ANNONCE

Nature-Baby kvadrat.jpg

ANNONCE

_kofamilien_banner_Partnerads4.jpg
  • Henrik Hindby Koszyczarek

R vil gøre Danmark endnu grønnere, men regeringspartneren er skeptisk


Mens Liberal Alliance stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt global opvarmning overhovedet er menneskeskabt, og Dansk Folkeparti ønsker at bevare brugen af kul, såfremt det er billigere end vedvarende energi, har Radikale Venstre (R) netop fremlagt en ny miljø- og klimaplan, som går i en helt anden retning: Danmark skal nemlig være endnu grønnere.

I udspillet, der kan findes på R's hjemmeside, står der bl.a., at Danmark skal "vise resten af verden, at det kan lade sig gøre at blive helt fri af kul og olie. Et land hvor luften er renere og støjen mindre, fordi vi transporterer os på vindstrøm og biomasse."

R ønsker, at Danmarks belastning på klimaområdet - altså udledningen af Co2 - skal sænkes med 55 pct. i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990. Målet skal nås ved hjælp af fire punkter, som skal med i en ny energiaftale, som R ønsker, når den nuværende aftale udløber i 2020.

"Den næste energiaftale skal fuldende omstillingen af energisektoren til ren grøn energi," skriver partiet.

De fire punkter

  1. Det første punkt er, at overflødigt energiforbrug skal reduceres vha. smart teknologi.

Partiet giver ingen eksempler, men nyere produkter har automatiske tænd/sluk-funktioner, mens også moderne radiatorer kan regulere varmen mere effektivt - for blot at nævne nogle eksempler. Partiet skriver endvidere, at oliefyr og kulkraftværker skal erstattes med varmepumper, sol og vind. Kul skal udfases helt fra den danske energiproduktion i løbet af de næste 10 år og altså gøre Danmark kulfri i 2025.

  1. Dernæst ønsker R at omlægge bilafgifterne, så det altid kan betale sig at vælge en bil, der kører på alternative drivmidler, og partiet vil investere endnu mere i elektrificering af togene.

  2. Landbruget skal fremover reguleres gennem et loft over Co2-udledning frem for et loft over produktion og gødning. Grøn teknologi skal hjælpe landbruget til at blive renere, og derudover skal landbruget kunne levere biomasse til bl.a. fly og biler.

  3. Det sidste punkt er, at Danmark skal være fri for affald i 2050 - en lignende plan har New Yorks byråd faktisk også indført, og den betyder, at affald skal genanvendes frem for at brændes. R ønsker et nationalt affaldssorteringssystem, der kan genanvende affaldet, og forbrændingsanlæg skal gradvist udfases.

"Der er mange, der siger, at Danmark er så lille, at vi ikke kan bremse den globale opvarmning. Det er også rigtigt, men vi kan gå forrest og dermed også skabe arbejdspladser ved at sælge teknologi, som virkelig kan gøre en forskel ude i verden," siger Morten Østergaard til Politiken og henviser til, at vindmølleindustrien også begyndte som en niche, men at den nu er blevet et stort eksportmarked for Danmark.

S: Sympatisk tanke, men...

Hos regeringspartneren Socialdemokraterne er der dog ikke fuldstændig opbakning til den fremlagte plan.

Finansminister Bjarne Corydon (S) mener, at hensyn til økonomisk ansvarlighed vejer tungere end klimaplanen.

"Det er en sympatisk tanke, men vi er i tvivl om, hvorvidt det kan hænge sammen økonomisk. Man kan ikke det hele, heller ikke i en valgkamp," siger han til Politiken.

Han erklærer sig som tilhænger af den grønne omstilling, men vil ikke sætte nye klimamål i 2030, idet han ønsker først at sikre sig, at der er penge til det, og derudover at der er bred opbakning til det i Folketinget.

"Derfor er vi også nødt til at være lydhøre over for den skepsis, vi oplever fra den anden side af folketingssalen. Det er vigtigt at være realistisk," siger han.

#RadikaleVenstre #klima #miljø #indland #arkiv

34 visninger

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic