyttede til en ældre pony, er nået verden rundt: Opslaget er delt knap 18.000 gange, har fået over 23.000 'synes godt om'-tilkendegivelser og er blevet læst af folk på samtlige kontinenter med undtagelse af Antarktis.

Baggrunden for historien er et lille amerikansk dyreinternat, der skal give dyr en chance til i livet. Bag det står to mødre.

Med knap 3.700 'synes godt om'-tilkendegivelser er kendskabet til internatets Facebook-side "Don't Forget Us Pet Us" beskedent, men den ene mors beretning om det bånd, som hendes nu femårige søn Cole knyttede til en ældre pony, har skabt opmærksomhed om deres arbejde for dyrene.

For tre år siden købte hun ponyen Cowboy på en auktion, så han ikke blev solgt til et slagteri. Cowboy var i 20'erne og havde en særdeles slem øjeninfektion, men det afskrækkede hende ikke.

- "Jeg købte og fik ham hjem til os, så han ikke fortsat skulle lide, så han ikke fortsat skulle mangle omsorg og kærlighed. Jeg havde ikke forestillet mig, at han skulle blive Coles første pony," skriver hun i et Facebook-opslag om sin søn, der dengang som toårig straks begyndte at knytte sig til ponyen.

- "Denne énøjede pony i 20'erne lærte min søn nogle af livets vigtigste værdier."

Cole bemærkede med det samme, at hestens øje var skadet; det var betændt, og det var tydeligt, at Cowboy var blind på øjet.

- "Min toårige søn øvede sig igen og igen i at lukke sit ene øje. Han ville opleve hans (Cowboys) verden. Cowboy lærte ham empati."

- "Sammen behandlede vi Cowboys øje. Han ville holde forbindingerne og tovet, mens jeg smurte salve på. Altimens jeg fortalte hans pony, at det hele nok skulle gå, at vi var der for at hjælpe og ikke for at skade ham! Cowboy lærte min søn medfølelse."

- "Min unge søn lærte hurtigt om at have et dyr, der er afhængigt af DIG for at leve. Man er nødt til at sørge for, at det får sin mad og drikke, at man skal gøre dets værelse (stald) ren, og at man skal give det kærlighed hver dag. Cowboy lærte min søn ansvar."

- "Da Cowboy stod bedøvet i staldens midtergang, overværede vi hans operation; vi så, hvordan dyrlægen forsigtigt og erfarent bortopererede hans øje ved at skære gennem den optiske nerve og bagefter syede øjenåbningen sammen. Cowboy lærte min søn mod... Da Cole i sidste uge (slutningen af november) var hunderæd på hospitalet, mindede jeg ham om, hvor modig Cowboy havde været, og så ville han med det samme vise, at han også kunne være modig."

- "Da Cole blev ældre, brugte han evigheder på at forsøge at komme op på sin pony, han insisterede på selv at komme op. Jeg grinede indvendigt, når Cowboy bare gik og efterlod ham ved skamlen, eller måske gled sadlen ned, eller han kunne kun komme halvt op eller røg ned igen ad den anden side. Men han blev ikke sur, han gav ikke op, og han fandt i sidste ende altid op på sadlen med et stort smil. Cowboy lærte min søn om vedholdenhed og tålmodighed.

Cowboy, der var blind på det venstre øje, var dog også afhængig af Cole, når de red sammen, forklarer hun.

- "Når Cowboy gik mod venstre på ridebanen, kunne han ikke se hegnet. Han var afhængig af, at min søn så for ham. Cole skulle navigere ham sikkert rundt i ringen, gennem skovene og forbi forhindringer. Cowboy lærte ham tillid."

- "Åhh, disse to gennem årene, de var som to dråber. Alt handlede altid om 'min Cowboy', og han var ikke bange for at kramme og kysse sin pony. Den anden dag fortalte han mig, at han ville give sin højtelskede énøjede pony til sine egne børn en dag. Cowboy lærte ham om kærlighed og følelser."

- "I dag lærte Cowboy ham hans sidste og endelige lektie - en som du ønsker, at dine børn aldrig kommer til at lære. Lektien om, at når du mister noget, som du elsker, er der intet, simpelthen intet, der kan udfylde det store hul i dit hjerte. Intet plaster, ingen salve eller mors kys kan få den smerte til at forsvinde. Man kan ikke forstå det, man kan ikke få det til at stoppe, ikke bare i ét sekund. At man græder alle sine tårer væk, stopper blot for at fylde op og så græde dem væk igen - så ondt gør det. Cowboy lærer min søn at sørge."

- "Åhh, til min kæreste énøjede pony, du sørgede for at introducere Cole til den vidunderlige verden af heste. Du gav ham de bedste øjeblikke, nogle af de mest værdifulde minder, og når den lille dreng sad på din ryg, så bar du ham ikke kun sikkert, men også med stolthed... og den stolthed arbejdede sig hele vejen op og viste sig i min søns ansigt. Tak for hvert minut og hvert øjeblik, du var hos os."

- "Jeg har fortalt ham, at du er i Himlen. Jeg mindede ham om nogle af de andre særlige mennesker og dyr, som også er deroppe. Jeg fortalte ham, at du vil holde øje med ham, for det ved jeg, at du vil. Og mens min søn vokser op, mens han går gennem livet, vil han aldrig glemme dig. En stor del af den, han er, skyldes det, du har lært ham. En lille del af min søn fløj op i Himlen med dig... det er sørgeligt, så sørgeligt, men jeg accepterer det, Cowboy, fordi intet kan sammenligne sig med, hvad du har efterladt hos os."

Reaktionerne fra folk på Facebook har været massiv; ca. 3.700 kommentarer er der kommet til opslaget, og det viser sig, at historien er gået på tværs af landegrænser.

Folk, der læser opslaget, er nemlig begyndt at skrive, i hvilket land de befinder sig, og derfor har Coles mor valgt at sætte en nål på et verdenskort i hvert enkelt land og stat, som Cowboys historie har nået. Indtil videre har den nået samtlige kontinenter med undtagelse af Antarktis.

- "Forrige onsdag aften kom vi hjem fra en julekoncert, og Cole tiggede og fortalte mig om, at han ønskede sig Cowboy under juletræet... men han ved, at det kan han ikke. Så sagde han: 'mor, jeg ønsker mig, at hele universet kan lære min Cowboy at kende'," skriver hun.

De mange reaktioner fra folk rundt om i verden har nu udviklet sig til en historie om Cowboys rejse gennem verden, og Cole spørger hende nu dagligt om, hvor Cowboy senest har været henne.

- "Kom så, Cowboy, rejse gennem hele universet, trav ind i hver persons hjerte ligesom du har gjort med vores, og når du er færdig, vil din lille dreng være lige her og vente på dig!"

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

#dyrevelfærd #udland #arkiv

49 visninger

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic